Direkte demokrati på bloggen? Hvad kan vi blive enige om?

Jeg får fornemmelsen af, at jeg selv måske går for direkte efter 'find en trylleformular', der hindrer konfrontation.

At jeg selv skriver for lange indlæg, der rammer ved siden af det væsentlige - og nok ikke bliver læst. Og det hele iøvrigt er lidt uoverskueligt med alle de mange tråde og indlæg. Måske var det en fejl at flytte diskussionerne :-) hmmm

At vi måske ku lære noget af mandagsmøderne og de unge. Kortere indlæg og til pointen.

De unge giver os paradokser: De vil leve her og nu. De vil ændre ting hurtigt og føler de ikke blir hørt og respekteret. De er mod vold og anklages dog selv for vold. De vil direkte demokrati og anklages for at være udemokratiske. De unge optræder på en konfliktløsende måde indadtil og på en konfliktskabende måde udadtil. De opfattes som navlebeskuende, men vil i høj grad påvirke os andre, ruske op i vanetænkning og ligegyldighed.

Kan disse paradokser ha noget at gøre med det omgivende samfunds reaktioner eller mangel på samme? Eller er de unge selv præget af samfundet?

Det mest paradoksale er, at der fokuseres så meget på vold, når der ikke har fundet nogen vold sted. Der er en forestilling om en voldelig modstand under rydningen 14.12. De unger nægter at flytte sig. Det er noget andet, nemlig civil ulydelighed. Selv siger de, at truslen om vold er nødvendig for at blive taget alvorligt, blive hørt. Af presse, af myndigheder, af os andre. Det er vist ikke helt forkert, og gælder også andre grupper. Fx unge indvandrere.

Hvis vi ser bort fra demoerne siger alle, selv politiet, at Ungdomshuset ikke giver problemer med vold. At det ikke bruger mange ressourcer, men klarer sig selv. De mange aktivister klarer det hele ved usædvanligt hårdt gratisarbejde. Hvorfor bliver de så kaldt forkælede?

Hvorfor holder de unge fast i huset, når retten har dømt, at det ikke længere er deres? Fordi de mener, at for mange mennesker i samfundet bøjer nakken for uretfærdige nederlag og undertrykkelse. Og de vil ikke bøje nakken i en situation, hvor de er blevet svigtet af en kommune, der har givet dem et hus og derefter frataget dem huset uden begrundelse. Som har lovet et nyt sted uden at realisere dette nye sted. Det skal kommunen ikke slippe af sted med uden problemer!

Pointen: Ungdomshuset er komplekst. Det afspejler vores samfund og provokerer os. Det spiller på frygten og interessen for vold. Dette spil er farligt, og de unge er usædvanligt modige eller måske for dumdristige. Vi kan ikke finde ud af at blive enige om hvad huset er for en størrelse. men måske kan vi enes om, at de unge har skabt og vedligeholdt en kultur. At denne kultur har en særlig kraft, der inspirerer mange mennesker, der har været i kontakt med den. At denne kultur ikke er destruktiv, men opbyggende for dem, der deltager. At den derfor er værd at bevare. Og kommunen skal ikke kunne løbe fra sit ansvar som den, der gav og derefter svigtede sit ord. Måske kan vi ikke blive enige om det hele, men så pil noget af det ud. Og måske kunne vi sammen prøve at påvirke Borgerrepræsentationen til at tage Ungdomshuset alvorligt!

Ole