1. marts 2007: en sorgens dag

1. marts 2007: en sorgens dag
Borgmester Klaus Bondam sagde i et interview i dag, at kommunen havde gjort alt hvad de kunne, men det var de unge som ikke ville.
Det er en regelret løgn.
Politikerne kunne have givet Stevnsgade til de unge som kompensation for det tabte Ungdomshus. I stedet insisterede politikerne på at ungdomskulturen skal privatiseres, altså fonden skulle allernådigst have lov at købe huset for 12. millioner kroner.
Det eneste kommunen har gjort, er at forære en fanatisk højreorienteret sekt 30 millioner kroner.
Men faktum er, at Ungdomshuset igennem alle år har besparet kommunen enorme summer, i form af den frivillige arbejdskraft og den sociale funktion huset har haft. Ungeren har fungeret som fristed for mange unge, som kommunen ikke kunne tage sig af.
Ungeren har også taget i mod socialt udstødte, som normalt skulle være på behandlings/pleje hjem, men som har fundet sig til rette og blevet en del af huset, på deres egne præmisser.
Huset og kulturen har været selvdrevet i mange år, kun financieret fra salg af øl og entre.
Strøm og vand har huset selv betalt.
Bedre løsning kunne kommunen ikke få, når det gjaldt om at placere unge utilpassede et sted.
Meget ballade har der ikke været inden de unge for alvor blev truede. Men det handlede ikke kun om et hus, det handlede om de unges identitet og eksistensgrundlag. Vi ser det alle steder i verden. Når mennesker bliver trængt op i en krog, bider de fra sig.
Denne krig er alene politikernes ansvar. De har til enhver tid pligt til at styre landet, så befolkningsgrupper ikke bliver sat op mod hinanden, eller skabe situationer som denne; at en privat ejer tjener enorme summer på at tryne en subsistensløs, men frugtbar kultur, der rummer flere tusinde unge mennesker. -Unge mennesker, som er en ressource i samfundet, er samfundets fremtid!
Ungeren har rummet så meget, både før det blev Ungdomshus, og de sidste 25 år.
Der er de mest fantastiske historier fra huset. Om mennesker der skaber noget sammen, et alternativ til resten af samfundet. Om unge menneskers liv, tanker, drømme og ideer. Her mødte unge mænd og kvinder hinanden, blev forældre og her mødes deres børn.
Generationerne førte traditioner videre.... Jeg har kun en ting at sige til politikerne:
TOTAL AFSKY!!!

07 december 2006

Fra hippie i 60erne til punk i 2006

'Rocken er blevet de riges musik'... spillet af de rige for de rige, tja?
Nu er det jo en forældreblog det her, og handler også om for os Alzheimer light folk at forstå, hvad der foregår i Ungdomshuset, og hvad der bevæger nogle af de unge. Vi var nogle, der snakkede om at huset så lidt skummelt ud med al den sorte maling osv - og een fremhævede: nej, det er da ikke skummelt, det er mere huleagtigt og hyggeligt. Betryggende, som når vores forfædre sad sammen i læ i en beskyttende grotte - i fristedet! Måske et relevant link til lidt baggrundshistorie. For mig var det i hvert fald relevant: http://www.wilddiner.com/andersen.htm

Ole

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Anonymous said...
Et af Mark Andersens mere interessante citater i hans sidste bog var fra en kammerat, der med sin kontante form gjorde intryk på ham og var med til at forme hans syn på alternativ socialpolitik. Kammeraten kom med følgende godbid: 'Alle unge uden undtagelse vil på et tidspunkt erfare at de overentutiastisk har udstedt en dækningsløs check med munden, som røven ikke er i stand til at indkassere! Og det blir de nødt til at tænke lidt over....'

Og det får mig til at tænke på min kære fødeø Bornholm, som havde en politichef, som var noget arrogant i det. Han var kommet til at køre ind i en jernbanebom ved et uheld. Det kan jo ske for selv de bedste. Denne stivstikker skulle tale med en anden bornholmer i embeds medfør. Denne mand var lidt langsom i det og politichefen sir: 'sig mig ved De ikke hvem jeg er?' 'Jo', lød svaret, 'waed itje dig der kjørte ind i bommarna?'

Og nu jeg er igang på øen: der var en overstreng motorsagkyndig på et tidspunkt, som var specielt krakilsk med unødvendig brug af signalhorn. Forbudt! Han stod jo sådan set bag de fleste udstedelser af kørekort på øen. Når folk så kom kørende i deres biler gennem byen og så ham komme gående: dyyyyyyt, dyyyyyyt, dyyyyyt hilste de allesammen længe og venligt på ham, Ha, ha, ha, der fik han den til overmål, ha, ha.

Og hvad kan man så lære af det? ha, ha, ha....

Ole