Med håb som skjold, og drømme som våben!

Det er sådan Revolutioner Starter. Det er sådan gnisten opstår.

Netop ved noget som dette.

Vi kan ikke bearbejde alverdens problemer, før vi har løst vores egne.

Og de hændelser der har fundet sted i dag, og vil finde sted over weekenden, over Ungdomshuset, er ikke bare på grund af et hus.

Det er forsvaret af en ide som er værd at kæmpe for.

Det er derfor at alle er på gaden. Uanset om de bliver kaldt anarkister, autonome eller ballademagere.

Politikere siger at det intet har at gøre med undertrykkelsen af en subkultur.

Og det er det måske heller ikke i deres øjne.

Men det må stå klart for enhver at det er en undertrykkelse af en ide.

Hvis du står på gaden i Danmark, eller hvilket som helst andet land i de dødes rige, bedre kendt som den vestlige verden, vil du opleve en kvalmende følelse af den ensrettede pop kultur.

Og under dens ensretning er det kun i orden at udtrykke sig, hvis det du udtrykker underkaster sig den offentlige mening. Og ikke engang en oprigtig offentlig mening, for der er ikke længere nogen der tør at udtrykke det de føler i deres hjerte.

Det er ikke mange der stadig har modet til at stille sig op og kæmpe stolt for det Ungdomshuset er, og den ide det repræsentere. Nemlig et fristed som har næret unge til at kæmpe. Ikke på gaden, men for ideen om en ny og bedre verden. En de håber at kunne udleve på et tidspunkt.

Og Ungdomshuset repræsentere alle deres håb og drømme.

Og du kan knuse et menneske i enhver tænkelig forstand. Men hvis du knuser drømmen, er der intet tilbage. Du føler dig tom og, som demonstrationerne viser, oprigtig vred.

INGEN har tilladelse til at knuse dine drømme. Og dagens hændelser er ikke blot et udtryk for frustration over selve rydningen. Det er frustrationer der langsomt har ulmet og vokset over de 6 år, som kampen for huset indenfor systemets rammer har varet, kun for i sidste ende at blive knust af større kræfter på baggrund af døde ord på et dødt stykke papir.

Ved du hvordan det føles at føle sig så lille, at have sine smukke drømme og håb knust af andre?

At blive skubbet til side af dem der selv påstår de er til for dit eget bedste?

At have løsrevet dig fra den tankeløse robothær, og rent faktisk at have skabt alternativ, på godt og ondt, kun for at i sidste ende få af vide at der ikke er plads til dig i dette samfund?

At se Flemming Steen Munch besudle skidtet i Ungdomshuset, og den øvrige behjelmede dukkehær stå på taget, giver mig tårer i øjnene og en ubeskrivelig vrede i hjertet.

Og det er først lige begyndt.

Med håb som skjold, og drømme som våben!