
København 28.02.07
Pressemeddelelse Borgergruppen for Ungdomshuset : ”Det er noget skidt – Ritt”
Borgergruppen arrangerer igen demonstration for bevarelse af Ungdomshuset på Jagtvej 69. Demonstrationen er på lørdag den 3. marts. Hovedparoler er: ”Bevar Jagtvej 69-Ungdomshus nu” under overskriften "Det er noget skidt - Ritt".
Talsmand for Borgergruppen for Ungdomshuset, Esben Olsen, udtaler:
”Vi arrangerede den store demonstration for Ungdomshuset den 14.december to dage inden de meget forudsigelige kampe på Nørrebro. Vores demonstration havde deltagelse af hen ved 5000 mennesker. Vi var allerede inden den 16.december ude og sige, at bål og brand i gaden var hvad man kunne forvente, når politikerne løb fra deres ansvar og satte politiet ind som skraldemænd.
Nu venter vi så igen på at Nørrebro omdannes til en krigszone. Brugerne har sagt nej til ”tilbuddet” om at Fonden Jagtvej69 køber Stevnsgade Skole for 12.mio. kroner, og vi forstår dem så udmærket. Vi har ikke bakket op om Ungdomshuset og krævet politisk stillingtagen og ansvar, for at Københavns Kommune pludselig skal agere ejendomsmægler. Vi har hele tiden holdt fast i at politikerne skulle stå ved deres ansvar og give huset tilbage til de unge eller finde et tilsvarende sted vel og mærke betalt af kommunen. Det er deres politiske ansvar.
Nu har vi så i hen ved to måneder været tilskuere til, hvordan politikere ved Københavns kommune med Ritt Bjerregaard i spidsen, har givet indtryk af at være forhandlingsvillige. Vi ser det ikke som udtryk for andet end at politikerne ”vasker hænder” og holder ”ryggen fri” når nu Ungdomshuset ryddes af politiet. Samtidig er politiet rykket ind på vores skoler med oplysning til de unge om, hvilke konsekvenser det kan have, hvis de bliver anholdt tæt på det område politiet arbejder. Tilsvarende har politiet lagt foldere ud i butikker i området med en slet skjult henvisning til at forvinde når politiet arbejder. Men vi og vores børn har ret til at gå på gaden uden at blive anholdt.
Vi vil ikke forsvinde og vi vil ikke finde os i at vores grundlovssikrede rettigheder trædes under fode, fordi politikerne ikke vil stå ved deres ansvar. Vores demonstration skal vise at vi fortsat kæmper for en politisk løsning på problemet omkring Ungdomshuset”
Stjernedemonstration kl. 14 fra Christiania og Enghave Plads til Rådhuspladsen.
Kl. 15 er der fest, taler og musik v. Zlatko Buric og Telepatisk International Gruppe på Rådhuspladsen. Derefter går vi samlet til Jagtvej 69, hvor der kl. 17 er kaffe, kage og suppe. Kl. 18 er der folkedans med Tingluti Ensemblet som boede på Jagtvej 69 fra 1978 til 1981, lige før overborgmester Weidekamp gav huset til de unge i 1982.
Med Venlig Hilsen
Borgergruppen for Ungdomshuset. Borgergruppen for Ungdomshusets talsmand Esben Olsen kan
Kontaktes på: 27542978
Ingen kommentarer:
Send en kommentar