Endnu flere Ungdomshuse!

Endnu et ungdomshus BZ'at i København
Skrevet af: Flere Ungdomshuse

Pressemeddelelse, lørdag den 13.1.2007 kl.15


Kære Presse
Vi har nu BZ'at endnu et ungdomshus i København på Dortheavej 63. Vi
har tænkt os at blive og gøre huset flot og rart at være i, så vi kan
bruge det. Vi har ingen planer om at forsvare huset med vold. For at
gøre det nemmere og mere overskueligt for både jer og os har vi lavet
en liste med ti argumenter for, hvorfor vi gør, som vi gør i dag. De
er ment som en slags oplæg, så vi forhåbentlig kan få en samtale med
jer, der kan blive meningsfuld for alle. Vi indkalder til pressemøde
om et par timer cirka. Præcist tidspunkt og sted oplyses inden længe.
I kan kontakte vores pressegruppe på telefon: 50227464

NB: Vi repræsenterer ikke Ungdomshuset på Jagtvej 69, men det har
vores fulde opbakning. Vi er en selvstændig gruppe udenfor Jagtvej 69,
der arbejder for flere ungdomshuse.

Med venlig hilsen

Initiativet for flere ungdomshuse

www.myspace.com/flereungdomshuse

10 punktsprogram for initiativet

1. MERE PLADS!
Kontrollen med borgerne bliver øget konstant. Overalt og på alle
niveauer bliver der rettet ind og normaliseret, og mulighederne for
fri udfoldelse, gratis samvær og kreativitet er ringere, end de har
været meget, meget længe. Samtidig bliver ordensmagtens muligheder for
at gribe ind og tyrannisere hele tiden udvidet i form af flere tomme
paragraffer med større strafferammer og flere ikke-dødelige våben,
såsom peberspray og vandkanoner. København har brug for mere plads på
mange måder, ikke mindst mentalt. Der skal være mere plads til fri leg
og tænkning, hvor man ikke ender med at gå til i manglende
bevillinger, klager, formularer, ubegrundede ransagninger og politisk
forfølgelse, fordi ens projekt ikke understøtter det etablerede
samfund. Vi har brug for mere plads, mere frihed og flere selvstyrende
ungdomshuse, hvor vi kan udfolde os.

2. ET ENKELT UNGDOMSHUS ER IKKE NOK!
Spørgsmålet er ikke, hvorvidt Ungdomshuset på Jagtvej 69 skal ryddes
eller ej. Selvfølgelig skal det ikke det. Spørgsmålet er, hvor alle de
nye ungdomshuse skal ligge. Det sker gang på gang, at Ungdomshuset
bliver nødt til at lukke dørene til festerne, fordi der ikke er plads
nok til folk indenfor. Det er ikke mangel på vilje, men rent praktisk
er der dårligt plads til de utallige retninger, som kreativiteten
stritter i, eftersom huset har så utroligt mange brugere. Ungdomshuset
har arrangementer af enhver art og størrelse på programmet hver evig
eneste dag. Men selv i Ungdomshuset kan det være svært at have en
punkkoncert kørende i det ene rum, samtidig med at nogle vil gøgle i
det andet, mens andre indspiller en ambient plade i det tredje.
Københavns unge har brug for mange flere selvstyrende ungdomshuse.

3. VORES UNGDOMSKULTUR – IKKE KOMMUNENS!
Selvfølgelig skal kommunen ikke fratage os de kulturelle tilbud, som
vi selv skaber for hinanden, bare fordi deres tilbud er
utilfredsstillende og vores er af en kvalitet og ægthed, som hverken
de eller den kommercielle kulturscene nogensinde ville kunne skabe,
selv hvis de ville. Københavns Kommunes fritidstilbud har alle det
tilfælles, at de tilbydes, organiseres, kontrolleres og kan afbrydes
oppefra uden hensyn til de unges interesser. Det må være indlysende,
at unge mennesker bedst selv ved, hvad de har lyst til, og hvad der er
godt for dem. Unge mennesker er i stand til at tage del i
demokratiske, organisatoriske fællesskaber, der gør en forskel både
for dem selv og for andre, uden voksne pædagogers indblanding. Derfor
må det foretrækkes, at de unge selv sørger for ungdomskulturen i det
omfang, det er muligt, samt at man opmuntrer dem til at tage del i
deres eget liv og i samfundet og i hvert fald under ingen
omstændigheder aktivt bekæmper og spænde ben for konstruktive,
kulturelle, og selvorganiserede ungdomshuse som det på Jagtvej 69 og
det nye hus, vi har taget i dag. Ligesom de mange mennesker, der møder
op til Piratfesterne burde være et klart tegn på, at de etablerede
tilbud langt fra er tilstrækkelige. Københavns Kommune burde anerkende
denne initiativrigdom og aktive ressource og gå ind i en direkte
støtte af sagen frem for at bekæmpe den. Vi er mange mennesker, og det
er også vores by. Og det er politikernes opgave at repræsentere os.
Det synes vi ikke, de gør særligt godt.

4. VI ER TRÆTTE AF DERES BOLDKLUBBER!
Vi unge er trætte af kommunale boldklubber, ungdomsklubber fulde af
regler og forbud og kommercielle diskoteker, der stinker langt væk af
profit og diskrimination. Vi vil have ægthed, ærlighed og et liv, som
vi selv har indflydelse på. Vi er trætte af sociale tilbud, der
lukker, når festen er allerbedst, fordi der ikke er nogen, der gider
arbejde gratis i en klub, der har en chef. Vi bestemmer selv, hvornår
vores fester slutter og starter, hvor de skal foregå, og hvad der skal
ske. Vi behøver ikke tænke på deltagergebyrer og profit, for det
betyder ikke noget for os, om vi tjener penge eller ej. Vores kultur
handler om noget andet end penge, magt og kontrol.

5. BRUGERSTYRING OG SELVBESTEMMELSE!
Ungdomshuset er et af utallige eksempler på, at mange mennesker godt
kan tage beslutninger i fællesskab. Når vi skal beslutte ting, sætter
vi os sammen og taler, til vi er enige. Og vi er grundlæggende enige
om, at vi ikke vil lade nogen bestemme over os og vores måde at træffe
beslutninger på. Hvorfor skal pædagogerne i de kommunale
ungdomsklubber bestemme, om der skal males graffiti på klubbens vægge,
eller at festen slutter kl. 23? Det er jo i sidste ende ikke deres
klub, men de unges. Vi vil have ungdomshuse uden pædagoger, hvor vi
selv kan bestemme.

6. KULTUR ER ET FÆLLES ANSVAR IKKE EN VARE!
Hvorfor bruger staten ufattelige summer på at støtte et operahus, som
henvender sig til et mindretal, mens de bruger ligeså ufattelige
summer på at bekæmpe et ungdomshus, som muligvis også henvender sig
til et kulturelt mindretal, men som i det mindste er økonomisk
selvforsynende? Kulturen er et fælles ansvar, også de dele af
kulturen, som ikke klarer sig så godt rent lukrativt. Det gælder også
for en undergrundsmusikkultur, som for politikerne på Rådhuset måske
er både ulækker og voldsomt larmende, men ikke desto mindre er selve
livsnerven og det, der overhovedet gør livet værd at leve for andre.
Løfter om kulturel mangfoldighed, kulturstøtte og beskyttelse af
kulturarv og subkulturer må ikke få lov til kun at omhandle nogle
æstetiske retninger, mens visse andre former for ungdomskulturer
bliver bekæmpet med nedskæringer, manglende bevillinger eller tåregas.
Kultur er meget mere end noget, der er hundrede år gammelt eller
hænger på en hvid væg på et museum. Kultur er også nogle gange
flygtigt, skræmmende, kaotisk, barnligt og vanvittigt svært at
forholde sig til. Vi har ikke købt vores kultur, og den er heller ikke
til salg.

7. UBEGRÆNSET AFLØB FOR KREATIV ENERGI!
Vi vil have atelierer med ubegrænset maling, mulighed for udluftning,
når vi spraymaler, god belysning og frie åbningstider. Vi vil have
øvelokaler, hvor vi kan spille lige præcis den musik, vi har lyst til
og så højt vi vil på alle tider af døgnet. Vi vil have cykelværksteder
med svejseapparater, vinkelslibere og alt muligt andet værktøj til fri
afbenyttelse. Og vi vil have politiet til at stille alle de efterladte
cykelvrag til rådighed, som de stjæler rundt omkring på gaderne, så vi
kan sætte dem i stand og give dem nyt liv i stedet for at landets
ordensmagt tjener penge på at sælge dem på aktioner. Vi vil have
fotoværksteder med mørkekamre og muligheder for digital fotobehandling
og print. Vi vil have syværksteder med stoftryk. Vi vil have små
biografsale rundt omkring i København, hvor man kan se film gratis
hver søndag, når man er træt og vil slappe af. Vi vil have flere
lovlige graffitimure, når nu vi ikke bare kan male over hele byen. Vi
vil have en kopimaskine og et trykkeri med ubegrænset papir og sværte.
Vi vil have masser af spillesteder, som ikke behøver tænke lukrativt,
men som har mulighed for at booke bands, som ellers ikke kan få lov at
spille. Vi skal nok selv sørge for en fornuftig, demokratisk og
velfungerende organisering af det hele. Vi behøver ikke en eneste
pædagog eller sagsbehandler. Til gengæld betaler Københavns Kommune
for driften.

8. MAN KAN IKKE EJE ET HUS, MAN IKKE BRUGER!
Vi mener, at hvis et hus ikke bliver brugt, og der ikke er nogen
planer om at tage det i brug, er der ingen, der ejer det. København
vrimler stadig med tomme bygninger, fordi nogen mener, det er mere
fornuftigt at skabe ejendomme, som ikke kan bruges til noget af den
ene eller anden grund eller som kun må bruges til erhverv. Samtidig er
der mange, der mangler øvelokaler, cykelværksteder, atelierer,
info-shops, folkekøkkener, fotoværksteder, undergrundsbiografer,
billige spillesteder, små teatre, underlige kældre, billig
beboelsesejendom, små, støvede lejligheder og alt det andet, der gør
en storby værd at bo i. Men nogen synes, det er mere fornuftigt at
sanere og byforny i et væk, indtil hele byen er blevet til et stort,
tomt kommunehospital. Vi vil hellere have ungdomshuse i nogle af de
tomme huse, der bare står, og så slipper I også for at have os
hængende i gaderne, når der ikke er plads til flere folk i Ungeren.

9. VI ER TRÆTTE AF AT BLIVE SET SOM DANKORT!
Vi har lyst til at gå ud og spise rigtigt tit og rigtigt billigt,
måske endda gratis. Vi vil gerne spise sammen med mange mennesker og
gerne et sted, hvor man kan møde nye venner i en hyggelig atmosfære.
Vi vil gerne kunne gå i byen og få en lille fjer på uden at skulle
leve af jord ugen efter af pengemangel. Vi vil gerne kunne se
koncerter hver uge og måske købe en plade eller to og en T-shirt med
hjem. Vi vil gerne kunne gå på café en hel dag og kun drikke vores
egen medbragte kaffe uden at blive smidt ud. Umuligt? Slet ikke! Det
har ladet sig gøre i 24 år i Ungdomshuset. Det lader sig også gøre
mange andre steder, fordi der er folk, der gider arbejde gratis, så
længe de ikke har en chef, de skal lave merværdi til, og så længe de
selv får lov at sætte betingelserne og tage initiativerne. Vi vil og
kan skabe fristeder, hvor det ikke er pengene, der afgør din værdi,
men behageligheden af dit selskab, graden af dit engagement eller
størrelsen af dit behov for opmærksomhed og omsorg.

10. AKTIV BEKÆMPELSE AF DISKRIMINERENDE STRUKTURER!
Frem for alt vil vi gerne skabe en bedre verden - en verden, der er
fri for diskrimination, hvor alle føler sig godt tilpas og ikke er
bange. Indtil vi har gjort det, føler vi os berettigede til i det
mindste at forsøge at skabe en række frirum i en verden fuld af frygt,
vrede og diskrimination. Vi mangler flere steder, der aktivt og
eksplicit siger fra overfor og bekæmper racisme, sexisme,
heterosexisme, homofobi og vold. Vi er flove over at se vores farvede
venner hænge rundt omkring på gaderne, fordi de ikke må komme ind på
diskoteker og spillesteder. Vi er kede af at høre, hvordan vores
homoseksuelle venner skjuler deres kærlighed, når de går i byen, fordi
de risikerer at blive smidt ud eller overfaldet. Vi er vrede over igen
og igen at høre, hvordan kvinder er blevet behandlet ydmygende,
udelukkende fordi de er kvinder, alt lige fra en latterlig bemærkning
til voldtægt. Den såkaldte retsstat gør meget lidt ved de problemer,
men vi finder os ikke i det! Så vi kræver befriede områder, hvor vi
kan mødes og være sammen uden umenneskelige, undertrykkende
magtstrukturer.