1. marts 2007: en sorgens dag

1. marts 2007: en sorgens dag
Borgmester Klaus Bondam sagde i et interview i dag, at kommunen havde gjort alt hvad de kunne, men det var de unge som ikke ville.
Det er en regelret løgn.
Politikerne kunne have givet Stevnsgade til de unge som kompensation for det tabte Ungdomshus. I stedet insisterede politikerne på at ungdomskulturen skal privatiseres, altså fonden skulle allernådigst have lov at købe huset for 12. millioner kroner.
Det eneste kommunen har gjort, er at forære en fanatisk højreorienteret sekt 30 millioner kroner.
Men faktum er, at Ungdomshuset igennem alle år har besparet kommunen enorme summer, i form af den frivillige arbejdskraft og den sociale funktion huset har haft. Ungeren har fungeret som fristed for mange unge, som kommunen ikke kunne tage sig af.
Ungeren har også taget i mod socialt udstødte, som normalt skulle være på behandlings/pleje hjem, men som har fundet sig til rette og blevet en del af huset, på deres egne præmisser.
Huset og kulturen har været selvdrevet i mange år, kun financieret fra salg af øl og entre.
Strøm og vand har huset selv betalt.
Bedre løsning kunne kommunen ikke få, når det gjaldt om at placere unge utilpassede et sted.
Meget ballade har der ikke været inden de unge for alvor blev truede. Men det handlede ikke kun om et hus, det handlede om de unges identitet og eksistensgrundlag. Vi ser det alle steder i verden. Når mennesker bliver trængt op i en krog, bider de fra sig.
Denne krig er alene politikernes ansvar. De har til enhver tid pligt til at styre landet, så befolkningsgrupper ikke bliver sat op mod hinanden, eller skabe situationer som denne; at en privat ejer tjener enorme summer på at tryne en subsistensløs, men frugtbar kultur, der rummer flere tusinde unge mennesker. -Unge mennesker, som er en ressource i samfundet, er samfundets fremtid!
Ungeren har rummet så meget, både før det blev Ungdomshus, og de sidste 25 år.
Der er de mest fantastiske historier fra huset. Om mennesker der skaber noget sammen, et alternativ til resten af samfundet. Om unge menneskers liv, tanker, drømme og ideer. Her mødte unge mænd og kvinder hinanden, blev forældre og her mødes deres børn.
Generationerne førte traditioner videre.... Jeg har kun en ting at sige til politikerne:
TOTAL AFSKY!!!

27 marts 2007

flemmings støtte-løbeseddel

JEG STØTTER UNGDOMSHUSET
OG RÅDHUSPLADSEN 1
DET NYE DANMARK ER SNART PÅ VEJ
911 ER EN JOKE
OG ILLUMINATI
ER VED AT BRYDE SAMMEN
MED SAMARBEJDE LAVER
VI NU EN ÅNDELIG REVOLUTION

HILSEN FLEMMING





Ind med teske:

(Rådhuspladsen 1 er de unges telt på pladsen)
(911 er 11. september 2001)

26 marts 2007

FØDESTREJKE FOR FLERE FRISTEDER!

Pressemeddelelse
Fødestrejke for flere fristeder

Regeringen vil have os til at føde flere børn tidligere - det kan de godt glemme alt om!
Borgerlig kulturkamp, ensretning og rydning af fristeder gør Danmark uegnet for børn.

Vi, en række kønspolitiske aktivist-grupper, erklærer hermed føde-strejke.
Vi, uanset hvilken rolle i produktionen vi spiller, producerer ingen børn, før Ungdomshuset er genopstået - det ville være fuldstændig uansvarligt.

Hvor skal de gå hen, når de bliver unge? Hvor skal de mærke, at livet handler om mere end uhæmmet forbrug, egoistisk karrierestræben og konformitet? Hvor skal de lære, at livet ikke skal formes af hensyn til landets konkurrenceevne? Hvor skal deres nysgerrighed, tolerance og ansvarlighed udvikles og udfordres? Hvor skal de lære basisdemokrati og solidaritet i praksis? Hvor skal de se, at egen vinding og profit ikke er den eneste motivationsfaktor? Hvor skal de opleve progressiv kultur?
Hvor skal de forsøge at nedbryde det omgivende samfunds hierarkier oguligheder?
Hvor kan de ellers gå i byen, som har en udtalt antihomofobisk, antisexistisk og antiracistisk dørpolitik? Hvor skal de spille punk?

For ikke at snakke om selv. Vi tør ikke lave familier, når der ikke er en synlig modkultur, som udfordrer ideen om kernefamilien og karrieren som livets højeste mål. Vi er bange for ensretningens totalitet, som truer med at omslutte os og krybe ind i vores egne forventninger til os selv.

Vi opfordrer alle ligesindede til at gå med i strejken. Kommer strejke-opfordringen for sent, kan børneproducerende vise deres sympati ved at bære et skilt med ordet 'Skruebrækker' på ryggen.

De vil have børn af hensyn til konkurrenceevnen - vi vil have fristeder af hensyn til fremtiden!

- Feminister for flere fristeder, KRAN, Enhedslistens Queerudvalg, Gyns loge, Initiativet for Flere Ungdomshuse og Queer Jihad .

www.kranerne.dk

65 pct. af københavnerne!

Det er vores ansvar
Af Mikkel Warming (EL) ,Københavns socialborgmester
65 pct. af københavnerne mener, at det er kommunens ansvar at skaffe de unge et nyt ungdomshus. Det viser en undersøgelse, som Rambøll har foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det er den virkelige nyhed. To tredjedele af københavnerne er uenige med totredjedele af Københavns Borgerrepræsentation. Københavnerne er ikke enige med overborgmesteren og de borgerlige, når de ikke vil tage ansvar for, at der er et selvstyrende ungdomshus i København.

At avisen gejler et par procent borgerliges flytten fra neutralitet til at være glade for overborgmesteren op til en historie, må nok kaldes for (selv)spin. Af den dårlige slags.

Men undersøgelsen viser, at københavnerne er i stand til at se tingene klart. København har brug for et brugerstyret ungdomshus, uanset at rydningen af Jagtvej 69 førte til uroligheder. Man kan kun glæde sig til, at københavnernes klarsyn også rammer det politiske flertal på Rådhuset.
Fredeligt sted

Mens Ungdomshuset på Jagtvej eksisterede, var det måske det mest fredelige spillested i København.

De problemer med vold og stoffer, som politiet oplever andre steder, eksisterede stort set ikke på Jagtvej 69. Så længe de unge selv fik lov at styre deres sted, blev energien brugt på at øve musik, arrangere koncerter, folkekøkkener, cirkus, T-shirttrykkeri osv.

Og Ungdomshuset var populært.

Også i langt bredere kredse end den bz-bevægelse, der i sin tid fik huset overdraget. Det kan man orientere sig om ved at tælle de tusinder af demonstranter i gaderne. Og man kan tænke over, at politiet så sig nødsaget til at tage på turné på de københavnske folkeskoler for at advare mod at deltage i uroligheder.

De unge elskede den do-it-yourself-holdning, som de oplevede i huset. De elskede selv at få lov at stå for deres projekter, uden indblanding fra de voksne, og de elskede at komme til fester i huset, uden at blive konfronteret med vold, stoffer, racisme, sexisme og homofobi.

Som by nød vi godt af den kreativitet, der udsprang fra huset. Vi fik musik og oplevelser, som vi ellers ikke ville få af den markedsstyrede oplevelsesøkonomi, og det etablerede kulturliv fik selvstændige og dygtige musikere, arrangører, lydfolk osv.
Frygter for de svage

Som socialborgmester har jeg også været glad for, hvordan de unge tog sig af hinanden. Hvordan de stærkere unge tog de svagere til sig, og hvordan meget forskellige unge kunne fungere sammen i fællesskabet bag murene på Jagtvej. Og jeg frygter, at nedrivningen vil sætte sit præg på de unge fremover.

De stærke skal nok klare sig, og de har allerede kastet sig ind i den politiske kamp for et nyt hus. Men jeg frygter, at de svagere unge, der har lagt al deres fritid og identitet i Ungdomshuset, går en svær tid i møde, når det går op for dem, at Jagtvej 69 er væk og ikke kommer igen.
Må ikke blive stædige

København har på alle måder brug for et nyt ungdomshus. Hidtil har Socialdemokratiet og de radikale insisteret på, at private skal betale for det.

Det er i sig selv besynderligt, at Socialdemokratiet ønsker at privatisere ungdoms- og kulturpolitikken. Men det er også en dårlig idé, fordi de unge ikke vil privatiseres.

De påpeger, at kulturpolitikken ikke kun skal være for dem, der har råd til det.

Når man selv har børn, ved man også, at det ikke hjælper, at de voksne bliver mere stædige end børnene. Som ansvarlige for denne her by, så er det også vores ansvar at løse konflikten.

Og det er vores ansvar at sørge for gode kulturelle tilbud til de unge. Derfor bør vi heller ikke blive for stædige og insistere på, at kommunen skal have 7, 12 eller 15 mio. kr. for et nyt ungdomshus.

Regnestykket er enkelt: Det politiske flertal tog de unges hus fra dem. Derfor må det politiske flertal også stille et nyt til rådighed.

Det ved københavnerne. Nu mangler vi bare at Socialdemokratiet og de radikale også kan se det.

Grådighed

Jagtvej 69

Af Bjørn Holmskjold, Skyttehusvej 20, Skivholme, Galten

Offentliggjort 13. marts 2007 03:00

http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4293932

KAMPEN om Jagtvej 69 er ikke kun en kamp om et hus. Det er en kamp om meget mere end blot et hus.

Således udtalte en talsmand for Jagtvej 69 sig i tv til en verden, som tilsyneladende ikke begriber ret meget af noget som helst. En uforstand, som i virkeligheden kan være den egentlige grund til, at de unge nu tager kampen op mod et samfund, der har mere end nok i sig selv.

Disse børn og unge, og med dem alle andre børn og unge, lever nemlig reelt i en døende verden.

Grådighed


For hvad er det for et liv, dine børn har at se frem til? Hvor ansvarlig er det lige, at du som forarget bedsteborger selv tror, du er? Hvor reel er den kærlighed, som du meget hyklerisk påstår at have til dine børn?

Du, som med din evindelige grådighed efter materielle værdier, reelt forbruger både dine børn og børnebørns fremtid?

Jagtvej 69 er derfor ikke blot omhandlende et hus og samlingssted for samfundets børn og unge, men er symboliserende et kampråb og et opgør med det samfund, der under dets pæne overflader rummer en så ekstrem ansvarsløshed og en så ekstrem mangel på helhedstænkning, at der samfundsmæssigt er tale om et galopperende psykisk forfald.

Mens klimaproblemerne udvikler sig stadig mere livstruende, da har de uansvarlige forældre og de af dem valgte politikere mere end nok at se til med at skrabe til sig. For forældrene kan nemlig for deres del vide sig ret sikre på, at konsekvenserne af deres grådighed ikke kommer til udbetaling i deres tid.

Kamp mod forfaldet

For ud over grådighedens naturødelæggende konsekvenser, da betinger den materielle grådighed så omfattende forældresvigt, at samfundet i konsekvens heraf bliver psykisk sygt. Grådigheden er blevet normalen, hvorfor de, der ikke tænker egocentrisk, nu er blevet de afvigende.
Derfor er kampen om Jagtvej 69 ikke blot en kamp om et hus. Men en kamp mod et samfund i opløsning og psykisk forfald.

19 marts 2007

Politiets respektløshed

Jeg er netop hjemvendt fra et besøg på grunden hvor Ungdomshuset tidligere lå.

Jeg var taget derhen med min søster for at se, om det var der, folk var samledes efter Stenvnsgade. Der var kun os og en enkelt pige, der sad på en tom ølkasse og mindedes svundne tider. Min søster og jeg stod og betragtede de mange blomster, der er blevet lagt på grunden, da en hollændervogn med ca ti betjente kom kørende forbi stille og roligt og parkerede lige ude foran.

Undrende spurgte jeg min søster, hvad de mon skulle, da der jo ikke rigtig skete så meget. Omkring fem betjente steg ud af bilen, gik tværs over grunden og stilte sig og pissede! Lige der midt i det hele. Jeg vendte mig om mod min søster, der så lige så mærkelig ud i hovedet som jeg. Hvad er pointen? Er det at gnide lidt ekstra salt i såret?

Jeg blev meget stødt - det kan virke som en bagatel, men jeg synes den symbolske værdi i deres handling var direkte frastødende.

Da de kom gående tilbage forbi os, spurgte jeg dem stille og rolig, om de bare var kommet for at tisse på grunden, hvortil der blev svaret "ja". Så sagde jeg, at jeg synes det var direkte respektløst, og at de burde ha i tankerne, hvad stedet havde betydet- og stadig betyder for folk. Så blev der grint. Hvilket blot gjorde mig mere vred.

Jeg spurgte så, om der ikke fandtes toiletter på politigården, og om de i øvrigt var klar over, at det ikke var tilladt at tisse på privat ejendom (- og det er jo netop i den private ejendomsrets tjeneste, de har fungeret i den sidste tid!!) Dertil blev der blot svaret nonchalant - "vi har et godt forhold til Ruth".

Ja tak - oplevelsen i aften gjorde blot, at jeg kom til at føle mig endnu mere pisset på!

Mvh. Kristina Pedersen.

15 marts 2007

Indlæg fra en mor

Jeg er den STOLTE mor til en meget ung bruger af det tidligere ungdomshus.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg på det kraftigste tager afstand fra den vold, Nørrebro har været præget af i de seneste døgn, i form af brostenskast, brand og ødelæggelser af materielle ting. Det ved jeg, at min søn - og hele den omgangskreds, han har fra "Ungeren" også gør.

Det er også vigtigt i den forbindelse at slå fast, at de tidligere brugere af ungdomshuset ikke er det samme som de autonome.

De aller-allerfleste af de unge, der er kommet i huset, er unge mennesker, der er idealistiske, meget humanistiske og ikke voldelige indstillede. Alle brugere af huset skal ikke skæres over en kam som autonome og voldelige, det vil jeg gerne advare imod.

Som forældre er det meget mærkeligt at opleve, at min dreng, som er 13 år gammel, bliver betegnet og opfattet som autonom, blot fordi han kunne lide at komme i ungdomshuset, hvor han ud over at spille musik har deltaget i madlavning i folkekøkkenet…

Jeg kender en del af de unge brugere derinde fra, og de er helt almindelige unge mennesker, som ikke opsøger vold og ikke udøver vold. Det er almindelige teenagere, med almindelige teenagerproblemer. De kan bare godt lide de tilbud og aktiviteter, ungdomshuset kunne tilbyde.

Det er i hele denne debat om huset uendelig trist at se, at almindelige voksne mennesker, politikere og medierne ikke har været i stand til at skelne mellem de 2 meget forskellige typer unge. Vi ved alle sammen, er der i vores by København findes ballademagere. Vi ser dem ved sportsbegivenheder og ved lovlige demonstrationer. Men ungdomshusets brugere er ikke en flok ballademagere. Det er en flok unge med noget på hjertet.

Sønnen og jeg sørger over, at Københavns kommune, med overborgmester Ritt Bjerregaard i spidsen, i den grad har nægtet at påtage sig det ansvar, de har for, at de sidste par døgn har været præget af uroligheder og vold.

Ved at sælge og rydde ungdomshuset, har kommunen desværre lukket den ventil, som huset har fungeret som. Nu ses resultaterne i form af desperation, vold, anarki og hærværk i Københavns gader. En kraft og en energi, der kunne have været brugt og kanaliseret ud positivt, hvis de unge have haft deres vanlige ramme.

Både sønnen og jeg har deltaget i de demonstrationer, der har været - og det vil vi fortsat gøre. Sammen.

Jeg er nemlig stolt af de unge fra ”Ungeren” og af min egen dreng.

Jeg er stolt af det mod, den råstyrke og den vilje, de udviser. Vi har at gøre med unge mennesker, der tør ”gå på tværs” - og fordi de er deres egne. Mennesker, der ikke er mainstream. De tør stille spørgsmål ved det ”man gør". De er åbne, vågne og kritiske, de er i kontakt med deres følelser og i den grad i live. For mig er det en meget stor og indlysende værdi, som vort samfund kun kan glæde sig over.

Min egen søn gør mig rank og glad, fordi han er i stand til at mærke efter inden i sig selv og giver udtryk for sine holdninger. Han tager ikke argumentet om, at ”det gør alle”, for gode vare. Han er modig, kreativ og nytænkende. Og nej, han ser ikke ud som en "kostskoledreng". Han har sært hår, mærkelig smykker, sort tøj … og det skønneste smil i denne verden. Men han er ikke autonom af den grund! Er det mon hans tøj, hans frisure, han bliver dømt ud fra? Er vi virkelig ikke kommet videre?

De unge repræsenterer andet værdisæt, end den konformisme, de borgerlige politikere står for.

De unge viser, at de største værdier i livet ikke kommer af ensretning og underkastelse, men af den personlige frihed og det rummelige sind. Han er ligeglad med mærkevarer, friværdier og dyre materielle ting. Det er samvær, kontakt og nærvær, der betyder noget for ham. Han vil bare gerne have et sted, hvor han kan være sammen med de mennesker, der ligner ham selv.

Et sted, hvor han kan spille musik, lave mad i et folkekøkken, et selvstyrende sted, hvor han kan diskutere, grine og bliver opdraget og lære om demokrati, et sted, hvor han bliver taget alvorlig - uden pædagoger og andre velmenende voksne, der skal fortælle ham, hvad, hvor og hvornår han skal gøre noget.

De unge fik i tidernes morgen overdraget brugsretten af huset på Jagtvej 69 af daværende overborgmester Egon Weidekamp. I mange mange år har huset fungeret uden vold og ballade. Tusinder af unge er sluset ind og ud af huset, alle en erfaring rigere - og alle bedre rustet til at bidrage til samfundet med en kreativ og fornyende vinkel og kraft.

En gave (brugsretten til huset) blev givet…, og gaven blev ”taget tilbage”… Er der noget at sige til, at der er vrede og frustration blandt de unge? Hvem kan forsvare, at man giver en gave og så tager den tilbage igen, når det passer en? Vis mig det hjem, det sted, hvor det er god kutyme.

Nu er der ikke noget ungdomshus længere. Alle de unge er i stedet for i aktivitet på gaden, ja, vi forældre med, ofte halsende i hælende på vores frustrede unger…

Den energi, der kunne have været brugt fornuftigt og kreativt under overskuelige og kontralbare rammer, er pludselig sluppet ud i det fri - og vokser i takt med den afmagt de og vi forældre føler.

Det er meget længe siden, jeg har været så oprørt og ked af det, som jeg har været i de sidste par dage. Dybt i mit hjerte søger jeg over, at hovedstaden har mistet det smukke, kreative, vilde, fantastiske og unikke sted, som Ungdomshuset var.

Jeg sørger over, at vi har en justitsminister (som i stedet burde benævnes ”moralminister”) - en minister, som bryster sig af at gå i så små sko og have så forstokkede holdninger, at jeg ikke ved, om vi skal le eller græde. At hun lægger skyld på forældre for, at der er vold i gaderne, i stedet for at påtage sig det politiske ansvar, hun selv har.

Jeg sørger over, at vi lever i dette såkaldte rige land, som har det så svært ved noget, der er anderledes… Vi bryster os af materiel rigdom. Vi praler med alle de forbrugsgoder, vi danskere har råd til at investere i. sommerhuse, samtalekøkkener, nye biler og hvad ved jeg.
Vi er rige, rige, rige… ja på penge… Men ufattelig fattige på visioner og frisind. Vi har overflod, massivt forbrug, og der er nok til alle, siger vi… Hvorfor har vi så ikke råd til at være så rummelige, at vi kan give de unge et hus igen? Hvor er overskuddet og rigdommen nu henne?

Tænk på, hvad de sidste par døgn har kostet i politiressourcer, reparationer og oprydning. Alene det faktum, at kommunen er villig til at bruge så mange kræfter og penge på at forsvare den personlige ejendomsret viser, at spørgsmålet om ungdomshuset ikke handler om penge eller om, at finde det rette sted, de unge kan være.

Det handler om manglende politisk vilje til at rumme og acceptere de unge, som de er. Politikerne har lukket øjnene for virkeligheden og nægter at påtage sig det poliske ansvar, de er blevet valgt til at forpligte sig på. En flok ”tøsefornærmede” voksne mennesker, som har glemt, at der er andet i livet end de aktiviteter, der rummes i sportsklubber og musikforeninger.

Hvis det kun handlede om økonomien omkring et nyt ungdomshus, havde det været lette, meget billigere og meget enklere at give de unge et andet hus. Uden forpligtelser og uden restrektioner!

Hvorfor skal de have et hus, bare fordi de har lavet ballade, kan man så spørge? Hvorfor skal de ikke ”om bag i køen” af alle de andre mennesker, som leder efter et kommunalt fristed? Af den simple grund, at de HAVDE et sted, Jagtvej 69 … kommunen tog det fra dem… så ER kommunen også forpligtet til at give de unge et tilsvarende hus tilbage. Det svarer til at blive byfornyet og blive sat på gaden.

De skal ikke have et hus, fordi de laver ballade. De skal have et hus, fordi de har krav på det.

Spørgsmålet om, om fonden Jagtvej 69 skal betale for huset, kan besvares med det korte og rungende NEJ, de unge allerede har givet. Det skal fonden IKKE.

Hvorfor? Fordi kommunen skal anerkende, at de har taget et nødvendigt værested væk, og de skal anerkende, at der skal være plads til unge i vores hovedstad, unge, som vælger en anden livsform og en anden ungdomskultur end den, der er beskrevet i Venstres ungdoms partiprogram!

Jeg er den STOLTE mor til en meget ung bruger af ungdomshuset. Hvor er det fantastisk at have et barn, som i den grad er i live, som er så modig, stærk, bevidst og klog. Han er en af vor tids frihedskæmper.

Noget har jeg i hvert fald gjort rigtigt som forældre. Her har du noget at lære fru Justitsminister.

Vi ses til demoerne. Denne kamp vinder vi.

Kærligst Lona Albertus.

14 marts 2007

Det foregår i Danmark....

Denne artikkel har været publiceret på Modkraft.dk
Forældre mod politibrutalitet: Til samlingen af historier om politivold - og vel nok endnu grovereend de fleste andre:

Det er søndag eftermiddag (4. marts 2007). Jeg sidder og snakker med "Alex" der havde fødselsdag den 1. marts – han fyldte 17 år netop den dag ungdomshuset i København blev ryddet – et sted han selv er kommet, men hvor han aldrig har oplevet ballade eller slåskamp.

Netop denne dag bliver Alex ’s værste fødselsdag nogensinde. Det bliver dagen hvor han mærker politiets nye forhørsmetoder. Tæsk, kvælning og ydmygelse.

Da Alex begynder at fortælle om begivenhederne kan man tydeligt mærke at han fortsat er rystet over sit møde med ordensmagten. Det er svært at huske præcist hvad der er sket, men han forsøger efter bedste evne at gengive aftenens begivenheder.

Torsdag aften omkring 21.30 går Alex med 3 andre fra en lejlighed på Nørrebro ind mod Københavns centrum. Alex er det man normalt omtaler som en hiphopper – store hængerøvsbukser, hættetrøje og kasket er hans vanlige påklædning i stort set al slags vejr. På vej til Nørreport vokser gruppen til 10-20 stykker. Nogle har smidt cykler ud på gaden og Alex forstår godt reaktionen ovenpå rydningen af ungdomshuset. Han har selv været der en del gange, men har aldrig været en del af den faste kerne. Siden i sommers har han været på efterskole og har ikke deltaget i den seneste tids manifestationer omkring ungdomshuset.

Gruppen bevæger sig ad Frederiksborggade (Købmagergade) ned mod Kultorvet. Klokken er nu blevet ca. 21.50. Enkelte butiksruder på gaden er blevet knust. Han står i nærheden af Kultorvet da de fleste begynder at løbe fra Roseborggade bag ham. Der går nogle sekunder før han opdager at en bil kommer ræsende mod dem. Bilen er civil – fuldstændigt umærket.
Han flygter ned på Kultorvet med bilen i hælene, hopper over en bænk og fortsætter mod Hausergade. De fleste befinder sig nu andre steder på pladsen. Bilen forfølger Alex og han drejer ned ad Sankt Gertruds Stræde. Her kommer bilen så tæt på at han er nødt til at hoppe i dækning i en lille trappeopgang for ikke at blive ramt. Det hele går meget hurtigt og han aner ikke hvem der er efter ham. Bilen standser med det samme, og der er ingen mulighed for at slippe væk i den smalle gade, så han stiller sig med armene over hovedet. 3 mand springer ud af bilen – i hvert fald en med en knippel hævet over hovedet, så nærmest per refleks dukker Alex sig og dækker hovedet med armene. "Jeg skal ikke slås i hovedet med kniplen" er det eneste han tænker.

Med hovedet nede kan han ikke se hvad der sker, men han får adskillige knippelslag – i hvert fald omkring 5 på baghoved og ryg.
Kort efter trækker de ham brutalt ind på bilens bagsæde uden på noget tidspunkt at have identificeret sig.

I bilen er chaufføren (A), en i passagersædet (B), en på bagsædet til venstre (C) og Alex bagi til højre. Da de halvvejs kaster Alex ind får han besked på at holde hænderne på ryggen og hovedet nede.

Han hører dem melde over radioen at de "har taget 1 og der er 10-20 andre som er meget aggressive". Han får indtryk af at de gerne vil hurtigt væk, men samtidig gerne vil finde de andre. B lader en kommentar falde om at nu "kører de en tur i mosen".

Nu følger det Alex kalder "første del" – med hans egne ord var det "den mest brutale og sværest at huske".

B begynder at udspørge ham: "Hvem er ham i den røde?"; "Hvem er de andre?"; "Hvor er de på vej hen?". Han er meget aggressiv, og hvert spørgsmål følges af et slag i ansigtet.

Han er stadig tydeligt påvirket når han fortæller, og han kan ikke huske om slagene var med knytnæve eller knippel. Det føles og huskes som rigtigt mange hårde slag. Alex fortæller: "tænker jeg konkret tilbage kan jeg huske 3 slag som ikke bare var flade." I hvert fald er der 3 slag som gør meget ondt – især 1 på næsen som har efterladt et sår på næseryggen, og får Alex til at tro næsen er brækket. Under
hele seancen sidder han med hænderne på ryggen som beordret og værger på intet tidspunkt for sig. Han er meget bange og meget ydmyg. Alex svarer benægtende på betjentenes spørgsmål – på dette tidspunkt har de stadig ikke identificeret sig og det er kun pga. radioen at han gætter sig til det er civilklædte betjente.

"Det ved jeg ikke", svarer han på de fleste spørgsmål, eller; "Jeg kender ikke nogen i rød jakke" osv. Hvert svar udløser slag i ansigtet og kommentarer fra "forhørslederen" som: "Du skal ikke lyve din svans". Efterhånden har Alex så ondt i ansigtet og kroppen at han har svært ved at bedømme om slagene aftager i styrke eller bare ikke rigtigt kan mærkes mere fordi det hele gør for ondt.

Efter et stykke tid. Alex bedømmer det til mindst 10 minutter presser B hans hoved ned mod sit lår. Alex kan ikke få luft og trækker hovedet til sig og værger med hænderne mens han siger, "Jeg kan ikke få luft – jeg kan ikke få luft". Det er første gang han gør nogen form for modstand. For den kommentar siger B, at "Ham skal vi have I håndjern."

Kort efter beordrer B bilen ind til siden med ordene "Her er et godt sted – stop nu". Alex er næsten sikker på at de her holder langs et hegn i nærheden af Rosenborg. Han bliver hevet ud af bilen som i en actionfilm og kastet ned på jorden imens der råbes "Politi! Politi!". På den anden side af gaden står 2 ældre damer. Alex råber "Jeg har
ikke gjort noget, jeg har ikke gjort noget – lad være med at slå mere," og optrinnet får de 2 damer til at komme over gaden til bilen, hvor de pænt beder om at se politiskilte. Chaufføren puffer dem væk og råber at de skal skride. Da de insisterer, gentager han bare at de skal skride, Alex hives ind i bilen og de kører videre.

Kort efter siger chaufføren: "Hvis han bliver ved at lyve så kan jeg godt køre en tur i skoven og tæske ham." Det gør de dog ikke alvor af, men kører til en plads i indre København hvor anholdelsespapirerne bliver udfyldt – dog uden at Alex bliver
informeret om hvad han er anholdt for. Registreringen af hans fødselsdato udløser dog et bryskt "Tillykke med fødselsdagen".

Efter et stykke tid kører de til Strøget ved Helligåndskirken hvor Alex får besked på at holde kæft og bliver visiteret. Ret hurtigt er en aktivist med videokamera på stedet og filmer løbende hvad der foregår – bl.a. Alex der sidder i bilen, og betjentene opfører sig "næsten normalt." Han prøver diskret at signalere at han har fået tæsk, og at de skal ringe til hans familie men tvivler dog på at det bliver opfattet.

Sammen med 4 andre anholdte bliver Alex flyttet ind i en af politiets kassevogne. Her sidder en ældre uniformeret betjent, og Alexfortæller ham straks at han har fået tæsk af de civilklædte. "Det må du snakke med kriminalpolitiet om," svarer den uniformerede betjent surt og ignorerer ham ellers. De bliver kørt til Højbro Plads og ført over i en cellevogn. Her sidder de 1-1½ time og venter på at den bliver fyldt op.

Klokken ca. 00.40 kommer vognen til Glostrup politistation. Alex siger igen at han har fået tæsk af de civile betjente, og forhører sig som det første om han kommer til at møde dem igen. Han ville ikke være i stand til at sove med frygten for at blive afhørt af dem.

At han har fået tæsk udløser ingen reaktion, men han får da at vide han ikke skal afhøres af dem. Lørdag kl. ca. 14 starter afhøringen. Den varer ca. ½ time og overværes af en dame fra de sociale myndigheder som Alex ikke har større tiltro til. Hun spørger om det er normalt sådan at få sår på næsen – til hvilket betjenten svarer at det er meget normalt når man ligger folk ned ved anholdelsen at det er næsen der rammer asfalten først. Det stiller hende åbenbart tilfreds og hun kommenterer vittigt: "man vist har været lidt for langt fremme med næsen".

Efter et par timer bliver Alex løsladt, og næste dag tilbringer han det meste af tiden på skadestuen.

I dag, søndag den 4. marts ser Alex forslået ud men virker dog rimeligt fattet. Han har overvejet at klage over politiets behandling af ham, men med tanke på hvordan systemet indtil nu har behandlet ham tvivler han på at han opnår noget ved det.

Alex er fortsat sigtet - for hærværk -på basis af de tre civilklædte betjentes udsagn

Støtteindsamling til de uskyldige konfliktramte

INDSAMLING TIL FORDEL FOR USKYLDIGE KONFLIKTRAMTE
Vi vil gerne understrege at: Optøjerne ikke har været anført af en mindre kerne af kriminelle elementer. Opstanden er opstået af flere tusinde unge, der i frustration og afmagt har vist deres vrede over tabet af Ungdomshuset.
- Vi ønsker på ingen måde at tage afstand fra vores ulykkelige kammerater, men blot vise en forståelse og medfølelse med de mennesker der uskyldigt er kommet i klemme i konflikten.
Derfor har vi valgt at starte en indsamling til disse ofre. Ønsker man at donere et beløb til dette, kan pengene indsættes på følgende konto i Jyske Bank
regnr.: 5040 kontonr: 113992-3
IBANNR: DK575050400001139923
Pengene vil blive brugt som konfliktstøtte, i den forstand, at hvis man har haft en skade man ikke kan få dækket via sit forsikringsselskab, kan man søge at modtage et beløb fra denne konto. Vores mandagsmøde vil gennemgå alle ansøgninger og uddele midler herefter. Indsamlingen løber fra 15/3 til og med 30/4. indkomne ansøgninger vil blive behandlet på Mandagsmødet Mandag d.7/5 og uddelt herefter. Skriftlige ansøgninger bedes stilet til: "UNGEREN PÅ RÅDHUSPLADSEN" Rådhuspladsen 1, 1599 København V ,
MRK. "KONFLIKTSTØTTE"

Præcisering:
Vi vil gerne gøre opmærksom på at det udelukkende er "ungdomshuset" på Rådhuspladsens Fællesmøde der står for indsamlingen til konfliktramte. Det er ligeledes det mandagsmøde der afholdes på Rådhuspladsen der behandler indkomne ansøgninger og ikke Det oprindelige mandagsmøde. (Ungeren og støtter fra Jagtvej har stadig et eget fungerende mandagsmøde og det er altså IKKE dette møde der har iværksat indsamlingen og derfor er det selvfølgelig heller ikke dem der står for uddelingen af indkomne midler).
Samtidig ønsker vi endnu engang at give udtryk for at vores indsamling handler om medføelse med de uskyldigt ramte og ikke om egentlig ansvarsplacering!!


SEND VIDERE

13 marts 2007

Magtmisbrug i Århus

Af Mikkel
I Århus er det nu blevet slået fast ved Landsretten i går at Danmark nu ikke længere yder retssikkerhed for dets borgere. Idet Johnny Lauritsen's dom fra Byretten blev stadfæstet, selvom Kulturrådmand og hans kærestes enslydende vidneforklaringer blev bevist at være utroværdige. Artiklen er i JP-Århus på forsiden idag, hvor det ikke bliver nævnt hvordan han er blevet truet af de offentlige myndigheder og hvor Johnnys navn end ikke er nævnt.
Johnny som er ramt af leukæmi og har en muskelsvindsramt søn på 5 år han skal passe, bliver smidt i fængsel i 2 måneder for at have henvendt sig til Kulturrådmand og kæreste i bybus, samt på et møde med en centerchef at have "virket" truende!? Johnny har henvendt sig fordi at de sociale myndigheder i Århus
har villet smadre hans økonomi, selv sagt ulovligt! Læs mere på magtkampen.dk


Af Johnny
Der er nærmest ingen grænser for, hvordan magthavere -
uden rimelig grund - kan forbruge ressourcer på at
udøve magt imod nærmest forsvarsløse borgere, det
beviser uhyggeligt mange sager, også jeres med
ungdomshuset. Jeg har iøvrigt nævnt sagen om
ungdomshuset i mine beretninger, under mine
dagbogsnotater på hjemmesiden www.magtkampen.dk, men jeg er ikke færdig.

Borgere kan bekæmpes med oceaner, nærmest uendelige
ressourcer, men magthaverne behøver åbenlyst ikke at
overholde gældende love og regler, de beskytter
hinanden på ofte bevislig korrupt måde, og kan nærmest
umuligt straffes, fordi politiet selv bestemmer, hvem
der skal retsforfølges og ikke.

Jeg håber meget, at den magtliderlige kvinde som
styrer Faderhuset, og hendes støtter, finder ud af, at
de ikke har været for smarte, når de på sigt kan se og
mærke resultatet af deres handlinger.

Hvis du vil hjælpe mig lidt, så må du meget gerne
fortælle venner og bekendte om, at de kan læse mine
beretninger på hjemmesiden "magtkampen.dk", for
samtlige medier boycotter historierne, det skal åbenbart ikke
frem i offentlighed, hvad jeg kan bevidne.

Havde jeg haft kræfter og økonomi til det, så havde
jeg gjort alt for at få frem på forskellig måde, at
mine beretninger kan læses på Internettet.

Jeg må erkende, at det for mig har været totalt
umuligt at komme frem i offentligheden med mine
beretninger, hvilket ikke er overraskende for mig, da
jeg igennem mange år har erfaret hvordan den samlede
presse og medierne virker.

Derfor har jeg også udtænkt en plan for, hvordan
borgerne mest bredt og frit kan komme til orde, ved at
lave en ny Internetsite, hvor alle kan skrive nærmest
ethvert tænkeligt budskab og historie hjemmefra egen
computer, helt gratis. Det vil jeg gerne fortælle mere
om, hvis du er interesseret. Jeg har bare ikke kunnet
finde nogen, som kan og vil programere sitet for mig.

Held og lykke med alt.

Kærlig hilsen
Johnny

09 marts 2007

pressemeddelelse og ni spørgsmål til Ritt fra ungeren

Pressemeddelse fra Ungdomshusets pressegruppe vedr. demonstration lørdag d. 10. marts.

Parole: Hvor skal vi nu være?! Vi er tvunget ud på gaden, fordi Ungdomshuset er blevet ryddet og revet ned.

Lørdag er der demonstration, for at vise Ritt Bjerregaard og resten af politikerne at de bliver nødt til at tage deres ansvar seriøst – der MÅ findes en politisk løsning. København skal have et nyt ungdomshus København og det kan ikke gå for langsomt!

Rådhuspladsen kl. 15:00 Til Sankt Hans Torv

”Ritt Bjerregaard bruger nu den seneste tids uroligheder som undskyldning for det, hun heller ikke ville gøre før. Nemlig hoste op med et ungdomshus”, siger Ditte fra Ungdomshusets pressegruppe.

”Hvis Ritt Bjerregård ikke vil være med til at løse det her, så har hun måske valgt det forkerte Job – eller den forkerte by. København skal jo, også efter overborgmesterens eget udsagn, være en mangfoldig by”, fastslår Ditte.

Demonstrationen er et led i en kamp, der foregår på mange niveauer i denne tid. Den handler ikke kun om Jagtvej 69 og om muligheden for et nyt ungdomshus. Det er også blevet en kamp mod ensretning og normalisering i samfundet.

”Det drejer sig om den normalisering vi skal tvinges igennem for at være velfriserede borgere, der kan stave til samtalekøkken og sammenhængskraft. En normalisering, der vil have os alle til at se pæne ud, tænke pæne tanker og holde os inden for vores egen lille firkantede voksen-kravlegård”, udtaler Cibbo, som er med til at arrangere demonstrationen.

”Vi er rigtig mange, der ikke vil finde os i at mangle et sted, hvor vi kan være kreative og udfolde os frit. Det er steder som Ungdomshuset, der forhindrer at København ender som parcelhuskvarter”, supplerer Ditte.

Demonstrationsdeltagerne nægter at lade politikerne løbe fra deres ansvar. København kan ikke undvære brugerstyrede, ikke-kommercielle fristeder, der er baseret sig på åbenhed, frihed og eksperimenteren. København har brug for steder, hvor alle skal kunne føle sig trygge og ikke møde racisme, homofobi, vold eller hårde stoffer.

København behøver flere ungdomshuse NU!

Vi giver ikke op, før politikerne tager deres ansvar!

Med venlig hilsen Ungdomshusets pressegruppe

9 ungdomshus-spørgsmål til overborgmester Ritt Bjerregård

Kære redaktioner, redaktører og journalister.

Vi kan forstå, at Ritt Bjerregård ikke gider bruge ”ét minut” mere på at forholde sig til ungdomshus-problematikken. Så nemt er det ikke for os, så derfor synes vi heller ikke, at det skal være så nemt for hende. Når I får chance for at stille overborgmesteren spørgsmål vil vi derfor opfordre jer til at stille hende ligeså mange kritiske spørgsmål som I stiller os. Vi har de seneste dage skulle forklare og forholde os til alt, hvad der er sket i hver en enkelt lille krog af Nørrebro – det er ok. Vi håber bare. At I tør gå lige så hårdt til en garvet politiker.

Vi har samlet 9 spørgsmål, som vi vurderer at overborgmester Ritt Bjerregård enten ikke kan eller ikke vil svare på. Vi opfordrer alle journalister til at stille hende disse spørgsmål og kræve svar. Og hold hende fast, så hun ikke snor sig uden om.

Vi vil meget gerne høre fra jer, såfremt I får reelle svar fra overborgmesteren, på et eller flere af spørgsmålene.

Med venlig hilsen Ungdomshusets pressegruppe

De ni spørgsmål:

1: Mener overborgmesteren, at salget af Jagtvej 69 var en fejl?

2: Der er blevet demonstreret, samlet underskifter ind og holdt møder med politikere. Hvordan skulle de unge have grebet det her an, hvis overborgmesteren skulle have fået interesse for, at stille et hus til rådighed?

3: Hvorfor gjorde Ritt Bjerregård ikke nogen forsøg på at finde en løsning på ungdomshusproblematikken i det år hun var overborgmester, før fogedretten fastsatte rømningsdatoen 14. december?

4: Hvad nu, hvis fonden ikke havde haft nogen penge – Ville overborgmesteren, så have stillet et hus til rådighed?

5: Hvis en kommune har flere hundrede mennesker, der er villige til at bruge en meget stor del af deres fritid på at stille kulturtilbud til rådighed for resten af byen, er det så ikke en god idé at sikre, at de har et sted at gøre det.

6: Vil overborgmesteren gennemføre den samme politik, så unge der fx vil gå i svømmehal også skal finde nogen, der vil købe en hal til dem, eller gælder det kun dette kulturtilbud?

7: Overborgmesteren har det som en del af planen ”Gang i København”, at det skal være nemmere at arrangere koncerter. Vurderer overborgmesteren, at det er blevet nemmere eller sværere for unge at arrangere koncerter nu, hvor der ikke er et ungdomshus?

8: Hvor foreslår overborgmesteren, at den internationalt anerkendte punkmusik-festival afholdes, der som de sidste mange år igen til sommer skulle have været afholdt i Ungdomshuset? Har kommunen nogle faciliteter, som man vil stille vederlagsfrit til rådighed.

9: Udelukker overborgmesteren at de uroligheder der opstod i kølvandet på rydningen var ren og skær vrede og frustration over rydningen og dermed ikke et forsøg på at presse nogen?

08 marts 2007

Endnu en uberettiget anholdelse...

Lørdag morgen 03.03 - ´007

Lørdag morgen kl. 10 blev jeg anholdt af kampklædte politifolk i en (((lovlig))) kunst-forening
Jeg sov, da politiet havde trængt ind i kælderen. Jeg tror i alt der var en 30 bejtente. Om de havde brugt låsesmed eller selv lirket døren op aner jeg ikke.
De stod lige over mig, da jeg vågnede, og sagde: "du er anholdt".
"For hvad" spurgte jeg.
"Det kan vi ikke sige", sagde en af de ledende politibetjente.
"Jeg må vide hvad jeg er anklaget for"
"Det kan vi ikke sige"
"Ok, det lyder mystisk, så vil jeg gerne bede om dit navn" sagde jeg til politibetjenten
"Det kan jeg ikke give dig"
"Det skal du da"
"nej, men du kan da godt få mit navn - jeg hedder Lars."
"Lars, hvad hedder du til efternavn?"
"Bare Lars, det er fint nok"
"Det kan jeg ikke bruge til noget", sagde jeg
"Du får heller ikke mere at vide", "nu skal jeg til gengæld høre dig om noget
"hvad hedder du....
Alan Hammer....
"Hvad er dit cpr. nr....
190170....
"hvor bor du.....
Jeg er hjemløs
"bor du her?
Nej jeg er hjemløs, det her er mit værksted, jeg er ved at lave en plade
"Er du blevet anholdt tidligere....
Ja for at lave cirkus 7. september 2005
Politibetjentene grinede lidt.
Jeg kunne mærke langt inde i mig, at jeg overhovedet ikke synes at det var sjovt.

En tilsyneladende mavesur fotograf gik rundt om jeg og min ven og kollega, Martin, (der lige som jeg have siddet i en sofa og sovet branderten ud fra nattens bytur på café halvvejen og studenterhuset)
Først ude af kælderen og oppe i dagslyset blev der taget foto af os af den frastødende fotograf - alle politibetjentene virkede sukkersøde i forhold til ham.
Vi var blevet udstyret med strips på håndledene - mine hænder på ryggen, Martins foran maven - jeg tænkte at der sikkert var gjort forskel på os, fordi jeg har forsøgt at få en formuleret grund til anholdelsen og havde bedt om politibetjentens navn.
Jeg havde fået min grå dunjakke plantet med hætten på mit hovede. Politiet havde tømt jakken for alle mine sager, og proppet disse i en gennemsigtig plasticpose. Næste dag, søndag den 4. marts, kl. ca. 11, da jeg blev løsladt manglede mit kørekort).
Det føltes ikke som politifotografen tog et billede, men nærmere som om han forsøgte at skyde med en riffel mod mig. Jeg blev holdt af to andre betjente, mens det pågik.

well ind i politi-vognen, ud på amager politistation hørhusvej 7, sat i en 6 kvm celle i ca. 18 timer, sammen med 5 andre hjemløse fra et fristed for hjemløse der hedder Gaderummet.
kl. ca. 5 søndag morgen, blev vi kørt til tårnby politistation, kamillevej, og sat i en 6 kvm celle - nu var vi 10 i en celle, nogle af de unge drenge var syge, og hostede som havde han tuberkulose, andre slog nogle forfærdelige prutter, sokker lugtede....og politiet laver dårlig humor, såsom:
Jeg siger: "det minder mig om Guantanamo, som vi alle er anholdt uden grund, og ikke får nogen informationer"
Ukendt betjent i celledøren svarede: "I er da ikke blevet slået endnu"

tak for kaffe - lad mig komme væk

sol sol sol....& vind7

dagen vil i historien går over som dobbelt 03dagen
03.03.007 - banana republica no. 03
http://www.a-gurk.dk/

En knægts historie

Jeg har lige set en polsk bygningsarbejder skide højt og flot på alt hvad den danske arbejderklasse har tilkæmpet sig gennem tiderne.
Jeg har lige oplevet hvordan en socialdemokratisk borgmester i København, endegyldigt har skillet socialdemokratiet fra arbejderklassen, i præcis samme bevægelse som den polske skruebrækker.
En arm fra en maskeret kran flår kynisk taget af en bygning Nørrebros arbejdere, for over hundrede år siden, rejste ved egen kraft og løn.

Den bygning som de døbte Arbejdernes Forsamlingshus, dannede de næste mange år rammerne om mange af de sociale og politiske kampe, der senere hen blev fundamentet for socialdemokratiet, som arbejdernes parti.
I dét hus, udråbte Clara Zetkin kvindernes internationale kampdag og fra det hus udgik en af de stjernedemonstrationer, der angreb den københavnske børs i protest mod den stigende arbejdsløshed og kapitalens kyniske udnyttelse heraf.
Det er til at tude over, at vi i dag i København, har en kvindelig socialdemokratisk overborgmester, der gik til valg på parolen 180% modsat, - ift den borgerlige regering, der uden selv at kunne se det, er godt i gang med at overpisse sin egen vugge og definitivt fjerne sit parti fra den klasse der er deres eneste eksistensgrundlag og berettigelse.

For næsten 20 år siden, var en københavnsk knægt løbet hjemmefra i frustration over ikke at passe ind nogen steder.
Med et DAMP-stempel i nakken og en mindre regnskov af gennemskrevne kontaktbøger, havde folkeskolens eneste funktion været en systematisk nedbrydning af knægtens tro på sig selv som ligeværdig med nogen i dette samfund.
Knægten rendte ind i en flok unge der stod i samme situation og de begyndte at slumstorme tomme lejligheder og begyndte ligeså stille at turde smage på livet igen.
Efter et par år med utallige flytninger og rydninger, havde flokken af teenagere endeligt fundet et hus i Elmegade som de boede i et længere stykke tid.
En dag kom politiet så igen og smed dem ud og henviste dem, -igen, til gadens kulde. Mens de unge stod der på gaden og så de jyske urobetjente kaste deres få ejendele ud af vinduerne på huset i Elmegade, kom der et par unge i starten af tyverne over til dem, bød dem en smøg og et par solidariske forstående skulderklap.
De lidt ældre unge sagde at de kom fra et sted nede af gaden, der hed Ungdomhuset og at flokken af teenagere var mere end velkomne til at komme med derned og få noget mad og ly for natten.
De forklarede at man egentligt ikke måtte sove i Ungeren, - som de kaldte det, men at det for dem var en selvfølge at skide på den regel når der stod 15-20 unger i 14 til 17 års alderen og manglede et sted at sove.
Flokken af teenagere gik med de lidt ældre unge ned i det de kaldte Ungeren og blev budt på varm kaffe og resterne af aftenenes folkekøkken. De sad i rundkreds om den buldrende hjemmelavede brændeovn og spiste mens folkene fra Ungeren fortalte dem om husets historie.
For mange af de spisende teenagere, der havde en fortid bag sig med utallige institutionsbesøg, udsmidning af folkeskoler, skolepsykologer osv, var det næsten for godt til at være sandt, endeligt at være et sted hvor de var velkomne uden, at der stod alverdens pædagoger og sociale instanser på lur i hjørnerne, klar til endnu en omgang dæmonisering og fremmedgørelse.
Det at man stort set måtte alt, uden at skulle stå til ansvar for andet end sig selv og sine venner, var jo præcis samme leveform som de unge teenagere havde levet efter i deres slumstormede kollektiver.
Ift til skolernes og institutionernes slavemoralske og uforståelige regelsæt, var ansvaret overfor fællesskabet og de regler, der naturligt opstod deraf, en dejlig logisk og tryg livsfilosofi, der hverken var svær at forstå eller efterleve.
De unge teenagere fik lov at blive et par uger i Ungeren, nogle rykkede hurtigt videre, da de fandt nye tomme lejligheder at slumstorme, men en del af de unge teenagere havde fundet så meget ro i Ungeren, at de havde meget svært ved at forlade det igen.
Mange af dem spillede musik og i løbet af kort tid havde Ungerens aktivister guidet dem ind i husets øvelokaler og bands, så de kunne få afløb for deres musikalske tilbøjligheder.
Andre igen, blev guidet ind i husets lydgruppe og lærte af lave lyd og fik inden længe selv ansvar for at afvikle nogle af store koncerter. Der var nok ikke mange af deres jævnaldrene i paracelhuskvarterenes trygge kernefamilier, der havde fået lov til at afvikle og styre en kæmpe PA-anlæg til en koncert med et stort amerikansk punkband, til en koncert for over 700 mennesker.
Men i Ungeren var alder ikke et emne, - viljen og dedikationen var langt langt vigtigere.
Den føromtalte knægt, kunne ikke spille musik og havde ingen interesse i at dreje knapper, som mange af hans venner. Han stod som så ofte før, lidt tilbage, fordi han havde svært ved at finde anden plads til sig selv, end bag gulvmopperne og de daglige småreperationer af huset.
En dag, kom et par af de lidt ældre ungdomshusaktivister over til ham og sagde, at de synes at det var synd at han kun tog alle de kedelige tjanser og at de manglede én i deres bargruppe.
Først var han benægtende, - han havde jo alle dage fået at vide at han var talblind, ordblind og whatnot, - så at skulle kunne sælge øl, give korrekt tilbage, endsige lave et regnskab, var slet ikke noget han bare turde drømme om at kunne magte. På den ene side var han smigret over deres tilbud og på den anden, pænt nervøs for at ende med at svigte den tillid de viste ham.
Han forklarede dem sine kvaler og de grinte venskabeligt og overbærende af hans udsagn; - “Du skal sgu da ikke tro på alt det gøgl de har bildt dig ind i skolen!”, “Jeg har fået de samme prædikater”, - sagde en anden og fortsatte; “Det handler bare om at springe ud i dét! Inden længe behøver du slet ikke at regne, - efter et par vagter kan du huske på rygraden hvad de forskellige ting koster og hvor mange mønter folk skal have tilbage”.
Knægten var vant til at ethvert svaghedstegn blev mødt med hån, så da de istedet for at ty til hån, mødte ham med forståelse, genkendelse og stadig tro på at han kunne magte opgaven, overgav han sig og takkede pænt; ja, til deres tilbud.
Inden længe stod han bag baren og gav korrekt tilbage og satte store punkere, der var meget ældre end ham selv på plads, når de prøvede at udnytte at han ikke var så gammel og derfor forsøgte at påstå at han havde snydt dem.
Efter lidt længere tid, lærte han at beherske barregnskaberne og i en alder af 18 stod han egenhændigt for bestillingen af hele ungdomshusets ølsalg. Han kom på god fod med ølmanden der leverede til Ungeren, der fortalte ham, at han var langt mere pålidelig og tjekket, på trods af sin alder, end de fleste af hans andre faste kunder.
I løbet af et år, sad den knægt som utallige matematiklærere havde opgivet, og lavede hele ungdomshusets barregnskab, uden problemer. Efter et år bag Ungerens bar, havde han stort set glemt følelsen af at være utilstrækkelig og svag. Han var vokset med opgaven, havde fundet noget han fik respekt for, fordi han var god til det og var velset af sine aktivistkammerater fordi at han var pålidelig og dedikeret.
For første gang i sit teenager liv var han tilnærmelsesvis lykkelig, fordi han havde fundet et sted hvor folk respekterede ham, troede på ham og gav ham mulighed for at gengælde det på sine egne præmisser. Ungdomshuset begyndte at føles som et hjem for ham, - et hjem hvor man føler sig velkommen og som man savner når man er væk fra det i længere tid af gangen. Han havde fået troen på sig selv tilbage og begyndte at sige sin mening på fællesmøderne og derved også at tage mere og mere del i husets daglige gang.
Han hjalp med at starte en infocafe op og gennem det begyndte det der tidligere havde været en spæd politisk bevidsthed forankret i hans egen situation, at forme sig til en egentlig politisk bevidsthed.
Han blev aktiv i kampen mod racismen og imperialismen og begyndt mere og mere at interessere sig for hvordan verden var skruet sammen.
Inden længe sad den knægt som systemet havde stemplet som ordblind og terpede lange gamle politiske manifester og skrifter, af egen fri vilje, - simpelthen fordi det interesserede ham og fordi at han havde lært at hvis man virkeligt vil noget, så kan man det også. Knægten hang på som aktivist i Ungeren i mange år efter, samtidig med at han sikkert og støt fik samlet sig en tilværelse, med et lovligt sted at bo og en fast indkomst og et til stadighed voksende politisk engagement i samfundet og verden.
Han brændte for hiphopmusikken og begyndte at sætte store hiphop koncerter op i Ungdomhusets store sal og tog senere hen de erfaringer med sig da han nogle år efter i en årrække var mellemleder på en af Roskildefestivalens scener, hvor han bla. havde ansvar for scenekonstruktion og 50 frivillige.

Der kom også år hvor han ikke kom meget i huset, fordi hans aktiviteter lå andre steder og fordi nye generationer af unge var kommet til efter ham og, ligesom ham selv, havde haft brug for stedet og var vokset med opgaven. Men han har aldrig kunne besøge eller bare passere huset, uden at få en klump i halsen der siger “hjem”.

Knægten er den dag i dag, - bartender og en god én af slagsen og stadig politisk aktiv. Mange af hans slumstormervenner fra dengang, ernærer sig i dag fuldtid som lydteknikere på diverse københavnske spillesteder, - én ligger sågar og flyver mellem London og New York, for at lave lyd på mange af verdens største bands. Knægten som i dag, er en voksen mand på den grimme side af de tredive, spekulerer tit på hvilken centerpub ham og hans venner fra dengang, havde siddet på i dag, hvis ikke det var fordi at nogle andre unge, engang for længe siden i Elmegade, havde åbnet en ny verden for dem, i form af et sted de kaldte Ungeren.



Knægten jeg fortæller om hér, - har lige set sin ungdoms redningsplanke, få flået taget af, af en kran ført af en af en polsk skruebrækker, der skider på over hundrede års arbejdskamp for lidt ussel mammon. Tragikomisk, at den eneste grund til at skruebrækkeren kan stå her og knuse et symbol på sammenhold og klassekamp, er en polsk fagforening ved navn Solidaritet.. Tragikomisk at Overborgmesteren fra et parti, der kalder sig et arbejderparti, benytter sig af udenlandske skruebrækkere, for at gennemføre sine usle planer. I takt med kranens nedbrydning, smuldrer knægtens tro på noget som helst og det bliver mere og mere umuligt at undgå et digebrud af dimensioner i hans tårekanaler. En voksen mand bliver en utryg og bange lille dreng igen, som om hans selvværd forsvinder i takt med Ungdomshuset ydervægge.



Knægten er selvfølgelig mig og efter at have set kranerne flå det hus i stykker, som er så meget en del af det jeg opfatter som mig selv, har jeg det som om hele min ungdom og mit eksistensgrundlag er ved at blive revet ned. Jeg forstår det ikke! Jeg vil ikke forstå det! Jeg kan slet ikke fatte hvordan jeg nogensinde skal kunne tilgive magthaverne eller leve videre i dette land, efter denne udåd.
Et latterligt lille lorteland hvor man sælger gaver man har givet bort og vasker hænder i en blåstempling af udåden af landets retsinstans. Et land hvor man hylder en selvtægterisk urmager, der skyder røvere med attrappistoler, på klodshold, - ønsker ham straffrihed, ridderkors og whatnot.
Et land hvor man i samme bevægelse bliver dybt forarget over at en gruppe unge går til modangreb på et politikkorps der lige har smadret deres hus med vold og systematisk har mødt enhver af de unges demonstrationer og aktioner med vold og provokationer.
Et perfidt møgland, hvor statsministeren pynter sig med lånte fjer af modstandsbevægelsen, samtidig med at han invaderer og besætter et andet land og sidestiller enhver modstand mod besættelsen med terrorisme.
Jeg er så forbandet frustreret, vred og ked af det. Det er som om min hjerne kortslutter i frygt og lede, hver gang jeg forsøger at begribe, at det land der er mit, ikke har plads til at sådan nogle som mig, har et sted hvor de kan få de sejre de har brug for, for at kunne deltage i det her samfund, som bryster sig af at være et af verdens bedste.
Winston Churchill, som er en helt for så mange af de borgerlige hyklere dette land rummer, sagde engang; “Man kan bedømme et lands værdi, på hvordan det behandler sine svageste”
Så mens skruebrækkernes kraner river min ungdom og min tiltro til dette land ned, runger saglig Buster Larsens stemme der siger; “LORTELAND!” ud i mit indre, - og det med god borgerlig samvittighed.

Og jeg ved nu, at dette ikke længere handler om et ungdomshus, eller fristeder der lever på borgerlig nåde, eller mangel på samme. Det eneste der er tilbage nu, er kampen for at ændre dette samfund, så der igen er plads til os alle! Vi ses på gaderne!



“Et håb blev knust, en fremtid sank i grus,

I tror I fik en sejr bragt i hus,

Men slagne mænd skal rejse sig igen

Og de som faldt gir styrke til hvor kamp.

Vi ved, vi ved at natten bliver til dag,

At sejr følger efter nederlag

- Et samlet folk kan aldrig trampes ned

Og INTET kan stå imod vor enighed!

El pueblo unido jamás será vencido”

8. marts

8. MARTS -KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG!

STOP HANDEL MED KVINDER

FOR INTERNATIONAL SOLIDARITET

FOR FAST OPHOLDSTILLADELSE TIL KVINDER UDSAT FOR HANDEL

Underskriftsindsamling:
http://www.fastopholdnu.skrivunder.dk/


8. marts arrangementet foran Ungdomshuset er flyttet til
Blågårds Plads kl. 18.00-20.00

Ungdomshuset er ryddet og vi kan ikke være foran det historiske hus.
Men vi mødes på Blågårds Plads med alle jer friske kvinder og mænd, der vil støtte op om Kvindernes Internationale Kampdag.

Arrangører: Demos Kvinder og Enhedslistens Kvindeudvalg.
Anbefalet af 3F, Dansk Kvindesamfund, Kvinder i Sort, Kvindernes Internationale Liga for fred og frihed

De norske aktivisters beretning

kilde: http://forum.turmusic.no/read.php?1,59332

Vi var 15 folk fra UFFA som dro nedover til køben, 9 av oss ble arrestert to timer etter vi kom da snuten raida alle plassene de mistenkte at det fantes utenlandske autonome, alt 8 forskjellige adresser. Vi satt 2 timer på kald asfalt og deretter 20 timer på glattcelle sammen med masse tilfelidg sammenraska folk som tilfeldigvis hadde befunnet seg på husene som ble raida. Det første synet jeg fikk da jeg ble pælma inn på glattcella var to oppbankede meget unge danske autonome som lå på cellas eneste madrass, den ene ble tatt til legesjekk etter et par timer, da hadde han allerede sittet inne i fem timer.
Først da vi ble avhørt etter 20 timer fikk vi vite hva vi var anklaget for: Mistanke for å ha kontakt for det danske autonome miljøet samt å ha oppholdt seg i samme hus som autonome.
Er det å være autonom forbudt?

Vi var med på to fredlige demoer på søndag og mandag med 500-1000 mennesker i hver av dem. Mens de fleste av oss satt inne var det en fredlig demo med 4000 deltagere.

I løpet av mandag ble vi stoppet, ransaket og tatt bilde av 5 ganger, skikkelig snutestat der for tida, glad jeg ikke bor der. Jævlig trist å se at de river ungern, men nye hus skal okkuperes. Fuck jer!

07 marts 2007

Mediciner Ruth

Dæmonerne i Danmark skal besejres

Hele Danmark skal omvendes, nu hvor hun har sejret over dæmonerne i Ungeren.

Bøsserne, de lesbiske er næste skridt, så kommer den frie abort og de
unges seksualliv. Alt dette skal lave om for det er jo dæmoner der
styrer Danmarks mennesker, mener Ruth med den store trut.

Sjovt nok så medicineres man normalt i dette land, hvis man har ser
den slags dæmoner overalt som Ruth Evensen gør.

Sjovt nok, så, når man kalder det religion, så er det hel ok at have
totalt kuk i kysen.

Sjovt nok må man som religiøs også forføre og hjernevaske svage unge
mennesker uden at blive straffet.

Sjovt nok forsvarer utalige menensker Ruth Evensen og hendes
ejendomsret og hendes ret til at forføre og udnytte netop svage unge.

Netop de unge som er Danmarks fremtid, dem skider vi på når vi
tillader mennesker som Ruth at udøve sin såkaldte religion uden at se
på de menneskelige tragedier den lettere vanvittige gamle kone
efterlader sig i sit religiøse vanvids kølvand.

Utallige er de unge og andre frafaldne i Faderhuset, blandt andet
efter det Ruth kalder den store udrensning i deres vanvidskirke, som
er havnet på afdeling O på Riget i mere eller mindre permanent behandling.

Afd. O, psykiatrisk afdeling på Riget, hvor mennesker der er syge i
sindet, medicineres. Ja ikke alle.... for Ruth med den store trut,
får ikke noget medicin til at holde alle sine mange dæmoner i ave.
Det er da synd for hende at hun skal rende rundt og lide af disse
vrangforerestillinger!

Hvorfor er der ingen, der hjælper hende og får hende indlagt og
medicineret, så den stakkel kan få fred i sit sind?

OPFORDRING: STØT DE HANDLENDE PÅ NØRREBRO

København, 7. marts 2007


OPFORDRING: STØT DE HANDLENDE PÅ NØRREBRO

Vi har de seneste dage kunnet læse om hvordan de handlende på Nørrebro, som dag for dag mister store summer, som en konsekvens af manglende kunder, på grund af den sidste uges tids uro på Nørrebro. Konkursen truer flere af de handlende, ifølge Politiken.dk



Fra Initiativet Druk For Fred vil vil gerne bringe en - for os lidt
utraditionel - opfordring, til alle der har mulighed for det, om at
støtte Nørrebros handlende. De mangfoldige handelsmuligheder er også med til at gøre Nørrebro til hvad det er. Politikerne har taget
Ungdomshuset fra folket, men lad det ikke gå mere ud over den særlige Nørrebro-stemning end højst nødvendigt. Lad ikke en butiksdød være endnu en trist bivirkning af rydningen af Ungeren.


DERFOR: LÆG VEJEN FORBI NØRREBRO

De fleste har et dagligt behov for at købe ind. De fleste gør det enten
tæt på deres arbejde eller tæt på hvor de bor. Bryd vanen de næste par
uger, tag forbi Nørrebro og foretag dine indkøb der. Men lad det ikke
kun være dine dagligvareindkøb. Læg også vejen forbi Nørrebro hvis du skal have ny cykel, en god shawarma, nyt tøj eller hvis du skal ud og
have en kop kaffe eller en øl. Brug nogle af dine penge på Nørrebro og
vær med til at forhindre at bydelens forretninger overtages af store
butikskæder for hvem en uges manglende omsætning knapt nok kan mærkes.

SIDST MEN IKKE MINDST

Husk selvfølgelig også fortsat at registrere druk for Ungdomshuset på
web-adressen:

Det nye Ungdomshus, Rådhuspladsen 1



Velkommen i det nye ungdomshus,
Rådhuspladsen 1, 1599 København V
Vi har taget pladsen og der blir vi!!
Kom og mød op, jo flere, des sjovere. Vi forsvinder ikke før vi har fået et nyt ungdomshus!

Stor demo på lørdag d. 10. marts kl. 15.00

oprørets manifest

Oprørets manifest

Hør Nummeret "Oprørets Manifest"
Lavet til ære for Ungdomshuset af Anonyme kunstnere på et par døgn.
Åh ja Anonym må kunsten atter være.
Lyt og hør
http://www.henrik-schmidt.dk/musik/index.htm

eller klik på overskriften til dette indlæg.

Svar fra Ritt-pigen

jeg sendte igaar en mail til Ritt for at goere opmaerksom paa hendes uduelighed. endvidere vedlagde jeg de 13000 underskrifter som jeg i loebet af de sidste mange maaneder har samlet ind.
min mail var saaledes:

Kaere Ritt,
det er med meget stor frustration at jeg maa konstatere at ungdomshuset er
blevet ryddet.
Jeg har paa intet tidspunkt foelt at du har taget dit ansvar alvorligt i denne
sag og arbejdet paa en fredelig loesning. at nu flere hundrede unge mennesker er
blevet anholdt og mange af dem nu vil kunne faa oedelagt deres fremtid, at
gaderne i koebenhavn er blevet oedelagt, at mange koebenhavneres egendomme er
blevet braendt er ingen andre end dit ansvar!

Du har gentagne gange sagt at du har givet et alternativ til de unge brugere af
ungdomshuset. Men dette ved du godt selv er loegn:
Et alternativ vil kun vaere et alternativ hvis de unge kan have samme muligheder
og styre huset som de altid har gjort. endvidere skulle huset vaere overdraget
til de unge uden at de skulle betale for det. det er de unge der har faaet taget
deres hus, derfor skulle de have et nyt hus.
Dine "loesninger" burde du vide ikke ville foere til noget. Jeg ser det som
politisk spin at dreje situationen saa de unge brugere af jagtvej 69 igen skal
staa for skud.

I en vedhaeftet fil overraekker jeg hermed over 13.000 underskrifter som jeg i
loebet af de sidste par maaneder har samlet sammen. jeg er udenlandsrejst og kan
derfor ikke troppe op paa raadhuset og overraekke dem personligt.
Jeg vil mene at det er uacceptabelt at vi i et demokrati som det vi har i
danmark, ikke tager hensyn til en saa stor del af befolkningen som brugerne og
stoetterne til ungdomshuset repraesenterer. Du er derfor med til at undergrave
demokratiet!
Jeg ser det som en naturlig konsekvens at unge aktivister bruger vold i gaderne
- for naar ingen vil lytte og ingen har lyttet i de sidste mange aar, bliver man
frusteret. Jeg vil ogsaa tilfoeje at det aldrig har vaeret de unge brugere der
har startet volden. Det har alle dage vaeret politiet der har stoppet demoer, og
det har vaeret politiet der har ryddet ungdomshuset. Det har vaeret politiet der
er blevet sat ind, istedet for at du kunne tage dit ansvar som overborgmester.

Med venlige og fredelige hilsner om en politisk loesning (som det alle dage har
vaeret) Markus Eg

idag modtog jeg saa en mail tilbage fra toesen:

Kære Markus Eg Schwarz-Nielsen

Tak for din mail. Du bakker op om et levende og alsidigt kulturmiljø i
København, og det er jeg helt enig i. Derfor har jeg undret mig over, hvordan
brugerne af Ungdomshuset har reageret i denne sag.

Hævet over al rimelighed er den voldelige og helt uacceptable adfærd, vi har set
i weekenden. Kampen for et mangfoldigt kulturliv kan aldrig afgøres ved at kaste
med brosten eller opføre sig voldeligt. At tage københavnerne til gidsel i
støtten til undergrundsmiljøet i København er på ingen måde en acceptabel adfærd
i et demokratisk samfund som vores. Københavnerne skal trygt kunne bevæge sig
rundt i byen uden fare for at strande ufrivilligt i optøjer eller få en brosten
i hovedet. Jeg vil gerne meget klart understrege, at brændende bål ikke er en
gangbar vej at opnå en løsning eller få indfriet sit mål på. Vold er og skal
aldrig være et middel til at nå resultater på - uanset under hvilken overskrift
det foregår.

Jeg har undret mig meget over, at de unge brugere i kampen for at støtte
ungdomskulturen ikke har fokuseret mere løsningsorienteret på, hvordan de kunne
fortsætte deres aktiviteter andre steder i byen. Socialdemokraterne har sammen
med de Radikale, SF og Enhedslisten strakt sig meget langt for at finde en
løsning, hvor de unge brugere, der har haft glæde af de gode aktiviteter, kunne
finde et andet sted i byen. Vi tilbød dem, at en fond kunne købe Stevnsgade 34
til markedspris, så de havde et sted til koncerter, folkekøkken og andre
aktiviteter. Vi kan selvsagt ikke forære huse væk, uden at skulle føre tilsyn
med det, sådan som Ungdomhusets brugere har stillet krav om.

De unge kunne i dag have fortsat deres aktiviteter på Stevnsgade 34, hvis de
havde taget imod fondens og kommunens tilbud. Men det har de afvist. I stedet
for at fokusere på, hvordan de kunne arbejde på en løsningsmodel for at sikre
subkulturen, har brugerne nu malet sig op i et hjørne som ofre, der bliver
svigtet. Det synes jeg ikke er konstruktivt - hverken for ungdomskulturen eller
for de mange københavnere, der ufrivilligt har været vidne til brændende bål og
flyvende brosten i de seneste dage.

Med venlig hilsen

Ritt Bjerregaard


for det foerste har hun ikke svaret paa noget som helst af det jeg har skrevet og for det andet har hun slet ikke taget nutits af de 13000 underskrifter jeg har vedlagt.
saa var det at jeg fandt ud af, da en af mine venner ogsaa havde sendt en klage, at hun slet ikke har laest mailen! hun sendte nemlig det samme svar til min ven!

dette er endnu et klart eks. paa hendes uduelighed og hvor lidt hun tager os serioest!
dog vil jeg stadig opfordre forlk til at maile kaellingen!

KaaHaa
MArkus Eg og Jesper Bro

06 marts 2007

Mangfoldighed-ja tak!

NY UNDERSKRIFTINDSAMLING VI ALLE KAN STÅ INDE FOR:

Københavns kommune har svigtet brugerne af
Ungdomshuset ved ikke at tage et fuldt ansvar
for deres ungdomskultur og ved at overlade deres
fremtid til private fonde.

Jeg opfordrer med min underskrift Københavns
Kommune til at repræsentere alle unge og ikke
kun de veltilpassede unge.

Optøjerne er ikke anført af
en mindre kerne af kriminelle elementer. Opstanden er opstået af flere tusinde unge, der i frustration og afmagt har vist deres vrede over tabet af Ungdomshuset.

http://www.mangfoldighednu.underskrifter.dk

Sidste Bastion

Thursday, January 04, 2007


Støttesang for ungeren
Current mood: accomplished
Category: Music

Som tak for nogle fantastiske oplevelser i Ungdomshuset på Jagtvej 69 og en stærk overbevisning om at det hus aldrig må lukkes eller flyttes har Le Petit Mort valgt at lave en støttesang for Ungeren.

Ikke alle i Le Petit Mort er hardcore brugere af Ungeren, men vi føler enormt meget for det hus, og er sindsygt begejstret for det kulturliv som i 24 år har blomstret omkring og i det.

Derfor har vi valgt at bruge energi på at lave en sang for det her fantastiske sted som er rydningstruet fordi Københavns Kommune fejlagtigt har valgt at sælge det til en hjernevaskende kristen sekt. Denne sekt repræsenterer alt det man kun kan afsky og som ikke har noget med sunde værdier at gøre.

Sangen Sidste Bastion er tænkt som et svar på alle de åndsvage indlæg der har været i diskussionen om ungeren, og som et forsøg på at få folk til at indse at bare fordi en domstol har afsagt en dom er det ikke ens betydende med at det er sandheden. Nogle gange er det nødvendigt at stille spørgsmålstegn ved hvad autoriteter førsøger at gennemtrumfe og begynde at tænke selv i stedet for blindt at læne sig op af hvad end de finder passende at sige.

Sangen Sidste Bastion er at finde på vores profil her på myspace eller via vores hjemmeside hvor den kan downloades som Mp3 fil eller i en meget bedre kvalitet som Wav fil til dem som ønsker at brænde den ud på cd eller whatever.

Håber i vil tage godt imod vores spæde indsats i kampen for Ungerens overlevelse på adressen Jagtvej 69, og hjælpe os med at sprede ordet om kampen og sangen.

Mange hilsener

Le Petit Mort

www.LePetitMort.dk

www.myspace.com/petitmort

voldtaget på sjælen

Jeg føler mig voldtaget på sjælen.
Min kulturs arnested er lagt i ruiner.
Det var her jeg fik min dannelse, min identitet som selvstændig voksen, det var her jeg mødte mine venner, mit barns far. Det var her jeg lærte hvem jeg var og hvorfor jeg var her, hvorfor jeg havde valgt dette og ikke andet. Det var mit liv i ti år. Det tog i mod mig, da jeg ensom og hjemløs bankede på. Det tog mig ind i varmen og viste mig en verden jeg ikke før havde været en del af.
Her lærte jeg alt om mennesker på godt og ond. Jeg lærte mig selv at kende, jeg lærte at knogle for det jeg troede på, jeg lærte at arbejde sammen med andre og løse svære opgaver.
Jeg føler mig diskrimineret. Jeg føler at nogen har ville have mig væk. Nogen syntes min kultur ikke var værd at tage vare på. At det hus, jeg betragtede som mit andet hjem ikke var mig vel undt. Nogen regnede ikke vores kultur for noget, men betragtede vores sted som værende blot et hus, et objekt som kunne sælges efter forgodtbefindende, lige som alt andet i samfundet.
Kynisk uden empati og respekt.
I en alder af 40 år, ser jeg stadig vores samfund som sygt og vores system som uretfærdigt og utilstrækkelig, lige som jeg syntes den gang for 20 år siden. Og samfundet er endda blevet værre. Jeg er mere subsitensløs end jeg var dengang, skilt og boligløs, men nu også kulturelt fattigere med nedrivningen af Ungdomshuset. Desværre er der tusinder der har det lige som mig. Boligløse, subsistensløse og total ydmyget ovenpå ruinerne af vores fristed. Men vi giver aldrig op med at kæmpe mod systemet.
Jeg håber inderlig vi kan stå sammen på tværs af generationerne, sætte os op mod dette vanvittige samfund og ændre tingene til et bedre og mere retfærdigt samfund.

Ulykkelig og harm.

www.drukforfred.nu/ungdomshuset

05 marts 2007

En lille reflektion om bloggen her

Jeg har i dag kigget på hele bloggen fra dengang den startede i November. Det lykkedes os ikke at afværge katastrofen, men vi har faneme bidraget med mange tanker og utrolig megen kreativitet og vist vores omsorg for og solidaritet med de skøre, skæve, kærlige unger vi har. vi har ikke svigtet dem - og de ved det, selv om de måske ikke er enige med alt hvad vi har skrevet. Og vi heller ikke med dem altid. Men det skal de/vi heller ikke være. Vi kan godt være stolte af det arbejde vi har lavet med og for hinanden. Og vi har støttet hinanden i denne svære tid.

Over for dette står alle de angreb vi har været udsat for. De er ganske vist for det meste luget væk, men de var heller ikke mere værd. Jeg vil kunne gengive på stående fod de 4-5 forskellige standardangreb, der er kommet fra ondskabsfulde, platte, uindfølende, aggressive og voldelige personer, der har fundet det opportunt at genere os. Had og skadefryd har de budt os og været totalt uindfølende med, at vi har været dødsens angste for vores børns liv gennem et halvt år. En sten ville have vist mere medfølelse! Jeg har svært ved at forstå, at jeg bor i samme land som dem og har den samme baggrund. Og jeg har på en måde ondt af deres indskrænkethed og mangel på menneskelighed. Jeg vil håbe de også må ændre sig. Jeg ved at der er ved at ske noget i Danmark og at der vil opstå en omsiggribende social bevægelse i protest mod det uanstændige Danmark, der sidder ved magten. I protest mod den politistat vi er på vej mod. Selv om folk ikke elsker Ungeren - bla fordi de ikke aner hvad den står for - så kan de godt se, at der er noget rive galt i den måde folk er blevet smidt i fængsel på under helt opdigtede anklager. Der vil komme en kæmpe skandale som opfølgning på dette markvark politiet har udført - og i kølvandet af de mange kæmpestore erstatningssager fra de uskyldigt varetægtsfængslede. Og hvis ikke - så vil der rejse sig et endnu større ramaskrig, fordi vi for alvor er på vej mod bananrepublikken!!!!

Ruth Evensens sejrstale

Ruth Evensen’s “sejrstale” til menigheden i Faderhuset: “Dette er kun begyndelsen”

Ruth Evensen jublede i sejrsrus til gårsdagens gudstjeneste i Faderhuset. De unge på Nørrebro er dæmonbesatte, men vi er lige nu vidne til at Gud sejrer over Satan. Næste skridt for Faderhuset er at bekæmpe praktiseret homoseksualitet, pædofili, pornografi, abort og satanisk legetøj. Hverken de autonome eller resten af Danmark kan undgå Guds kraft. Velkommen til Ruth Evensens virkelighed.

I går var jeg til gudstjeneste i Faderhuset. Jeg fik hilst på Ruth Evensen, hendes søn Simon Peter og alle de andre banditter.

Oplevelsen var især speciel fordi

det var første gudstjeneste efter Ungdomshuset blev ryddet
det var første gudstjeneste efter de massive uroligheder i København
der var et forholdsvist stort opbud af politi uden om kirken (men ingen demonstranter)
der var enormt meget sikkerhed ved indgangen og under gudstjenesten i form af et privat sikkerhedsbureau
jeg og mine tre gruppemedlemmer efter alt at dømme var de eneste ikke-medlemmer af sekten, som var til stede
fordi Ruth Evensen under hendes tale direkte adesserede mig og de tre andre og bad os om at bringe et budskab videre til Danmark
Vi blev ved indgangen kropsvisiteret, og der blev under gudstjenesten placeret en sikkerhedsvagt lige bag vores stolerække.

Inden selve gudstjenesten gik i gang, blev vi først budt velkommen af Simon Peter Evensen. Ruth kom derefter ned og hilste på og spurgte venligt til, hvem vi var, og hvorfor vi var kommet. Vi forklarede sammenhængen, og hun sagde, at vi var meget velkomne (vi skriver projekt på RUC om fundamentalistisk kristendom).

Lige inden Simon Peter startede gudstjenesten, blev vi spurgt, om vi havde optageudstyr med, tydeligvis fordi de ikke ville tollerere, hvis vi optog under gudstjenesten.

Ruths sejrstale

Efter en times lovsang og en times prædiken ved Martin Bergsøe om postmodernismens og humanismens forfærdentligheder, tog Ruth ordet. Her er et lille udpluk, lettere sammenskrevet.

“Det er jo sjældent, at vi taler om Ungdomshuset her i Faderhuset. Men i dag vil jeg gøre en undtagelse,” sagde Ruth Eversen.

“I fem år har I finansieret den månedlige husleje på 60.000, som vi har skullet betale måned efter måned, mens huset var besat. Jeg er stolte af jer, og jeg vil gerne rose jer, for jeres udholdenhed. Faderhuset har sejret!” Sektens medlemmer, der tæller ca. 40 personer, brød ud i vild jubel og hujende tilråb.

“Det er kun lykkedes, fordi der var en kvinde, en Guds kvinde, som turde stå fast. Kun fordi der var en Ruth Eversen, som ikke rokkede sig en millimeter, men hele vejen igennem holdt fast i det, som Gud havde pålagt hende - dvs. mig. Mange medier, og også Ritt Bjerregaard under mødet på Rådhuset, har spurgt mig, hvorfor jeg dog ikke bare sælger huset og høster gevinsten. Jeg griner af dem - hvor dumme er de? Vi har oplevet at Gud har pålagt os, at købe det hus, og fordi jeg har holdt fast i hans løfte, har vi nu sejret. Det er den magt vi har, når vi tilhører Gud.” Vild jubel og stor klapsalve.

“Medierne har hængt os ud. De autonome håner os, og påstår, at de forsvarer en kultur, som vi angriber. De kaster med sten og sætter ild til uskyldige menneskers biler, går i mod politiet og spærrer gaderne, så fødende kvinder på Nørrebro ikke kan komme på hospitalet. Undskyld mig, men hvis man opfører sig sådan, hvordan kan man så påstå, at man forsvarer en kultur? Det er ikke kultur, men bare Satan, der kæmper en håbløs kamp mod Gud.”

“Gud har store planer med Faderhuset. De fleste tror, at vi snart kan ånde lettede op. Men sådan bliver det ikke. Er det ikke fantastisk, at en menighed af rettroende og disciplinerede kristne, har kunne have sådan en samfundsforvandlende kraft? Vi er eksponeret ikke bare i hele Danmark, men også det meste af verden. Hvad siger I? Hvad synes I det næste skal være? Hvad med homoseksualitet?”

Ruth hævede stemmen mere og mere.

“Danmark har tilpasset sig tidsånden, og Folkekirken vier i dag homoseksuelle. Det er ikke naturligt for to mennesker af samme køn at være sammen. Undskyld mig, men vi er bare ikke fysisk indrettet til det! Og hvad med lesbiske, som åbenbart skal kunne få kunstig befrugtning? To kvinder, der får børn? Det er ikke Guds vilje!”

“Og hvad med pornografi, hva? Hvad med abort? Hvad med incest, hva? Det bliver det næste. Vi har styrken, og vi har troen. Vi lever i et samfund, hvor børn leger med satanisk legetøj. Leger med monstre. Faderhuset vil forandre Danmark. Vi har kraften til det, den samfundsforvandlende kraft. Hvorfor har andre kristne ikke den magt? Fordi de er lunkne. Vi kan kun sejre ved at have et stærkt lederskab, og en disciplineret menighed.”

Det var nu, at Ruth henvendte sig til os fire: “I gymnasieelever (Ruth Evensen tror åbenbart, at RUC er et gymnasium) kan godt gå ud og fortælle alle de andre, at det er sådan, det er.” Hun pegede ned på os. “Det er sådan vi er. Vores kraft vil forvandle Danmark!”

Atter henvendt til sektens medlemmer: “Det er klart, at når man oplever forfærdentlige ting, som det der sker på Nørrebro, så bliver man lidt bange. Men det skal I ikke være. Nørrebro har ikke en chance.”

Gudstjenesten sluttede med sejrsjubel, dans og kristne rocknumre om at kæmpe Guds kamp i denne verden.

Jeppe Kabell, kabell@gmail.com

http://mrkab.com/2007/03/05/ruth-evensens-sejrstale-dette-er-kun-begyndelsen/

STOR DEMO TIRSDAG D. 6. MARTS

Lige begyndt...

Vi er først lige begyndt

Ritt samlede alt landets politi i København for at forhindre os i at
reagere på rydningen af Ungdomshuset. Det stoppede os ikke. Vi
trodsede alt og skabte historie. Med militær præcision lagde politiet
et kirurgisk snit. Men den byld, de troede, de skulle fjerne i et
snuptag, spredte sig hurtigt ud over hele byen og med afstikkere til
Hamborg, Køln, Berlin, Göteborg, Trondheim, Malmø, Oslo, Stockholm,
Istanbul, Wien, Århus, Horsens, Umeå, Karlskrona og mange flere
steder. Det blev dækket af samtlige danske medier og var tophistorier
på CNN, BBC og Al Jazeera.

Vi har i denne weekend én gang for alle bevist, at vi ikke er en
marginal subkultur, men en bred og rigtig stor gruppe unge. Når folk
går amok i et sådant omfang, er det fordi, der er noget helt galt! I
et demokratisk land bør alarmklokkerne ringe, når man sender hele
landets politistyrke til én by for at nedkæmpe et socialt og
kulturelt oprør. Men et socialt og kulturelt oprør kan antage mange
former. Et er at brænde biler af, noget andet at tage kampen i
hverdagen.

Nu er det mandag morgen. Og det er igen hverdag. Den slags hverdag
hvor man går på arbejde og i skole, køber ind og tager bussen. Og
måske melder tvivlen sig. Er det systemet, der får det sidste ord,
hvis du denne mandag morgen troligt står op, drikker din morgenkaffe
og tager på arbejde? Vores borgerlige samfund har et ordentligt tag i
vores røv, men vi har også vist, at det ikke behøver at være sådan.

Når tvivlen melder sig, skal vi lære af den. Den er der af gode
grunde. Vores venner er blevet uretmæssigt fængslet i massevis. Vi er
blevet forgiftet med gas, slået på med knipler og har fået ransaget
vores hjem. Det er ok at være bange. Kan vi så bare fortsætte livet
nu, som om intet var hændt? Nej! For denne mandag er ikke som de
andre. Kreativiteten og energien er blevet sluppet fri, og den energi
kan bruges til at føre kampene videre. Det er os, der bestemmer,
hvordan vi vil fortsætte. Vi vil dukke op igen og igen. Gang på gang
bryder vi rammerne og går over systemets forstand. Vi bliver ved med
at gøre de uforståelige og selvindlysende ting. Det uventede og
uforudsigelige. Vi vil have alting.

Vi tog et stort skridt og viste, hvor vigtig denne sociale og
kulturelle kamp er. En kamp hvor så mange vil sætte så meget på spil
for at råbe omverdenen op. Men kampen for fristeder, hvor vi kan vise
vores modstand mod normaliseringen, der kun ønsker effektive,
dresserede og føjelige mennesker, skal også kæmpes i skolen, på
arbejdspladsen og på bistandskontoret.

Den energi, vi viste i weekenden, er livsnerven i et samfund, der
rummer mere end cafe latte, kernefamilien og kapitalpension. Det
handler om meget mere end et hus. Det handler om vores liv og
fremtiden, om hvordan samfundet skal udvikle sig.

Vi har rettet verdens øjne på en kamp, der kæmpes overalt. Vi har
skabt historie, og historien glemmes ikke på en dag. Selvom det er
mandag i dag, så fortsætter kampen. Skub ikke hverdagen fra dig, som
om den er uforanderlig. Brug den. Fortæl dine medstuderende og
kollegaer om vores kamp. Husk, at vi er mange.

Nu skal vi stå sammen og passe på hinanden. Vi skal lægge store
planer. Og det bliver oven i købet sjovt. Er du klar? Det her er
større end Jagtvej 69.

http://ligebegyndt.wikispaces.com

04 marts 2007

Fra Naboerne på Nørrebro

Disclaimer:

Naboerne på Nørrebro deltager IKKE i uddelingen af løbesedler imod "de autonome".

Naboerne på Nørrebro har til formål at skabe et godt naboskab - ikke at smide folk ud. Det er vores tidligere formand Martin Stahl som misbruger foreningens navn, men i det gode naboskabs navn vil vi undlade at melde ham til politiet.

læs mere om Naboerne på Nørrebro på www.ungdomshusetsnaboer.dk

Fra Borgergruppen for Ungdomshuset

Hej alle sammen
Tusinde tak for en fantastisk demonstration i går. DR tekst TV skriver vi var 5000 mennesker på gaden.
Vores gruppe har oplevet en eksplosionsagtig tilgang i løbet af i dag og er oppe på omkring 700 tilmeldte og 130 fra andre dele af landet på mailinglisten - velkommen til alle jer "nye" støtter". Jeg havde den "fornøjelse" at se DMA i går, og baseret på demonstrationes størrelse og antallet af kunstnere iført Ungdomshus t-shirts, tror jeg godt man kan sige at vi har fastholdt en meget stor og endda voksende støtte til Ungdomshuset. ABC retsgruppen er så vidt vides alle ude igen og kæmper også en brav kamp med at følge med i at besvare de utrolig mange støtteerklæringer de får på mailen.
I pressegruppen bliver vi gået meget på klingen omkring de aktioner der foregår i nattens mulm og mørke. Jeg vil godt komme med lidt uddybende kommentarer, da det tit er meget sparsomt hvad der bliver brugt af de interviews vi laver.
Vi har ikke taget afstand til nogen af de aktioner der er foregået og komme heller ikke til det. Vi mener ikke det er vores opgave at pege fingre eller dømme hvordan folk skal reagere. Vi har hele tiden advaret mod denne udvikling og placerer 100 % ansvaret hos politikerne og politiet. Hvis København var en by i harmoni med sig selv ville rydningen ikke have haft samme reaktion på gadeplan. - Sagen er den, at der i København er mange marginaliserde mennesker der gennem mange år har følt sig behandlet dårligt fra Kommunens side. Reaktioner på rydningen bliver derfor den gnist der tænder et langt større bål, og det skal hverken Ungdomshusets aktivister eller brugere påtage sig skylden for.
Vi støtter naturligvis ikke vold som politisk kampmiddel, men vi ser tilgengæld heller ikke volden som en del af kampen for et Ungdomshus, men mere som udtryk for opsparede frustrationer. Hvis huset nedrives vil disse frustratione muligvis blusse op igen ligesom en indflytning i huset fra Faderhusets side sikkert også vil ses som en provokation.
Vi har derfor en meget vigtig opgave i at sørge for, at der så hurtigt som muligt kommer et Ungdomshus. Det vil ikke være et knæfald for volden eller andet vås, men et signal til alle unge om, at vi tager dem alvorligt. København fører krig mod sine egne unge og det er ganske enkelt skandaløst.
Det er meget let at sidde i sin stol i folketinget, på rådhuset eller hjemme foran fladskærmen og fordømme vold. Det er straks langt sværere at prøve at forstå hvad volden udspringer af og så gøre hvad der skal gøre for at stoppe årsagen.
Følg med på
www.modkraft.dk og naturligvis www.ungdomshuset.dk

Støt de fængslede med opmuntrende breve o.lign. kontakt ABC der vil distribuere.
Kan kontaktes gennem www.blackcross.dk

Kampen fortsætter!

mvh
Borgergruppen for Ungdomshuset

03 marts 2007

Folkets Hus udsat for hærværk

Nørrebro - 3. Marts 2007
Til Offentligheden,
Lørdag morgen omkring kl. 10.30 blev Folkets Hus i Stengade ransaget af Politiet. Ransagningen skete uden ransagningskendelse og medførte store ødelæggelser i i det brugerstyrede medborgerhus på Indre Nørrebro.

På pågældende tidspunkt befandt sig i huset kun en ældre bruger, som afviklede Miljø-tv på Kanal København. På trods at han kunne have åbnet dørene for politiet, valgte de at sparke samtlige døre i huset ind. Huset blev gennemsøgt, men da der ikke foregår kriminielle aktiviteter i huset, fandt politet intet.

Vi antager, at ransagningen skal ses i sammenhæng med det stormøde, der blev afholdt i Folkets Hus fredag. Jesper Lund fra husets administrationsgruppe og skolelærer på en lokal skole på Nørrebro udtaler: "Selvfølgelig skal de unge have mulighed for at holde møde, også i Folkets Hus. Det er der ikke noget ulovligt i. At nægte dem deres demokratiske ret, bringer ingen løsning på konflikten."

Jesper Lund fortsætter: "Dagens ransagning af Folkets Hus har vi svært ved at opfatte som andet end chikane. Vi sidder tillbage med et halvsmadret hus. Det er en beklagelig optrapning af konflikten og et helt unødvendigt angreb på et lokalmiljø. Det vil kun medføre mere frustration og vrede".

Den politimæssige optrapning af konflikten, vil ikke bringe os tættere på en løsning. "Nu er det på tide at politikerne tager sagen alvorligt og finder en ordentlig løsning istedet for denne udsigtsløse optrapning" afslutter Jesper Lund.

Folkets Hus har fungeret som brugerstyret medborgerhus på Nørrebro siden 1971. Huset lægger rum til forskellige kulturelle og politiske grupper og er et åbent mødested for folk på tværs af generationer og rummer en bred vifte af poltiske, sociale og kulturelle aktiviteter, såsom lokal tvstationen TV-TV, folkemusikgrupper, børneaktiviteter, teater, dans, maleri og en række lokale politiske grupper.

Folkets Hus, Stengade 50, Nørrebro.

Initiativet for flere ungdomshuse

Ritt Bjerregaard, Ruth Evensen og det danske politi har sat omkring 500 børn og unge i fængsel, som ikke vil acceptere at leve i et samfund, hvor der ikke er plads til modkultur, brugerstyring og kreativ mangfoldighed.

De mange historier, som aldrig når medierne, om folk, der får bank i politiets varetægt, grundlovsforhør, der er helt til grin, fejlanholdelser, psykisk syge og tilskadekomne, der spærres inde og nægtes lægebehandling og medicin i detentionen og tåregas og anholdelser i private hjem er benzin på bålet.

"Københavns gader vrimler med unge mennesker, der kæmper for retten til et brugerstyret ungdomshus og i det hele taget for en verden, der er til at holde ud at leve i; og med pansere, som forsvarer et system og en afgørelse, som er fuldstændigt absurd og hvis regler de selv bryder gang på gang. Og ude i Hellerup sidder der en tosse og synes, at det hele er "lidt spændende," og at "det kilder lidt i maven." Der er vist ikke længere nogen tvivl om, at Ruth Evensen har handlet uforsvarligt, når hun har sendt så mange tusinde mennesker på gaden i kamp for hendes - og kun for hendes - private ejendomsret, mens hun selv sidder på behørig afstand og griner," udtaler Anikka Viby, talsperson for Initiativet for Flere Ungdomshuse.

Der er noget fuldstændigt usammenhængende i Ritt Bjerregaards argumentation, når hun siger, at hun hellere vil bruge kommunens penge på noget andet end at give os et ungdomshus. Kommunen har nu brugt flere penge på at bekæmpe os end det ville have kostet at indfri alle de krav, vi har stillet dem i de sidste halve år, inklusiv Dortheavej, Brandstationen, Grøndalsvænge Allé, Stevnsgade og Jagtvej 69.

Der er noget fuldstændigt usammenhængende i Ritts løfter om kulturel mangfoldighed og modkultur og så det faktum at hundredevis af børn og unge spærres inde, fordi de gerne vil være med til at skabe en krativ, konstruktiv ungdomskultur selv.

"Den bevægelse, som vi ser os selv som en del af, er enormt bred og stor, og den kan aldrig dø. For det er ikke bare en politisk bevægelse men en grundlæggende frihedstrang, som man ikke kan slå ihjel med tæv, indespærring eller bøder." Siger Tommy Hansen, talsperson for Initiativet.

Ritt Bjerregård, det er aldrig for sent at finde en løsning.

Kampen fortsætter!

Initiativet for Flere Ungdomshuse

POLITIETS ADFÆRD...

Til Pressen.
Kollektivet Bumzen på Baldersgade, Nørrebro, blev tidligere idag udsat for politihærværk. Politiet smed gas ind ad vinduerne og sparkede hovedøren ind. Beboernes dyr blev lukket inde i et rum som også var fyldt med gas og først efter to timer måtte pårørende komme ind og hjælpe hundene. Efter at have smadret adskellige ting i huset, anholdte betjentene alle tilstedeværende på adressen uden sigtelser. Efter gennemgang af bygningen kan der konstateres urimelig hærværk på beboernes værelser.
Også gaderummet og det frie gymnasium har haft besøg af politiet.

INTERNATIONALT FORUM

Pressemeddelelse

Groft politiovergreb mod lovlig ungdomsorganisation på Nørrebro

Internationalt Forums kontor og butik i Griffenfeldsgade 41 i
København er i dag blevet angrebet af kampklædt politi. Mindst et af
Internationalt Forums medlemmer er blevet anholdt på adressen. Andre
af foreningens medlemmer er blevet nægtet adgang til lokalerne.

Politiet har nægtet at fremvise en evt. dommerkendelse til
Internationalt Forums styrelses repræsentant, der befinder sig på
stedet.

"Politiets indsats mod en lovlig ungdomsorganisation som
Internationalt Forum er en grov krænkelse af demokratiske og politiske
friheder", udtaler Lars Gaardsøe, medlem af Internationalt Forums
styrelse.

"Vi protester mod politiets selvudråbte undtagelsestilstand i
Københavns kvarterer, og vi vil holde politiet ansvarlig for dette
overgreb", tilføjer Lars Gaardsøe.

Internationalt Forums advokat er nu sat på sagen.

Internationalt Forum er en ungdomsorganisation, der arbejder med
international solidaritet. IF har 500 medlemmer og lokalafdelinger i
hele Danmark. IF udsender frivillige til udviklingslande og er støttet
af Dansk Ungdoms Fællesråd. Internationalt Forums butik handler bl.a.
med økologisk kaffe fra Mexico.

Kontakt Internationalt Forum:

Lars Gaardsøe: 5021 6019

Brevstorm mod Ritt!!

Brevstorm mod Ritt Bjerregaard.

Det er nu kampen skal kæmpes for ungdomshuset og det er nu alle former for aktivisme skal udføres. Kampen for ungdomshuset er ikke blot for folk der kæmper i gaderne, men også for dem der tror på en mere fredelig kamp for en politisk løsning. Så det er nu vi skal gribe pennen og lave brevstorm mod Ritt Bjerregaard hvor vi giver udtryk for vores holdninger. Det er nu det skal blive klart for hende, at vi alle støtter ungdomshusets eksistens og at vi vil have en politisk løsning. Dette er simpelthen ikke en sag for politiet. Derfor vil vi opfordre jer
alle til at sende et brev, eller flere, til:


Overborgmester
Ritt Bjerregaard
Rådhuset
1599 Kbh V

Eller send en email:
ritt@kk.dk

Husk: vær ikke stødende eller angribende medmindre I virkeligt gerne vil grave ungdomshusets grav. Giv udtryk for din holdning og vær med til at skubbe politikerne i den rigtige retning.

Kampen fortsætter. I alle former.

Hej Ritt! Du forstår så lidt....

Nå, lille Ritt, var det så de 12 millioner værd?
Og siden du har den grundholdning at vold ikke kan betale sig, så kan jeg lige fortælle dig, at dette er århundredets kulturkamp, det er revolution, og der vil blive skrevet om det i historiebøgerne. Det er tusinder af unge der backer op om denne kamp. TUSINDER, Ritt. Dine fængsler bliver overfyldte med unge mennesker, og jo mere politi du pudser på dem, jo mere bider de fra sig. For disse unge har intet at tabe mere. De revolutionære venstrefløjstanker er blusset op igen, og med god grund.
For dette samfund er sygt, og et godt eksempel på dette er hele sagen med Ungdomshuset fra ende til anden
De unge har tabt alt. De havde ingen respekt inden gadekamperne, så hvorfor skulle de tro de ville få mere respekt ved at undgå volden? Volden er jo bare et resutat af politikernes manglende vilje til at gøre det godt igen, som de var med til koldt og kynisk at destruere, dengang de solgte huset. Volden er det eneste de har tilbage, når de ikke bliver hørt. Og nej, Ritt, Ungdomskultur skal IKKE privatiseres. Det er et samfundsanliggende. Det er alles børn der bruger huset, både de højreorienteredes børn og de venstreorienteredes. Det skal ikke være afgørende for unge at få et sted om de har en privat fond i ryggen eller ej. Vi har gjort alt hvad vi kunne, men de unge vil ikke. NEJ, Ritt, I har IKKE gjort alt hvad I kunne og her er resultatet.
Vi forhandler ikke med terrorister-retoriken holder ikke her, kære Ritt. De unge forsvinder ikke fra gaderne og nu er de kompromisløse.
Kom med et godt tilbud, Ritt. Og lad være med at rive Jagtvej 69 ned. Huset har stor historisk værdi.
Og brug vores skattekroner på andet end kampklædt politi mod de unge.
At bekæmpe de unge har langt overskredet de 12 millioner det kostede at give huset væk. Du slipper ikke af med dem på den måde, det kan du vel godt se, ikk', Ritte-mor?
Tænk hvilken fred vi kunne have haft i København, hvis politikerne havde vist sig som voksne ansvarlige mennesker der havde lært af historien.
De unge lever her og nu. De er ligeglade med hvor de befinder sig om ti år. Og hvad koster det ikke med alle retssagerne og fængselsophold for de unge, sikkert en masse frikendelser og erstatningssager også. Med så mange unge ressourcer med plettet straffeattest, får København et problem. For hvad skal der ske med alle disse hundredevis af unge som ikke kan få et arbejde? Hah.
Ritt, mellem os sagt, ville det faktisk kunnet BETALE SIG for alle, både politiet, københavns borgere, politikerne - og ja, også de unge, at have dem trygt forvaret på et sted, Stevnsgade Skole. Var det ikke 12 millioner værd, kære Ritt???

Moster Olga

Naboerne på Nørrebro

Pressemeddelelse

Ungdomshusets naboer: Vend blikket mod Rådhuset

Torsdag og fredag aften måtte Nørrebro endnu en gang betale prisen for Københavns politikeres manglende format.
Ritt Bjerregaard har valgt at sætte både de unge i Ungdomshuset og politiet på gaden, og resultatet skal man ikke være konfliktforsker for at regne ud.

Asger Jakobsen udtaler i den forbindelse:

”I morges havde de unge et hus at miste, men nu har de intet at miste længere. Det er en ulykkelig situation for de unge, for den enkelte politi-betjent, for det lokale erhvervsliv og ikke mindst for os som borgere på Nørrebro. De eneste som ikke lider nu er de ansvarlige – Københavns politikere.”

Heldigvis har aftenens begivenheder ikke medført angreb på de lokale butikker, og heldigvis har begivenhederne ikke medført alvorlig tilskadekomst. Desværre viser erfaringerne, at det hurtigt kan blive tilfældet, og nu er det ved at være sidste udkald for politikerne at løse situationen.

En politisk løsning vil måske være hårdt arbejde, men alternativet med at sætte politi og unge op mod hinanden på gaden er i hvert fald den dårligste ide man kan komme på, og som helt sikkert ikke fører til en holdbar løsning.
Sålænge der ikke kommer en politisk løsning, sålænge forventer vi som naboer at der vil være kampe og hærværk og uro, i både dage, uger og måneder, i større og mindre omfang. Det kan man ikke byde os på Nørrebro.

”Det er dybt uansvarligt at der ikke kan samles et flertal på Rådhuset for at finde en fredelig løsning. Jeg vil gerne spørge Ritt Bjerregaard, hvordan hun tænkte at denne situation skulle løses, da hun besluttede at sætte det i gang?”

Asger Jakobsen kan kontaktes på 6018 4623
Naboerne på Nørrebro – www.ungdomshusetsnaboer.dk