1. marts 2007: en sorgens dag

1. marts 2007: en sorgens dag
Borgmester Klaus Bondam sagde i et interview i dag, at kommunen havde gjort alt hvad de kunne, men det var de unge som ikke ville.
Det er en regelret løgn.
Politikerne kunne have givet Stevnsgade til de unge som kompensation for det tabte Ungdomshus. I stedet insisterede politikerne på at ungdomskulturen skal privatiseres, altså fonden skulle allernådigst have lov at købe huset for 12. millioner kroner.
Det eneste kommunen har gjort, er at forære en fanatisk højreorienteret sekt 30 millioner kroner.
Men faktum er, at Ungdomshuset igennem alle år har besparet kommunen enorme summer, i form af den frivillige arbejdskraft og den sociale funktion huset har haft. Ungeren har fungeret som fristed for mange unge, som kommunen ikke kunne tage sig af.
Ungeren har også taget i mod socialt udstødte, som normalt skulle være på behandlings/pleje hjem, men som har fundet sig til rette og blevet en del af huset, på deres egne præmisser.
Huset og kulturen har været selvdrevet i mange år, kun financieret fra salg af øl og entre.
Strøm og vand har huset selv betalt.
Bedre løsning kunne kommunen ikke få, når det gjaldt om at placere unge utilpassede et sted.
Meget ballade har der ikke været inden de unge for alvor blev truede. Men det handlede ikke kun om et hus, det handlede om de unges identitet og eksistensgrundlag. Vi ser det alle steder i verden. Når mennesker bliver trængt op i en krog, bider de fra sig.
Denne krig er alene politikernes ansvar. De har til enhver tid pligt til at styre landet, så befolkningsgrupper ikke bliver sat op mod hinanden, eller skabe situationer som denne; at en privat ejer tjener enorme summer på at tryne en subsistensløs, men frugtbar kultur, der rummer flere tusinde unge mennesker. -Unge mennesker, som er en ressource i samfundet, er samfundets fremtid!
Ungeren har rummet så meget, både før det blev Ungdomshus, og de sidste 25 år.
Der er de mest fantastiske historier fra huset. Om mennesker der skaber noget sammen, et alternativ til resten af samfundet. Om unge menneskers liv, tanker, drømme og ideer. Her mødte unge mænd og kvinder hinanden, blev forældre og her mødes deres børn.
Generationerne førte traditioner videre.... Jeg har kun en ting at sige til politikerne:
TOTAL AFSKY!!!

15 marts 2007

Indlæg fra en mor

Jeg er den STOLTE mor til en meget ung bruger af det tidligere ungdomshus.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg på det kraftigste tager afstand fra den vold, Nørrebro har været præget af i de seneste døgn, i form af brostenskast, brand og ødelæggelser af materielle ting. Det ved jeg, at min søn - og hele den omgangskreds, han har fra "Ungeren" også gør.

Det er også vigtigt i den forbindelse at slå fast, at de tidligere brugere af ungdomshuset ikke er det samme som de autonome.

De aller-allerfleste af de unge, der er kommet i huset, er unge mennesker, der er idealistiske, meget humanistiske og ikke voldelige indstillede. Alle brugere af huset skal ikke skæres over en kam som autonome og voldelige, det vil jeg gerne advare imod.

Som forældre er det meget mærkeligt at opleve, at min dreng, som er 13 år gammel, bliver betegnet og opfattet som autonom, blot fordi han kunne lide at komme i ungdomshuset, hvor han ud over at spille musik har deltaget i madlavning i folkekøkkenet…

Jeg kender en del af de unge brugere derinde fra, og de er helt almindelige unge mennesker, som ikke opsøger vold og ikke udøver vold. Det er almindelige teenagere, med almindelige teenagerproblemer. De kan bare godt lide de tilbud og aktiviteter, ungdomshuset kunne tilbyde.

Det er i hele denne debat om huset uendelig trist at se, at almindelige voksne mennesker, politikere og medierne ikke har været i stand til at skelne mellem de 2 meget forskellige typer unge. Vi ved alle sammen, er der i vores by København findes ballademagere. Vi ser dem ved sportsbegivenheder og ved lovlige demonstrationer. Men ungdomshusets brugere er ikke en flok ballademagere. Det er en flok unge med noget på hjertet.

Sønnen og jeg sørger over, at Københavns kommune, med overborgmester Ritt Bjerregaard i spidsen, i den grad har nægtet at påtage sig det ansvar, de har for, at de sidste par døgn har været præget af uroligheder og vold.

Ved at sælge og rydde ungdomshuset, har kommunen desværre lukket den ventil, som huset har fungeret som. Nu ses resultaterne i form af desperation, vold, anarki og hærværk i Københavns gader. En kraft og en energi, der kunne have været brugt og kanaliseret ud positivt, hvis de unge have haft deres vanlige ramme.

Både sønnen og jeg har deltaget i de demonstrationer, der har været - og det vil vi fortsat gøre. Sammen.

Jeg er nemlig stolt af de unge fra ”Ungeren” og af min egen dreng.

Jeg er stolt af det mod, den råstyrke og den vilje, de udviser. Vi har at gøre med unge mennesker, der tør ”gå på tværs” - og fordi de er deres egne. Mennesker, der ikke er mainstream. De tør stille spørgsmål ved det ”man gør". De er åbne, vågne og kritiske, de er i kontakt med deres følelser og i den grad i live. For mig er det en meget stor og indlysende værdi, som vort samfund kun kan glæde sig over.

Min egen søn gør mig rank og glad, fordi han er i stand til at mærke efter inden i sig selv og giver udtryk for sine holdninger. Han tager ikke argumentet om, at ”det gør alle”, for gode vare. Han er modig, kreativ og nytænkende. Og nej, han ser ikke ud som en "kostskoledreng". Han har sært hår, mærkelig smykker, sort tøj … og det skønneste smil i denne verden. Men han er ikke autonom af den grund! Er det mon hans tøj, hans frisure, han bliver dømt ud fra? Er vi virkelig ikke kommet videre?

De unge repræsenterer andet værdisæt, end den konformisme, de borgerlige politikere står for.

De unge viser, at de største værdier i livet ikke kommer af ensretning og underkastelse, men af den personlige frihed og det rummelige sind. Han er ligeglad med mærkevarer, friværdier og dyre materielle ting. Det er samvær, kontakt og nærvær, der betyder noget for ham. Han vil bare gerne have et sted, hvor han kan være sammen med de mennesker, der ligner ham selv.

Et sted, hvor han kan spille musik, lave mad i et folkekøkken, et selvstyrende sted, hvor han kan diskutere, grine og bliver opdraget og lære om demokrati, et sted, hvor han bliver taget alvorlig - uden pædagoger og andre velmenende voksne, der skal fortælle ham, hvad, hvor og hvornår han skal gøre noget.

De unge fik i tidernes morgen overdraget brugsretten af huset på Jagtvej 69 af daværende overborgmester Egon Weidekamp. I mange mange år har huset fungeret uden vold og ballade. Tusinder af unge er sluset ind og ud af huset, alle en erfaring rigere - og alle bedre rustet til at bidrage til samfundet med en kreativ og fornyende vinkel og kraft.

En gave (brugsretten til huset) blev givet…, og gaven blev ”taget tilbage”… Er der noget at sige til, at der er vrede og frustration blandt de unge? Hvem kan forsvare, at man giver en gave og så tager den tilbage igen, når det passer en? Vis mig det hjem, det sted, hvor det er god kutyme.

Nu er der ikke noget ungdomshus længere. Alle de unge er i stedet for i aktivitet på gaden, ja, vi forældre med, ofte halsende i hælende på vores frustrede unger…

Den energi, der kunne have været brugt fornuftigt og kreativt under overskuelige og kontralbare rammer, er pludselig sluppet ud i det fri - og vokser i takt med den afmagt de og vi forældre føler.

Det er meget længe siden, jeg har været så oprørt og ked af det, som jeg har været i de sidste par dage. Dybt i mit hjerte søger jeg over, at hovedstaden har mistet det smukke, kreative, vilde, fantastiske og unikke sted, som Ungdomshuset var.

Jeg sørger over, at vi har en justitsminister (som i stedet burde benævnes ”moralminister”) - en minister, som bryster sig af at gå i så små sko og have så forstokkede holdninger, at jeg ikke ved, om vi skal le eller græde. At hun lægger skyld på forældre for, at der er vold i gaderne, i stedet for at påtage sig det politiske ansvar, hun selv har.

Jeg sørger over, at vi lever i dette såkaldte rige land, som har det så svært ved noget, der er anderledes… Vi bryster os af materiel rigdom. Vi praler med alle de forbrugsgoder, vi danskere har råd til at investere i. sommerhuse, samtalekøkkener, nye biler og hvad ved jeg.
Vi er rige, rige, rige… ja på penge… Men ufattelig fattige på visioner og frisind. Vi har overflod, massivt forbrug, og der er nok til alle, siger vi… Hvorfor har vi så ikke råd til at være så rummelige, at vi kan give de unge et hus igen? Hvor er overskuddet og rigdommen nu henne?

Tænk på, hvad de sidste par døgn har kostet i politiressourcer, reparationer og oprydning. Alene det faktum, at kommunen er villig til at bruge så mange kræfter og penge på at forsvare den personlige ejendomsret viser, at spørgsmålet om ungdomshuset ikke handler om penge eller om, at finde det rette sted, de unge kan være.

Det handler om manglende politisk vilje til at rumme og acceptere de unge, som de er. Politikerne har lukket øjnene for virkeligheden og nægter at påtage sig det poliske ansvar, de er blevet valgt til at forpligte sig på. En flok ”tøsefornærmede” voksne mennesker, som har glemt, at der er andet i livet end de aktiviteter, der rummes i sportsklubber og musikforeninger.

Hvis det kun handlede om økonomien omkring et nyt ungdomshus, havde det været lette, meget billigere og meget enklere at give de unge et andet hus. Uden forpligtelser og uden restrektioner!

Hvorfor skal de have et hus, bare fordi de har lavet ballade, kan man så spørge? Hvorfor skal de ikke ”om bag i køen” af alle de andre mennesker, som leder efter et kommunalt fristed? Af den simple grund, at de HAVDE et sted, Jagtvej 69 … kommunen tog det fra dem… så ER kommunen også forpligtet til at give de unge et tilsvarende hus tilbage. Det svarer til at blive byfornyet og blive sat på gaden.

De skal ikke have et hus, fordi de laver ballade. De skal have et hus, fordi de har krav på det.

Spørgsmålet om, om fonden Jagtvej 69 skal betale for huset, kan besvares med det korte og rungende NEJ, de unge allerede har givet. Det skal fonden IKKE.

Hvorfor? Fordi kommunen skal anerkende, at de har taget et nødvendigt værested væk, og de skal anerkende, at der skal være plads til unge i vores hovedstad, unge, som vælger en anden livsform og en anden ungdomskultur end den, der er beskrevet i Venstres ungdoms partiprogram!

Jeg er den STOLTE mor til en meget ung bruger af ungdomshuset. Hvor er det fantastisk at have et barn, som i den grad er i live, som er så modig, stærk, bevidst og klog. Han er en af vor tids frihedskæmper.

Noget har jeg i hvert fald gjort rigtigt som forældre. Her har du noget at lære fru Justitsminister.

Vi ses til demoerne. Denne kamp vinder vi.

Kærligst Lona Albertus.

3 kommentarer:

alle brugere sagde ...

Et dejligt indlæg. Menneskeligt, entutiastisk og rigtigt. Sådan ser vi vores unger og deres venner. Også selv om alverden, som ikke kender dem, fremturer med et helt andet billede. Det kan give stof til eftertanke mhp andre, i medierne, mistænkeliggjorte grupper! Fx indvandrerne, de kriminelle, misbrugerne, de prostituerede, bistandsklienter, førtidspensionister - ja pædofile såmænd osse... de vanemæssige fordomme blokerer for opfattelsen af det hele menneske bag klicheen!

Og en anden tanke er den man kan have om de mange mennesker, der uden viden om vores børn fordømmer dem og fornærmer os, deres forældre, på det groveste. Een ting er at man kan skændes med dem og tilbagevise deres fejlopfattelser. De virker ikke - dialog er ikke mulig. Måske skulle man prøve at forstå dem: politisk, socialt og psykologiskt? Og desuden prøve at forstå det ærinde de er ude i?

Hvad er det der gør, at anderledeshed provokerer så hadske reaktioner frem - også hos mennesker, der i deres eget miljø sikkert er fredsommelige og rare? Dette spørgsmål kan også rejses omkring politiet og de enkelte betjente under urolighederne på Nørrebro, hvoraf nogle sikkert nu har store personlige problemer med den måde de har reageret på over for mennesker, som de i første omgang måske har opfattet som 'u-mennesker', men som de ved nærmere eftertanke og når de blev mødt med spørgsmål fra familie og venner - godt kan se måske er en slags mennesker alligevel. Måske ligner nogle af betjentene dem Sjöwahl og Wahlö beskriver i deres romaner - som ikke kan holde deres rolle ud og søger væk fra gadearbejdet?

Kernen i disse problematikker er 'umenneskeliggørelse'. På sin vis mener jeg osse, at der er et problem hos os, der på denne blog er for Ungdomshuset og reagerer mod de uforstående og mod de voldelige betjente. Vi fokuserer på enkeltstående udsagn og enkeltstående handlinger som er voldelige. Men mennesket bag denne voldelighed er andet og mere end det - og vi ser bort fra det - lige som vi bliver mødt med den samme reaktion. Reaktion og modreaktion fører til mere had og dybere kløfter. Borgerkrigen synes langt væk, heldigvis, men hvor langt?

Jeg kender udmærket det hele menneske bag volden, fordi jeg har mødt så mange mennesker der er voldelige i andres øjne. Jeg kender også deres menneskelige værdier - og de er ikke små. Men jeg kender også deres skyggesider - deres manglende evne til at være indfølende og forstående, deres vanetænkning og fortrængninger, der gør det muligt at udøve vold uden at opfatte egne handlinger som voldelige. Een af mekanismerne er 'umenneskeliggørelsen', der gør det muligt at bagatellisere voldelige handlinger mod andre mennesker - for de er jo ikke rigtigt mennesker alligevel. Og jeg kender til de afkroge i sindet der higer efter at få udløsning for opsparede aggressioner og krænkelser, der dybest set stammer fra en kærlighedsløs opvækst med forældre , der har været ude af stand til at holde af deres børn.

Og måske er det en stor provokation for nogle af de voldelige mennesker, vi bliver konfronteret med her at opleve forældre, der elsker og respekterer deres børn og vil gå genem ild og vand for dem. Som ikke viger når det bliver vanskeligt men bider sig fast i solidariteten med deres børn. For det rører ved de dybeste ar, som stammer fra en opvækst uden den slags forældre, og fremkalder en længsel efter en betingelsesløs kærlighed, som de aldrig har oplevet, men måske aner eksistensen af.

Det er måske noget vi skal forstå, når vi bliver mødt med forhånelser og forsøg på umenneskeliggørelse. Måske er det dybest set det der ligger i udtrykket 'at vende den anden kind til'. Jeg ved det er megasvært, men hvis det kan lade sig gøre ligger der en enorm styrke og medmenneskelighed, som måske kan bygge bro over noget af hadet og frygten hos dem for det 'anderledes' i vores børn og deres ærlige forsøg på at finde en vej i et temmelig umenneskeliggjort samfund....

Anonym sagde ...

Idioter... mere behøves der ikke sige!!!! Hvis ikke I kan finde ud af at opdrage jeres børne så skulle da hellere gå ud over samdundet!!! Så fat det nu og tage dog selv ansvar!!! Hvis I er så glade for ungdomshus, så hvad med selv at lægge hus til det så kaldt "Ungeren"... Idioter!!

Anonym sagde ...

god start