Kære Pleth!
Jeg synes du tager op emner som vedrører mange af ungdomshusets modstandere her på bloggen, derfor har jeg brugt din kommentar i et indlæg. Selv om dette er et forum for forældre der har gjort op med sig selv, at de er FOR ungdomshuset, skal du have lov til at blive hørt. Men selvfølgelig ikke ukommenteret.
Pleth har skrevet en kommentar til den fortvivlede mors indlæg, som du kan læse her på siden.
Pleth: Først så troede jeg det var ironisk det du skrev. Så gik det op for mig at du mener det rammealvorligt.
Mig: Hvis man har været i miljøet og arbejdet som aktivist i ungdomshuset, får man også følelser for stedet. Det sammenhold og alt man lærer og oplever i huset og miljøet kan ikke sammenlignes med noget andet i samfundet. Disse erfaringer bærer man videre med sig i livet og ud i verden. Jeg ved at det er mange af os gamle aktivister der vil føle en enorm tomhed og afsavn. Det værste er, at vores børn ikke har mulighed for at videreføre traditionerne og kulturen som den eksisterer i ungdomshuset i dag og har gjort gennem 24 år.
Pleth: Jamen har du slet ingen ambitioner for din datter?
Mig: At sende sin datter i ungdomshuset er en af de største ambitioner man kan have for sit barn. At være aktivist i ungdomshuset kræver utrolig meget selvdiciplin for at få det til at fungere. Datteren vil lære om sig selv og andre og forlade miljøet med en modenhed og en erfaring, du sjælden finder blandt andre unge mennesker i dag.
Pleth: Du mener hun skal lære at slås mod politiet....
Mig: Man lærer ikke at slos mod politiet. Ungdomshuset er ikke en skole med speciale i vold. Det er et kulturhus hvor man hører og spiller musik, spiser og laver vegansk mad, danser, drikker øl og hygger sig med hinanden.
At slos mod politiet er noget der opstår fordi de unge føler sig presset eller truet. Forsøg bare et øjeblik og sæt dig ind i et ungt menneskes følelser og psykologi. Hormonerne kører jo rundt.
Politiet er iført fuld kampuniform med hjelme og skjolde. De bruger knipler og tåregas. Ikke noget godt ikke-voldeligt forbillede for et ungt menneske, er det vel? En far, der slår sit uopdragne barn er vel hellere ikke det bedste forbillede?
Pleth:...og stjæle et hus som ikke er hendes? Det er da ikke noget at lære en ung pige! Du kalder det visioner? Hvad er du for en rolle-mor?
Mig: Hun har ikke stjålet et hus. Overborgmester Egon Weidekamp gav i 1982 sammen med borgerrepræsentationen Ungdomshuset til de unge. Der var den klausul, at ved salget skulle Huset forblive som ungdomshus.
Man kunne jo tale om at stjæle de unges mulighed for initiativ og virkelyst, ved at tage beslutninger hen over hovedet på dem og uden at de bliver hørt eller taget alvorlig.
Pleth: Lær dog din datter at hun skal overholde landets love i stedet for at sidde og tude med hende.
Mig: Landets love er ikke altid lavet for den lille mand og kvinde, især ikke hvis de ikke har penge. Vi hører det i nyhederne hver dag. Nogen er blevet uretfærdig behandlet af landets love. Det må betyde at landets love ikke er ideelle. det betyder også at samfundet har brug for nogen der gør dem opmærksomme på at der er fejl og mangler ved lovene. Derfor er det ikke soleklart at man skal overholde regler som man føler er dybt forkerte og uretfærdige. Og især ikke når der er mange nok til at synes de er forkerte.
Pleth: Du gør hende da en bjørnetjeneste. Lær dog din datter hvordan hun skal begå sig i det virkelige liv, hjælp hende med uddannelse og hvordan man begår sig på en arbejdsplads. Vær stærk. Lær hende om kærlighed, sex og når du er i gang.
Mig: Alt dette vil hun lære i ungdomshuset. Vi er rigtig mange som ved at dette er sandt.
Pleth: så lær hende at politiet er mennesker ligesom du og jeg. Dem kalder man ikke øgenavne.
Mig: Politiet er mennesker der har taget et hårdt og til tider ubehageligt arbejde på sig, ligesom soldater der tager til Irak og kommer til at skyde uskyldige civile, fordi de i situationen ikke kan handle anderledes. Når man går ind i politiet, har man taget en beslutning om at vold løser problemer. Man er villig til at slå og skyde hvis situationen skulle kræve det. Man er villig til at slå på små teenagepiger på 13 år, der har forvildet sig ind i en demonstration. Jeg har set det med mine egne øjne, store stærke mænd, der slår løs på ubeskyttede små piger. Vil du sige det er humant?
Pleth: Lær hende at ingen kan komme og tage dit hus og sige det er deres, og ingen må sprøjte graffiti på det hus du bor i.
Mig: Ungdomshuset er ikke et hvilket som helst hus. Det er hellere ikke en persons hus, hellere ikke en gruppes hus. Du glemmer at det også er dit og mit hus. Vi kan komme der og hjælpe til med at drive huset hvis vi vil. Vi kan låne salen til børnearrangementer, vi kan komme om onsdagen og få os et billigt måltid. Der er iøvrigt børnedisco i aften, åbent for alle.
Og graffittien, ja den har været i huset i 24 år, mange år før faderhusets tid. Det er en del af kulturen. Jeg har selv lavet et flot vægmaleri på toilettet i sin tid, men ironisk nok er det blevet malet over af de nye brugere, som syntes at nu skulle toilettet se lidt pænere ud. Men sådan er det også i ungeren.
Pleth: Jeg er selv mor til en teenage datter, og du må ikke misforstå en moders opgave. Og opgaven er ikke at være veninde med datteren, og få datteren til at forsætte din egen 68’ socialistiske kamp for at få del i de offentlige midler.
Mig: 68´ernes socialistiske kamp handlede om retfærdighed og solidaritet i verden. Om at give alle samfundsgrupper muligheder til at udfolde sig. Kommunen er os alle og vi skal hjælpe og støtte hinanden i vores visioner og drømme.
Pleth: I har 5 millioner kroner i en pulje, så kan i vel ærligt og redeligt købe et hus udenfor byen hvor i kan larme som i vil.
Mig: Det kan også være det ender med det. Men hvem skal stå på lejekontrakten? mig? For ungdomshuset er også mit hus.
Men helst et hus jeg bare kan komme i når jeg har lyst, ligesom et medborgerhus eller et bibliotek. Det er ingen der afkræver bibliotekets brugere, at de selv skal købe sig et hus, vel?
Pleth:Du skriver “dø for et hus”, jamen du lyder som en forkælet dame, der føler sig uretfærdigt behandlet over ikke at få alt gratis.
Mig: ingen af os aktivister, hverken for tyve år siden eller i dag er forkælede. Vi ved hvad det vil sige at kæmpe for en sag, at arrangere noget uden penge, at knogle røven ud af bukserne for at få noget op at køre, at vaske lokummer, rydde op efter fester, stå tidlig op for at sætte bolledej over til folkekøkken, stå i bar en hel nat, reparere efter en stor brand der var påsat af højreekstremister, uden at kommunen løftede en finger for at hjælpe os. Ingen af os har nogensinde tjent noget på det, al vores arbejdskraft er gået til fællesskabet. Og det kalder du forkælet? Det eneste vi beder om er et sølle hus, en rønne som ikke engang regnes som bevaringsværdig af Faderhuset. Og vi betaler alt andet selv.
Pleth: Hvorfor tror venstresocialister altid de skal have huse m.m. forærende, det kender jeg INGEN unge højreorienterede der forlanger?
Mig: De højreorienterede har ikke idealer som animerer til en kultur som den, der er i ungdomshuset.
Det er ikke koncensus blandt venstresocialister at de skal have huse forærende. Vi taler om en gruppe unge mennesker, uden penge, men med et brændende ønske om at have et sted de kan udleve deres idealer og visioner, som faktisk har vist sig at være blomstrende i 24 år. Når jeg tager alle de hundredevis af mennesker som var tilknyttet miljøet og ungdomshuset den gang jeg selv var med, så viser det sig at utrolig mange af dem har valgt meget humane eller kreative jobs i deres liv. Blandt dem der var aktivister i ungdomshuset, finder vi i dag en overvægt af pædagoger, skolelærere, handicaphjælpere, læger, jordmødre, socialrådgivere, psykologer, samt folk der arbejder med økologi og bæredygtighed. For ikke at tale om filminstruktører, fotografer, kunstnere, musikere og designere.....Et underlig sammentræf, eller kunne det være at værdierne fra tiden i ungdomshuset overleveres til nye unge og lever videre ude i samfundet hos dem der går videre?
Pleth: Jeg kunne jo så have afsluttet mit indlæg med: Don’t ask yourself what your country can do for you, but ask yourself what you can do for your country.
Mon hun forstår engelsk?
Mig: The youth house of Copenhagen is my country, and for my country, I will do everything. EVERYTHING!
Me, a mother
