Indlæg fra en mor

Jeg er den STOLTE mor til en meget ung bruger af det tidligere ungdomshus.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg på det kraftigste tager afstand fra den vold, Nørrebro har været præget af i de seneste døgn, i form af brostenskast, brand og ødelæggelser af materielle ting. Det ved jeg, at min søn - og hele den omgangskreds, han har fra "Ungeren" også gør.

Det er også vigtigt i den forbindelse at slå fast, at de tidligere brugere af ungdomshuset ikke er det samme som de autonome.

De aller-allerfleste af de unge, der er kommet i huset, er unge mennesker, der er idealistiske, meget humanistiske og ikke voldelige indstillede. Alle brugere af huset skal ikke skæres over en kam som autonome og voldelige, det vil jeg gerne advare imod.

Som forældre er det meget mærkeligt at opleve, at min dreng, som er 13 år gammel, bliver betegnet og opfattet som autonom, blot fordi han kunne lide at komme i ungdomshuset, hvor han ud over at spille musik har deltaget i madlavning i folkekøkkenet…

Jeg kender en del af de unge brugere derinde fra, og de er helt almindelige unge mennesker, som ikke opsøger vold og ikke udøver vold. Det er almindelige teenagere, med almindelige teenagerproblemer. De kan bare godt lide de tilbud og aktiviteter, ungdomshuset kunne tilbyde.

Det er i hele denne debat om huset uendelig trist at se, at almindelige voksne mennesker, politikere og medierne ikke har været i stand til at skelne mellem de 2 meget forskellige typer unge. Vi ved alle sammen, er der i vores by København findes ballademagere. Vi ser dem ved sportsbegivenheder og ved lovlige demonstrationer. Men ungdomshusets brugere er ikke en flok ballademagere. Det er en flok unge med noget på hjertet.

Sønnen og jeg sørger over, at Københavns kommune, med overborgmester Ritt Bjerregaard i spidsen, i den grad har nægtet at påtage sig det ansvar, de har for, at de sidste par døgn har været præget af uroligheder og vold.

Ved at sælge og rydde ungdomshuset, har kommunen desværre lukket den ventil, som huset har fungeret som. Nu ses resultaterne i form af desperation, vold, anarki og hærværk i Københavns gader. En kraft og en energi, der kunne have været brugt og kanaliseret ud positivt, hvis de unge have haft deres vanlige ramme.

Både sønnen og jeg har deltaget i de demonstrationer, der har været - og det vil vi fortsat gøre. Sammen.

Jeg er nemlig stolt af de unge fra ”Ungeren” og af min egen dreng.

Jeg er stolt af det mod, den råstyrke og den vilje, de udviser. Vi har at gøre med unge mennesker, der tør ”gå på tværs” - og fordi de er deres egne. Mennesker, der ikke er mainstream. De tør stille spørgsmål ved det ”man gør". De er åbne, vågne og kritiske, de er i kontakt med deres følelser og i den grad i live. For mig er det en meget stor og indlysende værdi, som vort samfund kun kan glæde sig over.

Min egen søn gør mig rank og glad, fordi han er i stand til at mærke efter inden i sig selv og giver udtryk for sine holdninger. Han tager ikke argumentet om, at ”det gør alle”, for gode vare. Han er modig, kreativ og nytænkende. Og nej, han ser ikke ud som en "kostskoledreng". Han har sært hår, mærkelig smykker, sort tøj … og det skønneste smil i denne verden. Men han er ikke autonom af den grund! Er det mon hans tøj, hans frisure, han bliver dømt ud fra? Er vi virkelig ikke kommet videre?

De unge repræsenterer andet værdisæt, end den konformisme, de borgerlige politikere står for.

De unge viser, at de største værdier i livet ikke kommer af ensretning og underkastelse, men af den personlige frihed og det rummelige sind. Han er ligeglad med mærkevarer, friværdier og dyre materielle ting. Det er samvær, kontakt og nærvær, der betyder noget for ham. Han vil bare gerne have et sted, hvor han kan være sammen med de mennesker, der ligner ham selv.

Et sted, hvor han kan spille musik, lave mad i et folkekøkken, et selvstyrende sted, hvor han kan diskutere, grine og bliver opdraget og lære om demokrati, et sted, hvor han bliver taget alvorlig - uden pædagoger og andre velmenende voksne, der skal fortælle ham, hvad, hvor og hvornår han skal gøre noget.

De unge fik i tidernes morgen overdraget brugsretten af huset på Jagtvej 69 af daværende overborgmester Egon Weidekamp. I mange mange år har huset fungeret uden vold og ballade. Tusinder af unge er sluset ind og ud af huset, alle en erfaring rigere - og alle bedre rustet til at bidrage til samfundet med en kreativ og fornyende vinkel og kraft.

En gave (brugsretten til huset) blev givet…, og gaven blev ”taget tilbage”… Er der noget at sige til, at der er vrede og frustration blandt de unge? Hvem kan forsvare, at man giver en gave og så tager den tilbage igen, når det passer en? Vis mig det hjem, det sted, hvor det er god kutyme.

Nu er der ikke noget ungdomshus længere. Alle de unge er i stedet for i aktivitet på gaden, ja, vi forældre med, ofte halsende i hælende på vores frustrede unger…

Den energi, der kunne have været brugt fornuftigt og kreativt under overskuelige og kontralbare rammer, er pludselig sluppet ud i det fri - og vokser i takt med den afmagt de og vi forældre føler.

Det er meget længe siden, jeg har været så oprørt og ked af det, som jeg har været i de sidste par dage. Dybt i mit hjerte søger jeg over, at hovedstaden har mistet det smukke, kreative, vilde, fantastiske og unikke sted, som Ungdomshuset var.

Jeg sørger over, at vi har en justitsminister (som i stedet burde benævnes ”moralminister”) - en minister, som bryster sig af at gå i så små sko og have så forstokkede holdninger, at jeg ikke ved, om vi skal le eller græde. At hun lægger skyld på forældre for, at der er vold i gaderne, i stedet for at påtage sig det politiske ansvar, hun selv har.

Jeg sørger over, at vi lever i dette såkaldte rige land, som har det så svært ved noget, der er anderledes… Vi bryster os af materiel rigdom. Vi praler med alle de forbrugsgoder, vi danskere har råd til at investere i. sommerhuse, samtalekøkkener, nye biler og hvad ved jeg.
Vi er rige, rige, rige… ja på penge… Men ufattelig fattige på visioner og frisind. Vi har overflod, massivt forbrug, og der er nok til alle, siger vi… Hvorfor har vi så ikke råd til at være så rummelige, at vi kan give de unge et hus igen? Hvor er overskuddet og rigdommen nu henne?

Tænk på, hvad de sidste par døgn har kostet i politiressourcer, reparationer og oprydning. Alene det faktum, at kommunen er villig til at bruge så mange kræfter og penge på at forsvare den personlige ejendomsret viser, at spørgsmålet om ungdomshuset ikke handler om penge eller om, at finde det rette sted, de unge kan være.

Det handler om manglende politisk vilje til at rumme og acceptere de unge, som de er. Politikerne har lukket øjnene for virkeligheden og nægter at påtage sig det poliske ansvar, de er blevet valgt til at forpligte sig på. En flok ”tøsefornærmede” voksne mennesker, som har glemt, at der er andet i livet end de aktiviteter, der rummes i sportsklubber og musikforeninger.

Hvis det kun handlede om økonomien omkring et nyt ungdomshus, havde det været lette, meget billigere og meget enklere at give de unge et andet hus. Uden forpligtelser og uden restrektioner!

Hvorfor skal de have et hus, bare fordi de har lavet ballade, kan man så spørge? Hvorfor skal de ikke ”om bag i køen” af alle de andre mennesker, som leder efter et kommunalt fristed? Af den simple grund, at de HAVDE et sted, Jagtvej 69 … kommunen tog det fra dem… så ER kommunen også forpligtet til at give de unge et tilsvarende hus tilbage. Det svarer til at blive byfornyet og blive sat på gaden.

De skal ikke have et hus, fordi de laver ballade. De skal have et hus, fordi de har krav på det.

Spørgsmålet om, om fonden Jagtvej 69 skal betale for huset, kan besvares med det korte og rungende NEJ, de unge allerede har givet. Det skal fonden IKKE.

Hvorfor? Fordi kommunen skal anerkende, at de har taget et nødvendigt værested væk, og de skal anerkende, at der skal være plads til unge i vores hovedstad, unge, som vælger en anden livsform og en anden ungdomskultur end den, der er beskrevet i Venstres ungdoms partiprogram!

Jeg er den STOLTE mor til en meget ung bruger af ungdomshuset. Hvor er det fantastisk at have et barn, som i den grad er i live, som er så modig, stærk, bevidst og klog. Han er en af vor tids frihedskæmper.

Noget har jeg i hvert fald gjort rigtigt som forældre. Her har du noget at lære fru Justitsminister.

Vi ses til demoerne. Denne kamp vinder vi.

Kærligst Lona Albertus.