En knægts historie

Jeg har lige set en polsk bygningsarbejder skide højt og flot på alt hvad den danske arbejderklasse har tilkæmpet sig gennem tiderne.
Jeg har lige oplevet hvordan en socialdemokratisk borgmester i København, endegyldigt har skillet socialdemokratiet fra arbejderklassen, i præcis samme bevægelse som den polske skruebrækker.
En arm fra en maskeret kran flår kynisk taget af en bygning Nørrebros arbejdere, for over hundrede år siden, rejste ved egen kraft og løn.

Den bygning som de døbte Arbejdernes Forsamlingshus, dannede de næste mange år rammerne om mange af de sociale og politiske kampe, der senere hen blev fundamentet for socialdemokratiet, som arbejdernes parti.
I dét hus, udråbte Clara Zetkin kvindernes internationale kampdag og fra det hus udgik en af de stjernedemonstrationer, der angreb den københavnske børs i protest mod den stigende arbejdsløshed og kapitalens kyniske udnyttelse heraf.
Det er til at tude over, at vi i dag i København, har en kvindelig socialdemokratisk overborgmester, der gik til valg på parolen 180% modsat, - ift den borgerlige regering, der uden selv at kunne se det, er godt i gang med at overpisse sin egen vugge og definitivt fjerne sit parti fra den klasse der er deres eneste eksistensgrundlag og berettigelse.

For næsten 20 år siden, var en københavnsk knægt løbet hjemmefra i frustration over ikke at passe ind nogen steder.
Med et DAMP-stempel i nakken og en mindre regnskov af gennemskrevne kontaktbøger, havde folkeskolens eneste funktion været en systematisk nedbrydning af knægtens tro på sig selv som ligeværdig med nogen i dette samfund.
Knægten rendte ind i en flok unge der stod i samme situation og de begyndte at slumstorme tomme lejligheder og begyndte ligeså stille at turde smage på livet igen.
Efter et par år med utallige flytninger og rydninger, havde flokken af teenagere endeligt fundet et hus i Elmegade som de boede i et længere stykke tid.
En dag kom politiet så igen og smed dem ud og henviste dem, -igen, til gadens kulde. Mens de unge stod der på gaden og så de jyske urobetjente kaste deres få ejendele ud af vinduerne på huset i Elmegade, kom der et par unge i starten af tyverne over til dem, bød dem en smøg og et par solidariske forstående skulderklap.
De lidt ældre unge sagde at de kom fra et sted nede af gaden, der hed Ungdomhuset og at flokken af teenagere var mere end velkomne til at komme med derned og få noget mad og ly for natten.
De forklarede at man egentligt ikke måtte sove i Ungeren, - som de kaldte det, men at det for dem var en selvfølge at skide på den regel når der stod 15-20 unger i 14 til 17 års alderen og manglede et sted at sove.
Flokken af teenagere gik med de lidt ældre unge ned i det de kaldte Ungeren og blev budt på varm kaffe og resterne af aftenenes folkekøkken. De sad i rundkreds om den buldrende hjemmelavede brændeovn og spiste mens folkene fra Ungeren fortalte dem om husets historie.
For mange af de spisende teenagere, der havde en fortid bag sig med utallige institutionsbesøg, udsmidning af folkeskoler, skolepsykologer osv, var det næsten for godt til at være sandt, endeligt at være et sted hvor de var velkomne uden, at der stod alverdens pædagoger og sociale instanser på lur i hjørnerne, klar til endnu en omgang dæmonisering og fremmedgørelse.
Det at man stort set måtte alt, uden at skulle stå til ansvar for andet end sig selv og sine venner, var jo præcis samme leveform som de unge teenagere havde levet efter i deres slumstormede kollektiver.
Ift til skolernes og institutionernes slavemoralske og uforståelige regelsæt, var ansvaret overfor fællesskabet og de regler, der naturligt opstod deraf, en dejlig logisk og tryg livsfilosofi, der hverken var svær at forstå eller efterleve.
De unge teenagere fik lov at blive et par uger i Ungeren, nogle rykkede hurtigt videre, da de fandt nye tomme lejligheder at slumstorme, men en del af de unge teenagere havde fundet så meget ro i Ungeren, at de havde meget svært ved at forlade det igen.
Mange af dem spillede musik og i løbet af kort tid havde Ungerens aktivister guidet dem ind i husets øvelokaler og bands, så de kunne få afløb for deres musikalske tilbøjligheder.
Andre igen, blev guidet ind i husets lydgruppe og lærte af lave lyd og fik inden længe selv ansvar for at afvikle nogle af store koncerter. Der var nok ikke mange af deres jævnaldrene i paracelhuskvarterenes trygge kernefamilier, der havde fået lov til at afvikle og styre en kæmpe PA-anlæg til en koncert med et stort amerikansk punkband, til en koncert for over 700 mennesker.
Men i Ungeren var alder ikke et emne, - viljen og dedikationen var langt langt vigtigere.
Den føromtalte knægt, kunne ikke spille musik og havde ingen interesse i at dreje knapper, som mange af hans venner. Han stod som så ofte før, lidt tilbage, fordi han havde svært ved at finde anden plads til sig selv, end bag gulvmopperne og de daglige småreperationer af huset.
En dag, kom et par af de lidt ældre ungdomshusaktivister over til ham og sagde, at de synes at det var synd at han kun tog alle de kedelige tjanser og at de manglede én i deres bargruppe.
Først var han benægtende, - han havde jo alle dage fået at vide at han var talblind, ordblind og whatnot, - så at skulle kunne sælge øl, give korrekt tilbage, endsige lave et regnskab, var slet ikke noget han bare turde drømme om at kunne magte. På den ene side var han smigret over deres tilbud og på den anden, pænt nervøs for at ende med at svigte den tillid de viste ham.
Han forklarede dem sine kvaler og de grinte venskabeligt og overbærende af hans udsagn; - “Du skal sgu da ikke tro på alt det gøgl de har bildt dig ind i skolen!”, “Jeg har fået de samme prædikater”, - sagde en anden og fortsatte; “Det handler bare om at springe ud i dét! Inden længe behøver du slet ikke at regne, - efter et par vagter kan du huske på rygraden hvad de forskellige ting koster og hvor mange mønter folk skal have tilbage”.
Knægten var vant til at ethvert svaghedstegn blev mødt med hån, så da de istedet for at ty til hån, mødte ham med forståelse, genkendelse og stadig tro på at han kunne magte opgaven, overgav han sig og takkede pænt; ja, til deres tilbud.
Inden længe stod han bag baren og gav korrekt tilbage og satte store punkere, der var meget ældre end ham selv på plads, når de prøvede at udnytte at han ikke var så gammel og derfor forsøgte at påstå at han havde snydt dem.
Efter lidt længere tid, lærte han at beherske barregnskaberne og i en alder af 18 stod han egenhændigt for bestillingen af hele ungdomshusets ølsalg. Han kom på god fod med ølmanden der leverede til Ungeren, der fortalte ham, at han var langt mere pålidelig og tjekket, på trods af sin alder, end de fleste af hans andre faste kunder.
I løbet af et år, sad den knægt som utallige matematiklærere havde opgivet, og lavede hele ungdomshusets barregnskab, uden problemer. Efter et år bag Ungerens bar, havde han stort set glemt følelsen af at være utilstrækkelig og svag. Han var vokset med opgaven, havde fundet noget han fik respekt for, fordi han var god til det og var velset af sine aktivistkammerater fordi at han var pålidelig og dedikeret.
For første gang i sit teenager liv var han tilnærmelsesvis lykkelig, fordi han havde fundet et sted hvor folk respekterede ham, troede på ham og gav ham mulighed for at gengælde det på sine egne præmisser. Ungdomshuset begyndte at føles som et hjem for ham, - et hjem hvor man føler sig velkommen og som man savner når man er væk fra det i længere tid af gangen. Han havde fået troen på sig selv tilbage og begyndte at sige sin mening på fællesmøderne og derved også at tage mere og mere del i husets daglige gang.
Han hjalp med at starte en infocafe op og gennem det begyndte det der tidligere havde været en spæd politisk bevidsthed forankret i hans egen situation, at forme sig til en egentlig politisk bevidsthed.
Han blev aktiv i kampen mod racismen og imperialismen og begyndt mere og mere at interessere sig for hvordan verden var skruet sammen.
Inden længe sad den knægt som systemet havde stemplet som ordblind og terpede lange gamle politiske manifester og skrifter, af egen fri vilje, - simpelthen fordi det interesserede ham og fordi at han havde lært at hvis man virkeligt vil noget, så kan man det også. Knægten hang på som aktivist i Ungeren i mange år efter, samtidig med at han sikkert og støt fik samlet sig en tilværelse, med et lovligt sted at bo og en fast indkomst og et til stadighed voksende politisk engagement i samfundet og verden.
Han brændte for hiphopmusikken og begyndte at sætte store hiphop koncerter op i Ungdomhusets store sal og tog senere hen de erfaringer med sig da han nogle år efter i en årrække var mellemleder på en af Roskildefestivalens scener, hvor han bla. havde ansvar for scenekonstruktion og 50 frivillige.

Der kom også år hvor han ikke kom meget i huset, fordi hans aktiviteter lå andre steder og fordi nye generationer af unge var kommet til efter ham og, ligesom ham selv, havde haft brug for stedet og var vokset med opgaven. Men han har aldrig kunne besøge eller bare passere huset, uden at få en klump i halsen der siger “hjem”.

Knægten er den dag i dag, - bartender og en god én af slagsen og stadig politisk aktiv. Mange af hans slumstormervenner fra dengang, ernærer sig i dag fuldtid som lydteknikere på diverse københavnske spillesteder, - én ligger sågar og flyver mellem London og New York, for at lave lyd på mange af verdens største bands. Knægten som i dag, er en voksen mand på den grimme side af de tredive, spekulerer tit på hvilken centerpub ham og hans venner fra dengang, havde siddet på i dag, hvis ikke det var fordi at nogle andre unge, engang for længe siden i Elmegade, havde åbnet en ny verden for dem, i form af et sted de kaldte Ungeren.



Knægten jeg fortæller om hér, - har lige set sin ungdoms redningsplanke, få flået taget af, af en kran ført af en af en polsk skruebrækker, der skider på over hundrede års arbejdskamp for lidt ussel mammon. Tragikomisk, at den eneste grund til at skruebrækkeren kan stå her og knuse et symbol på sammenhold og klassekamp, er en polsk fagforening ved navn Solidaritet.. Tragikomisk at Overborgmesteren fra et parti, der kalder sig et arbejderparti, benytter sig af udenlandske skruebrækkere, for at gennemføre sine usle planer. I takt med kranens nedbrydning, smuldrer knægtens tro på noget som helst og det bliver mere og mere umuligt at undgå et digebrud af dimensioner i hans tårekanaler. En voksen mand bliver en utryg og bange lille dreng igen, som om hans selvværd forsvinder i takt med Ungdomshuset ydervægge.



Knægten er selvfølgelig mig og efter at have set kranerne flå det hus i stykker, som er så meget en del af det jeg opfatter som mig selv, har jeg det som om hele min ungdom og mit eksistensgrundlag er ved at blive revet ned. Jeg forstår det ikke! Jeg vil ikke forstå det! Jeg kan slet ikke fatte hvordan jeg nogensinde skal kunne tilgive magthaverne eller leve videre i dette land, efter denne udåd.
Et latterligt lille lorteland hvor man sælger gaver man har givet bort og vasker hænder i en blåstempling af udåden af landets retsinstans. Et land hvor man hylder en selvtægterisk urmager, der skyder røvere med attrappistoler, på klodshold, - ønsker ham straffrihed, ridderkors og whatnot.
Et land hvor man i samme bevægelse bliver dybt forarget over at en gruppe unge går til modangreb på et politikkorps der lige har smadret deres hus med vold og systematisk har mødt enhver af de unges demonstrationer og aktioner med vold og provokationer.
Et perfidt møgland, hvor statsministeren pynter sig med lånte fjer af modstandsbevægelsen, samtidig med at han invaderer og besætter et andet land og sidestiller enhver modstand mod besættelsen med terrorisme.
Jeg er så forbandet frustreret, vred og ked af det. Det er som om min hjerne kortslutter i frygt og lede, hver gang jeg forsøger at begribe, at det land der er mit, ikke har plads til at sådan nogle som mig, har et sted hvor de kan få de sejre de har brug for, for at kunne deltage i det her samfund, som bryster sig af at være et af verdens bedste.
Winston Churchill, som er en helt for så mange af de borgerlige hyklere dette land rummer, sagde engang; “Man kan bedømme et lands værdi, på hvordan det behandler sine svageste”
Så mens skruebrækkernes kraner river min ungdom og min tiltro til dette land ned, runger saglig Buster Larsens stemme der siger; “LORTELAND!” ud i mit indre, - og det med god borgerlig samvittighed.

Og jeg ved nu, at dette ikke længere handler om et ungdomshus, eller fristeder der lever på borgerlig nåde, eller mangel på samme. Det eneste der er tilbage nu, er kampen for at ændre dette samfund, så der igen er plads til os alle! Vi ses på gaderne!



“Et håb blev knust, en fremtid sank i grus,

I tror I fik en sejr bragt i hus,

Men slagne mænd skal rejse sig igen

Og de som faldt gir styrke til hvor kamp.

Vi ved, vi ved at natten bliver til dag,

At sejr følger efter nederlag

- Et samlet folk kan aldrig trampes ned

Og INTET kan stå imod vor enighed!

El pueblo unido jamás será vencido”