Moster Olgas nytårstale.

I dag, på årets sidste dag, kommer sorgen væltende over mig.
Jeg kan næsten ikke holde op med at tude, knuden i maven har gnavet i så lang tid.
Men vi har været så mange der har kastet os ihærdig over kampen for bevarelse af Ungdomshuset. Vi har forsøgt at mane politikerne til fornuft, men det er som at slå i en mur. Alligevel har det sat en bølge i gang, en bevidsthed om at noget er værd at kæmpe for. Det har været en fantastisk oplevelse at mærke disse kræfter vækkes til live af vinterdvalen.

Tanken om at der findes så meget ubarmhjertighed i vores samfund, gør mig syg af sorg og harme:
At vi har nogle politikere siddende ved magten, der har skabt splid mellem samfundets borgere og ikke kan tage det fulde ansvar for det de har gjort. At disse politikere støtter op om en fanatisk sekt, der helt bevidst har søgt at knuse en kultur, med det ondeste og mest magtfulde middel dette samfund har; kapital.
At der findes nogle mænd og kvinder der har valgt et arbejde, hvor de bliver sat til at slå på mennesker, til at tvinge mennesker ud af det sted som er deres liv, til at ydmyge og tortere mennesker, som ligesågodt kunne have været deres egne børn.
At der findes håndværkere der er villige til at rive et historisk hus ned, et hus der bærer over hundrede års minder med sig om mennesker og kultur i en by.

Mine varme tanker går til aktivisterne i Ungdomshuset, der har valgt at blive. De går i gennem en hård tid med et hårdt psykisk pres. De kæmper for noget der betyder så meget for os alle. Mine tanker går også til de fængslede som skal tilbringe nytår i spjælet.
Forbliv stærke og pas på jer selv og hinanden.

Jeg er fuld af beundring for alle aktivister der har været med til at stable de mest fantastiske arrangementer på benene. Ungerens fødselsdag, folkekøkkener, cafeer, piratradio, demonstrationer, koncerter med mange hundrede mennesker, åbent hus- arrangement og alt det andet gode der har været den sidste tid.
Vi har set en opblomstring af miljøet og en stor tilgang af nye unge kræfter.
Men også de gamle har lettet familierøven og kommet med.
For ikke at snakke om alle de andre på Nørrebro og andre steder i Danmark og ude i verden, der har lagt kræfter i kampen. Fra Rusland til Australien. De mennesker der ude, ved hvad det handler om og de trodser systemet og ensretningen.

Bliv ved med at kæmpe, bliv ved med at gøre de ting I gør. For her ligger essensen af en helt unik kultur og sammenhold, en kærlighed og respekt mellem mennesker, et arbejde for at skabe et alternativ, en bedre verden at leve i.

Det er en frihedskamp som går ud over kampen for Ungdomshuset og Christiania.
Det handler om kampen for selvbestemmelsesret. Kampen om at definere og skabe sin egen kultur på menneskers egne præmisser og uden tanke på profit og egen vinding.

Et samfund med politikere der ikke er i stand til at anerkende og støtte op om de eksisterende kulturer der findes, er et voldeligt og inhumant samfund.
Vold avler vold. Man høster som man sår.
Mennesket lærer tilsyneladende aldrig af historien, men følger den stupide, patriarkalske amerikanske tankegang med at sætte hårdt mod hårdt, med det resultat at det skaber endnu flere konflikter.
Når grobunden for vold er skabt, sætter samfundet endnu mere vold ind for at bekæmpe volden. Til slut befinder vi os i en voldelig diktaturstat.

Det kunne have været så enkelt. Lad de unge beholde deres lille, slidte hus og der ville ikke have været en eneste voldelig episode.
Så såre enkelt og alle ville kunne leve i ro og fred med hinanden.

Men kampen slutter ikke her. For hvis Ungdomshuset bliver ryddet, fortsætter vi alle de initiativer og det mangfoldige og vidtrækkende samarbejde vi har stablet på benene i løbet af den sidste tid.
Og vi er mange, RIGTIG MANGE der er dybt utilfredse.
Der bliver ikke ro i Københavnstrup.
Dette er bare starten til et nyt oprør, en ny modstand, en ny kamp mod uretfærdighed og egoisme.

Ungdomshuset blir!
God kamp og en masse kærlighed, solidaritet og sammenhold i det nye år!

De kærligste hilsner
Moster Olga