Den kreative elite klumper sig sammen
Kreative danskere klumper sig sammen i de største byer, viser den første undersøgelse af den kreative klasse herhjemme. Forskerne bag undersøgelsen opfordrer politikerne til ikke at nedprioritere København.
DE KREATIVES PARADIS 40 procent af den danske befolkning tilhører den kreative klasse, og de gider ikke bo på landet. Den såkaldte kreative klasse har været omtalt i det seneste års tid, og nu kan forskere på Copenhagen Business School – Handelshøjskolen i København for første gang offentliggøre en undersøgelse af, hvem den kreative klasse i Danmark egentlig er. De kan tegne et detaljeret kort over, hvor den kreative klasse i Danmark bosætter sig, og konklusionen er entydig: Akkurat som i USA og Canada foretrækker denne nye elite af kreative og innovative mennesker at bo i eller tæt på storbyen.
Koncentrationen af kreative herhjemme er allerstørst i velhaverområderne nord og nordvest for København, mennesker med et kreativt erhverv bosætter sig i stigende grad i Københavns indre by, og den kreative klasse klumper sig også sammen i Århus, Odense og Aalborg. Det viser kortlægningen, som lektor Mark Lorenzen og forskningsassistent Kristina Vaarst Andersen fra Handelshøjskolen i København har forfattet:
»Den kreative klasse vælger bolig i indre by eller i de mest attraktive byområder i tilknytning til storbyen. Selv om Danmark har brugt store summer på at dele velfærd og økonomiske midler ligeligt mellem by og land, foretrækker den kreative klasse storbyen. For denne gruppe har storbyen klart mest at byde på,« siger Mark Lorenzen.
De kommuner med den største andel af kreative indbyggere ligger alle relativt tæt på København. Listen toppes af tre forstadskommuner nord og nordvest for København, nemlig Hørsholm, Stenløse og Birkerød. Københavns Kommune indtager fjerdepladsen, og derefter følger igen en lang stribe kommuner nord- og nordvest for hovedstaden. I bunden af listen finder man Sydlangeland og en række jyske udkantskommuner langt fra storbyens puls.
Det er dog ikke hele provinsen, som den kreative klasse dømmer ude. Provinsbyer som Viborg, Svendborg og især Sønderborg er yndede steder at slå sig ned for denne nye attraktive samfundsklasse. Selv om Sønderborg kun har 14. flest indbyggere i Danmark, indtager byen en tredjeplads målt på, hvor mange med et kreativt erhverv der bor i byen, som er beliggende på øen Als, der blandt andet huser Danfoss og en række it- og televirksomheder.
Politikere bør satse på København
For Esbjerg forholder det sig omvendt. Den vestjyske fiskeriby er landets syvendestørste, men kommer kun ind som nummer 14 målt på antallet af kreative.
»Esbjerg har ikke meget at tilbyde mennesker, der arbejder innovativt og kreativt. Den kreative klasse i regionen vælger i stedet at bo uden for byen, på Fanø eksempelvis,« siger forskningsassistent Kristina Vaarst Andersen.
Storbyen er den kreative klasses foretrukne opholdssted, og det bør føre til en stærkere satsning på København, mener forskerne på handelshøjskolen. Folketinget skal holde op med at føje jyske udkantsborgmestre, der højrøstet advarer om uretfærdig behandling, hver gang der bruges en statslig skattekrone i København.
»Den kreative klasse vil bo i storbyen, så det er meget absurd, at jyske borgmestre er i stand til at presse Folketinget til at stække storbyerne økonomisk, og det er helt tosset at lægge vigtige statslige arbejdspladser i provinsen af rent politiske årsager. De skal naturligvis ligge i hovedstaden, hvis der i øvrigt er god grund til det,« siger Mark Lorenzen.
Han ser ingen fare for, at den kreative klasses fravalg af provinsen giver endnu større polarisering mellem by og land, så landdistrikterne marginaliseres yderligere.
»Det skader ikke landdistrikterne, at de kreative mennesker vælger storbyen. Tværtimod bliver der bedre råd til velfærd og service på landet, hvis der er en stor kreativ klasse i hovedstaden, som skaber nye job og vækst,« siger han.
I takt med at produktionsjob flytter til lavtlønslande, bliver dansk økonomi i stigende grad afhængig af innovation og kreativitet – den kreative klasses kompetencer – og det er baggrunden for, at forskerne har givet sig i kast med at identificere den kreative klasse herhjemme.
Undersøgelsen er inspireret af den amerikanske økonom Richard Florida, der for et par år siden kortlagde den kreative klasse i USA. Det vakte stor opmærksomhed, da Florida konkluderede, at den kreative klasse ikke blot bor bestemte steder, de har også fælles værdier: Kreative mennesker ser ikke kun på skattetryk, løn og gode motorveje, når de beslutter, hvor de vil leve. Tolerance, åbenhed og gode kulturtilbud er mindst lige så vigtige faktorer, og det er værdifuld viden, hvis man vil tiltrække og fastholde den kreative klasse.
De kreative er en global race
Om kreative danskere har samme værdier, kan forskerne på handelshøjskolen først svare entydigt på, når anden og sidste fase af deres undersøgelse er færdig næste år. De foreløbige resultater, der alene bygger på data fra Danmarks Statistik, tyder dog på, at mennesker med kreativt erhverv har værdier, der ligner hinanden, uanset om de bor i USA, Danmark eller et af de øvrige seks nordeuropæiske lande, hvor tilsvarende kortlægninger af den kreative klasse er i gang.
Danske kommuner behøver dog ikke at skynde sig at bygge store kulturhuse og sportshaller for at bejle til den kreative klasse. I modsætning til USA er kulturelle og rekreative tilbud ikke afgørende for, hvor i Danmark de kreative vælger at slå sig ned.
»Det skyldes formentlig, at der i Danmark ikke er langt at køre til nærmeste koncertsal eller teater, selv om den ligger i en anden by eller kommune,« siger Kristina Vaarst Andersen.
Den danske undersøgelse kan heller ikke påvise større tolerance i de områder herhjemme, hvor mange kreative er samlet. Tolerance er i den danske undersøgelse blandt andet målt på, om der bor og arbejder mange kunstnere og ikke-vestlige statsborgere, og dem er der ikke markant flere af i de kreatives foretrukne byzoner, sådan som det er tilfældet i USA og vores naboland Sverige.
Alligevel er Mark Lorenzen ikke i tvivl om, at tolerance og åbenhed er afgørende for, om kreative mennesker vælger at flytte til en dansk by, og om danske kreative bliver i Danmark frem for at flytte til udlandet.
»I den internationale kamp om at tiltrække den mest eftertragtede arbejdskraft udefra er åbne og tolerante bymiljøer et vigtigt konkurrenceparameter,« siger han.
Akkurat som i USA bosætter den danske kreative klasse sig steder, der udmærker sig, når det gælder blandt andet åbenhed, mangfoldighed, lav arbejdsløshed, mange kulturelle tilbud, økonomisk vækst og velstand. Men om det er de kreative, der skaber disse goder, eller om de kreative flokkes, hvor goderne allerede findes, fortæller undersøgelsen ikke.
Hvem der tilhører den kreative klasse, har de danske forskere ladet Richard Florida bestemme. Han opererer i sin amerikanske undersøgelse med tre kategorier af kreative erhverv:
En hård kerne bestående af it-folk, matematikere, arkitekter, ingeniører og personer ansat inden for medicinsk og samfundsmæssig videnskab, uddannelse, undervisere og bibliotekarer.
En undergruppe, som Florida har døbt de professionelle: Ledere, jurister, læger, sælgere på højere niveau og ansatte inden for det forretningsmæssige og finansielle område.
En tredje og sidste gruppe kreative er bohemerne: Kunstnere, designere, sportsfolk, ansatte i underholdningsbranchen og medie-folk.
Flere kreative i Danmark
I USA udgør den kreative klasse 30 procent af befolkningen, når man anvender denne definition. Herhjemme kan mere end 40 procent af befolkningen bryste sig af at tilhøre de kreatives klub. Det er flere, end eksperterne havde forventet at finde. Alligevel forventer Mark Lorenzen, at den kreative klasse får yderligere vokseværk de kommende år:
»Der er ingen tvivl om, at den kreative klasse vil vokse i takt med, at danskerne bliver bedre uddannede, og at globaliseringen af markedet betyder udflytning af tung produktion og de dårligste job til Polen og Fjernøsten. Det er en positiv udvikling,« siger han.
Det er svært at udpege klare fællestræk for en befolkningsgruppe, der er så stor og uhomogen som den kreative klasse, erkender Mark Lorenzen, men undersøgelsen viser, at det er muligt. Den danske kreative klasse ligner den amerikanske kreative klasse så meget, at det ikke er nogen tilfældighed. Det giver mening at portrættere den kreative klasse – selv om det også er karakteristisk for det sammenrend af kunstnere, erhvervsfolk og it-nørder, som til sammen udgør den kreative klasse, at de ikke betragter sig selv som tilhørende nogen bestemt klasse.
Næste skridt er at indrette byerne, så den kreative klasse har lyst til at blive boende dér, og så flere kreative kommer til. Ellers søger de kreative til mere attraktive storbyer andre steder i verden, advarer forskerne bag undersøgelsen:
»Danmark er nødt til at føre en politik, der målrettet tilgodeser storbyerne og som samtidig sikrer, at udlændinge kan rejse hertil og føle sig velkomne,« siger Mark Lorenzen.
(fra LO ugebrevet A4)
1. marts 2007: en sorgens dag
1. marts 2007: en sorgens dag
Borgmester Klaus Bondam sagde i et interview i dag, at kommunen havde gjort alt hvad de kunne, men det var de unge som ikke ville.
Det er en regelret løgn.
Politikerne kunne have givet Stevnsgade til de unge som kompensation for det tabte Ungdomshus. I stedet insisterede politikerne på at ungdomskulturen skal privatiseres, altså fonden skulle allernådigst have lov at købe huset for 12. millioner kroner.
Det eneste kommunen har gjort, er at forære en fanatisk højreorienteret sekt 30 millioner kroner.
Men faktum er, at Ungdomshuset igennem alle år har besparet kommunen enorme summer, i form af den frivillige arbejdskraft og den sociale funktion huset har haft. Ungeren har fungeret som fristed for mange unge, som kommunen ikke kunne tage sig af.
Ungeren har også taget i mod socialt udstødte, som normalt skulle være på behandlings/pleje hjem, men som har fundet sig til rette og blevet en del af huset, på deres egne præmisser.
Huset og kulturen har været selvdrevet i mange år, kun financieret fra salg af øl og entre.
Strøm og vand har huset selv betalt.
Bedre løsning kunne kommunen ikke få, når det gjaldt om at placere unge utilpassede et sted.
Meget ballade har der ikke været inden de unge for alvor blev truede. Men det handlede ikke kun om et hus, det handlede om de unges identitet og eksistensgrundlag. Vi ser det alle steder i verden. Når mennesker bliver trængt op i en krog, bider de fra sig.
Denne krig er alene politikernes ansvar. De har til enhver tid pligt til at styre landet, så befolkningsgrupper ikke bliver sat op mod hinanden, eller skabe situationer som denne; at en privat ejer tjener enorme summer på at tryne en subsistensløs, men frugtbar kultur, der rummer flere tusinde unge mennesker. -Unge mennesker, som er en ressource i samfundet, er samfundets fremtid!
Ungeren har rummet så meget, både før det blev Ungdomshus, og de sidste 25 år.
Der er de mest fantastiske historier fra huset. Om mennesker der skaber noget sammen, et alternativ til resten af samfundet. Om unge menneskers liv, tanker, drømme og ideer. Her mødte unge mænd og kvinder hinanden, blev forældre og her mødes deres børn.
Generationerne førte traditioner videre.... Jeg har kun en ting at sige til politikerne:
TOTAL AFSKY!!!
Borgmester Klaus Bondam sagde i et interview i dag, at kommunen havde gjort alt hvad de kunne, men det var de unge som ikke ville.
Det er en regelret løgn.
Politikerne kunne have givet Stevnsgade til de unge som kompensation for det tabte Ungdomshus. I stedet insisterede politikerne på at ungdomskulturen skal privatiseres, altså fonden skulle allernådigst have lov at købe huset for 12. millioner kroner.
Det eneste kommunen har gjort, er at forære en fanatisk højreorienteret sekt 30 millioner kroner.
Men faktum er, at Ungdomshuset igennem alle år har besparet kommunen enorme summer, i form af den frivillige arbejdskraft og den sociale funktion huset har haft. Ungeren har fungeret som fristed for mange unge, som kommunen ikke kunne tage sig af.
Ungeren har også taget i mod socialt udstødte, som normalt skulle være på behandlings/pleje hjem, men som har fundet sig til rette og blevet en del af huset, på deres egne præmisser.
Huset og kulturen har været selvdrevet i mange år, kun financieret fra salg af øl og entre.
Strøm og vand har huset selv betalt.
Bedre løsning kunne kommunen ikke få, når det gjaldt om at placere unge utilpassede et sted.
Meget ballade har der ikke været inden de unge for alvor blev truede. Men det handlede ikke kun om et hus, det handlede om de unges identitet og eksistensgrundlag. Vi ser det alle steder i verden. Når mennesker bliver trængt op i en krog, bider de fra sig.
Denne krig er alene politikernes ansvar. De har til enhver tid pligt til at styre landet, så befolkningsgrupper ikke bliver sat op mod hinanden, eller skabe situationer som denne; at en privat ejer tjener enorme summer på at tryne en subsistensløs, men frugtbar kultur, der rummer flere tusinde unge mennesker. -Unge mennesker, som er en ressource i samfundet, er samfundets fremtid!
Ungeren har rummet så meget, både før det blev Ungdomshus, og de sidste 25 år.
Der er de mest fantastiske historier fra huset. Om mennesker der skaber noget sammen, et alternativ til resten af samfundet. Om unge menneskers liv, tanker, drømme og ideer. Her mødte unge mænd og kvinder hinanden, blev forældre og her mødes deres børn.
Generationerne førte traditioner videre.... Jeg har kun en ting at sige til politikerne:
TOTAL AFSKY!!!
19 december 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Den ååååååå så kreative klasse! Klappe klappe klappe, op og stå, hatten af, BRAVO. Og tillyk´mæ det....................
Tænk hvis alle hjemløse skabte sig sådan !!!!!
I skulle have lov at betale regningen selv.
Send en kommentar