Mødet med Hanne Bech Hansen

Sakset fra paagaden.dk, skrevet af Martin Lindblom:

Forældre appellerer til politiets fornuft
13. Dec 2006
Med beslutningen fra Faderhuset om at afvise endnu et købstilbud på ejendommen Jagtvej 69 er frygten for voldsomme konfrontationer i forbindelse med en rydning vokset. Mandag den 11. december forsøgte en forældregruppe omkring Ungdomshuset at tale fornuft med politidirektør Hanne Bech Hansen. De mener, at deres børn bliver udsat for unødig vold og ydmygelser fra politiets side.
Udenfor øsregnede og stormede det iskoldt, men i Parolesalen på Københavns Politigård var der lunt og rart, kaffe på kanden og klejner på bordet.

Københavns politidirektør Hanne Bech Hansen trykker hånd og tager venligt imod sine gæster. Det er en blandet gruppe af forældre til aktivister i Ungdomshuset på Jagtvej samt et par gamle aktivister fra dengang huset blev overdraget i 1982.

De er mødt op til et såkaldt dialogmøde om deres konkrete bekymringer for den forestående rydning af Ungdomshuset og for at fortælle om de generelle oplevelser de har haft med politiets magtanvendelse overfor de unge. De har en række forslag med til politidirektøren og en billedserie, der skal illustrere, hvad det bl.a. er, de er utilfredse med.

Parolesalen, hvor mødet finder sted, er et mørkt aflangt rum, der minder om en blanding af en tempelridderborg og et bibliotek. Langs væggene er bogreoler, der domineres af juridiske årbøger, der går flere hundrede år tilbage, men der er også plads til et eksemplar af den erotiske roman Fanny Hill ved siden af Kampen om Byggeren, Ligbrændingens historie i Danmark og Freuds Psykoanalyse.

Flådeeg og fjendebilleder
Hanne Bech Hansen byder velkommen med en redegørelse for Parolesalens daglige funktion som møderum og en anekdote om det fem meter lange bord, der er fremstillet af såkaldt flådeeg, som blev plantet efter englændernes tyveri af den danske flåde i 1807.

Og så går snakken i gang. I godt halvanden time fortæller forældrene om deres oplevelser og bekymringer for deres børns helbred og de demokratiske rettigheder til at ytre sig på forskellig vis. Hanne Bech Hansen lytter og kommenterer venligt og imødekommende, men uden at gå ind i de enkelte sager og eksempler.

Om hendes motivation for at mødes med repræsentanter for Ungdomshuset siger hun:

– Man skal altid prøve at snakke sammen. Det er sværere at opretholde et fjendebillede af folk, man har talt med, end hvis man aldrig har talt med dem. Det gælder for så vidt alle.

Og der er ikke nogen tvivl om, at politiet kommer til at rydde Ungdomshuset, hvis der ikke findes en anden løsning, understreger Hanne Bech Hansen.

– Den her situation er ikke vores »ønske kop te«, for at sige det lige ud. Vi synes jo også det er en pokkers opgave. Men hvis huset ikke bliver solgt, så skal de unge mennesker ud. Men der må ikke være nogen, der kommer til skade, hverken politifolk eller de unge mennesker.

Imødekommende, men afvisende
Selvom politidirektøren flere gange i løbet af samtalen forsikrer om, at hun hører, hvad forældrene siger og lover at bringe det videre, følger hun samtidig sin egen dagsorden for mødet, der handler om at få forældrene til at holde deres børn væk fra den kommende konfrontation.

Og hun afviser med professionel mine det ene udsagn efter det andet om fysiske og psykiske overgreb på demonstranter, graffitimalere og unge »autonome«.

Da en forælder på et tidspunkt giver udtryk for, at der blandt mange af de menige betjente er en udpræget modvilje mod de unge i Ungdomshus-miljøet og andre, der ser anderledes ud, afviser Hanne Bech Hansen det blankt:

– Det tror jeg nu ikke, de har. Den med at betjentene skulle have noget imod dem, den køber jeg ikke, lyder det prompte.

»Hold din kæft!«
Men så fortæller en af de tidligere aktivister fra Ungdomshuset – der senere er blevet aktiv igen med diverse kulturtiltag i huset – om et aktuelt overgreb mod ham selv:

– Jeg stod på Nørrebro Runddel, da jeg blev anholdt og kastet ned i noget grus af fire betjente. Jeg spørger, om jeg er anholdt og de svarer ja, og jeg svarer, at jeg ikke gør modstand. På det tidspunkt er jeg vist nok anholdt for at sige tre ord.

– Jeg ligger med hovedet nede i gruset, mens de brøler »navn og adresse«. Jeg svarer at de nok skal få oplysningerne, når jeg kommer op at stå – og så er jeg pludselig anholdt for ikke at oplyse mit navn.

– Jeg får håndjern på og bliver meget brutalt ført over til en politibus. Vidner på stedet siger efterfølgende, at det ser meget voldsomt ud. Ved bilen bliver alle vidner skubbet væk, og jeg bliver bedt om at sætte mig på knæ.

– Jeg er i håndjern og håndlås (en yderst smertefuld teknik, hvor betjenten presser arrestantens hånd fremover, red.), og bliver nu bedt om at kravle på mine knæ op ad trinene i bussen og derefter hele vejen ned i bussens bagende.

– Da jeg ikke kan komme længere og spørger, om jeg ikke bare skal sætte mig på et sæde, lyder svaret: »du skal holde kæft og gøre som der bliver sagt«.

– Da jeg ikke kan komme længere, sætter en betjent sig oven på mig og låser mit hoved fast mellem hans støvler. I det næste kvarter bliver de ved og ved og ved med at presse min hånd forover.

– Når jeg mindeligt beder dem om at lade være, bliver jeg hånet, kaldet ynkelig og verbalt ydmyget på alle måder. Under afhøringen brød jeg sammen og jeg har haft mareridt om oplevelsen. Jeg har klaget over episoden, men den er blevet afvist.

For første gang i samtalen tøver Hanne Bech Hansen, og stiller spørgsmål til episoden:

– Hvor lang tid er det siden? Har du klaget? Hvad siger statsadvokaten, spørger politidirektøren, og virker oprigtigt påvirket over, hvad hun har hørt.

Hold børnene hjemme
Og historien følges op af andre eksempler på og fotos af unge med kvæstelser i ansigtet.

– Jeg har set unge teenagepiger falde for kniplerne, og det er sket adskillige gange, så der må være en brist i jeres strategi, lyder en kommentar da Hanne Bech Hansen forsikrer om, at politiet til hver en tid afpasser magtanvendelsen efter situationen

– Jeg har set folk, der flygter i panik og bliver jagtet gennem gaderne, flået ned og lagt i benlås, selvom det med garanti ikke er dem, der har gjort noget.

Det er et eksempel, politidirektøren kan bruge:

– I de situationer, der udarter sig, har folk forskellige grænser. Nogen gør passiv modstand, nogen råber lidt op, nogen er lidt uartige. Men så er der altså også nogen, der er indstillet på at gå noget hårdere til den. Jeres børn bliver på en eller anden måde blandet sammen med dem, lyder forklaringen på, hvorfor ikke-voldelige teenagere risikerer at blive ramt af politiets knipler.

Af samme grund opfordrer Hanne Bech Hansen endnu engang forældrene til at holde deres børn hjemme. Men selvom en del af forældrene gerne ville, må de samtidig erkende, at det er umuligt.

– Vi kan jo ikke låse dem inde eller brække deres ben, som en af dem siger.

Fortsat kontakt
Audiensen er ved at være forbi. Hanne Bech Hansen har fået en række konkrete råd til, hvordan politiet bør opføre sig både i konfliktsituationer og i hverdagen. Forældre mod politibrutalitet fortæller, at de til bl.a. den store Ungdomshus-demonstration den 16. december vil iføre sig grønne veste, overvåge politiets opførsel og filme, hvad der foregår.

Hanne Bech Hansen takker for mødet, og parterne aftaler at holde kontakten og eventuelt mødes senere på måneden for at udveksle erfaringer om, hvad der er gået godt eller galt.

Udenfor er vejret fortsat mistrøstigt, men forældrene har fået tændt et lille håb om, at politiets leder vil understrege betydningen af et »voksent« politi overfor sine kolleger. Da den højre-kristne sekt Faderhuset dagen efter mødet afviser enhver snak om at sælge, rykker den truende konfrontation et stort skridt nærmere. Og vigtigheden af forældrenes råd skærpes.