Endnu en befriet skulptur: Ghandi, Ghandis plæne ved Genforeningspladsen på Nørrebro. Måske ikke det kønneste man har set, men meget karakteristisk! Klik på billedet og se det bedre.
02 maj 2007
Endnu een
Endnu en befriet skulptur: Ghandi, Ghandis plæne ved Genforeningspladsen på Nørrebro. Måske ikke det kønneste man har set, men meget karakteristisk! Klik på billedet og se det bedre.
30 april 2007
sinnataggen
"Sinnataggen" er Norges mest kendte statue, og har samme nationale symbolværdi som Den lille havfrue:
sakset fra VG, Norges største avis:
"Hvor er mit ungdomshus?"
På plakaten som politiet har fjernet sto der skrevet med samme farve som statuen er malet med:
«Sinnataggen har rett til å være sinna! Hvor er mitt ungdomshus?»
Politiet vil ikke spekulere i hvad dette betyder.
Det kan derimot ha reference til Ungdomshuset i København som blev revet ned tidligere i år under store protester. Også i Norge reagerede Blitz-miljøet kraftigt på nedrivningen og demonstrerede ved flere anledninger.
I København ble også statuen av den lille havfrue malet lyserød i forbindelse med aktioner knyttet til Ungdomshuset i marts.
Se links
http://www.vg.no/pub/vgart.hbs?artid=172239
http://www.dagbladet.no/nyheter/2007/04/21/498430.html
http://www.aftenposten.no/nyheter/iriks/article1748390.ece
20 april 2007
En lille sang til politiet
Politiet - var hver mands
bedsteven
Tabte - du en tand
blev den fundet igen
Men - hvis du er menneske og
du skiller dig ud
Så - pas på i dag
De er politikkernes klud
Ja – politiet er her
politiet er der
De har ikke nogle forståelse
for det de gør
De er politikkernes klud
hvis vi skiller os ud
Vi er bare nogle bøller
Som - skal renses ud.
bedsteven
Tabte - du en tand
blev den fundet igen
Men - hvis du er menneske og
du skiller dig ud
Så - pas på i dag
De er politikkernes klud
Ja – politiet er her
politiet er der
De har ikke nogle forståelse
for det de gør
De er politikkernes klud
hvis vi skiller os ud
Vi er bare nogle bøller
Som - skal renses ud.
19 april 2007
FRIGØRELSEN...
hej
Jeg er studerende fra Ålborg uni, og har lige læst Herbert Marcuse's
Frigørelsen. (An essay on liberation 1969) Skrevet i revolutionsåret 1968 og tilegnet de unge oprørere.
jeg tror I vil kunne bruge den i jeres kamp, både i medierne og på gaden.
Jeg vil tro at den er til at få fat i på de fleste bibloteker ellers
ihvert fald på københavn uni biblotek.
Med venlig hilsen
Henrik
___________________
17 april 2007
Tag ikke afstand
Vi sætter pris på alle, som har tilsluttet sig vores kamp for bevarelsen af Ungeren. Det være sig militante såvel som pacifister. Det er et erklæret mål fra Ungdomshusets Fællesmøde, at ingen skal udelukkes fra at deltage i dette oprør, og at vi ikke vil lade os splitte i »de gode og de onde aktivister«.
Et gammelt socialdemokratisk slagord lyder efter sigende: indadtil som fem fingre og udadtil som en knyttet næve. Sådan skal vores kamp være. Nogle gange er den knyttede næve en demonstration der er klar til at forsvare sig mod politiet. Andre gange er den en festlig gadehappening, en lige venstre til systemet. Det afhænger af situationen. Fra tid til anden bør der skrues op for det ene og ned for det andet. Det gør vi så – i gensidig respekt. Hvorfor skulle vi begrænse os, når vi kan så meget?
Men tag ikke fejl. Hvis Ungdomshuset bliver forsøgt ryddet, så skal huset forsvares – og det vil blive forsvaret! Både indefra og udefra. Der vil både være aggressiv og passiv modstand, men der vil helt sikkert være modstand.
I den situation vil en masse støtter helt sikkert falde fra. Mange vil ikke kunne komme overens med, at kampen ikke længere er en kamp på ord og argumenter, men en virkelig fysisk kamp.
Det er ikke det samme som, at kampen for bevarelsen af Ungdomshuset alene vil være en militant kamp. Der skal stadig holdes fester, laves fredelige aktioner og farverige happenings.
Det vil være til stor skade, hvis politikere og politi får held til at reducere os til en forsamling af stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede – også selvom vi er 500.
Men vi kommer ikke uden om det. Denne kamp kan ikke vindes på argumenter og ord.
Vi lever ikke i et rationelt, demokratisk samfund, men i en kapitalistisk retsstat med den private ejendomsret som selve fundamentet. Og nu er ejendomsretten blevet brugt som undskyldning og som middel i et forsøg på at kvæle Ungdomshuset.
Når ideologisk kamp bliver til gadekamp, så ryger humanisterne i svinget. Sådan er det, fordi forskellen på venstrefløj og humanister er, at vi konfronterer de ansvarlige i stedet for bare at konstatere, at der er noget galt og ellers ikke bekymre os om, hvordan det kom så vidt.
Arbejdsløshed, fattigdom, sult, krig, bolignød, forurening og rydningen af Ungdomshuset opstår ikke af sig selv. Problemerne og konflikterne i vores samfund kommer af, at der er en elite, der kan profitere på, at der er disse konflikter. Det er også derfor problemerne ikke bliver løst.
Nogle af de strukturelle problemer kan bekæmpes og mindskes ved argumentation og anden holdningsbearbejdning. Men der er nogle problemer, der bare ikke forsvinder af sig selv. Nogle gange konfronteres vi med trusler, som vi må svare igen på fra samme skuffe.
Når politiet sættes ind for at løse sociale problemer eller banke protester ned, så må vi slå fra os.
Det er ikke alle, der kan eller vil deltage i civil ulydighed, militante aktioner eller konfrontation med politiet. Og det behøver alle heller ikke. Jo flere, jo bedre, men alle behøver ikke.
Det vigtigste er – i kampen for Ungdomshuset som i alle andre kampe – at man gør noget.
Der er ingen revolution i at læse tykke bøger eller debattere tunge emner, hvis ikke det er i sammenhæng med konkret handling. Verden bliver ikke et hak bedre af, at vi alle sammen blot læser tidsskriftet Det Ny Clarté fire gange om året.
Vi skal på gaden, vi skal i det revolutionære arbejdstøj og vi skal følge holdninger op af handling. Nogle gange er det slet ikke sjovt – men det skal gøres.
Vi glæder os til at kampen for bevarelsen af Ungdomshuset endegyldigt er vundet. Så kan vi tage fat på de mange andre kampe der skal udkæmpes – og vindes. Nogle med debat, nogle med hyggelige happenings og nogle med uhyggelige konfrontationer. Forhåbentligt kan vi tage kampene sammen – hvis vi kan holde sammen.
Og således tilbage til hvor vi begyndte. Det eneste, vi kræver af venstrefløjen, er at humanisterne lades alene med deres afstandstagen, når hårdt sættes mod hårdt. De knive der gør mest ondt er dem man får i ryggen af sine egne.
Så skal det hele nok gå.
Det ny Clarté
Et gammelt socialdemokratisk slagord lyder efter sigende: indadtil som fem fingre og udadtil som en knyttet næve. Sådan skal vores kamp være. Nogle gange er den knyttede næve en demonstration der er klar til at forsvare sig mod politiet. Andre gange er den en festlig gadehappening, en lige venstre til systemet. Det afhænger af situationen. Fra tid til anden bør der skrues op for det ene og ned for det andet. Det gør vi så – i gensidig respekt. Hvorfor skulle vi begrænse os, når vi kan så meget?
Men tag ikke fejl. Hvis Ungdomshuset bliver forsøgt ryddet, så skal huset forsvares – og det vil blive forsvaret! Både indefra og udefra. Der vil både være aggressiv og passiv modstand, men der vil helt sikkert være modstand.
I den situation vil en masse støtter helt sikkert falde fra. Mange vil ikke kunne komme overens med, at kampen ikke længere er en kamp på ord og argumenter, men en virkelig fysisk kamp.
Det er ikke det samme som, at kampen for bevarelsen af Ungdomshuset alene vil være en militant kamp. Der skal stadig holdes fester, laves fredelige aktioner og farverige happenings.
Det vil være til stor skade, hvis politikere og politi får held til at reducere os til en forsamling af stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede – også selvom vi er 500.
Men vi kommer ikke uden om det. Denne kamp kan ikke vindes på argumenter og ord.
Vi lever ikke i et rationelt, demokratisk samfund, men i en kapitalistisk retsstat med den private ejendomsret som selve fundamentet. Og nu er ejendomsretten blevet brugt som undskyldning og som middel i et forsøg på at kvæle Ungdomshuset.
Når ideologisk kamp bliver til gadekamp, så ryger humanisterne i svinget. Sådan er det, fordi forskellen på venstrefløj og humanister er, at vi konfronterer de ansvarlige i stedet for bare at konstatere, at der er noget galt og ellers ikke bekymre os om, hvordan det kom så vidt.
Arbejdsløshed, fattigdom, sult, krig, bolignød, forurening og rydningen af Ungdomshuset opstår ikke af sig selv. Problemerne og konflikterne i vores samfund kommer af, at der er en elite, der kan profitere på, at der er disse konflikter. Det er også derfor problemerne ikke bliver løst.
Nogle af de strukturelle problemer kan bekæmpes og mindskes ved argumentation og anden holdningsbearbejdning. Men der er nogle problemer, der bare ikke forsvinder af sig selv. Nogle gange konfronteres vi med trusler, som vi må svare igen på fra samme skuffe.
Når politiet sættes ind for at løse sociale problemer eller banke protester ned, så må vi slå fra os.
Det er ikke alle, der kan eller vil deltage i civil ulydighed, militante aktioner eller konfrontation med politiet. Og det behøver alle heller ikke. Jo flere, jo bedre, men alle behøver ikke.
Det vigtigste er – i kampen for Ungdomshuset som i alle andre kampe – at man gør noget.
Der er ingen revolution i at læse tykke bøger eller debattere tunge emner, hvis ikke det er i sammenhæng med konkret handling. Verden bliver ikke et hak bedre af, at vi alle sammen blot læser tidsskriftet Det Ny Clarté fire gange om året.
Vi skal på gaden, vi skal i det revolutionære arbejdstøj og vi skal følge holdninger op af handling. Nogle gange er det slet ikke sjovt – men det skal gøres.
Vi glæder os til at kampen for bevarelsen af Ungdomshuset endegyldigt er vundet. Så kan vi tage fat på de mange andre kampe der skal udkæmpes – og vindes. Nogle med debat, nogle med hyggelige happenings og nogle med uhyggelige konfrontationer. Forhåbentligt kan vi tage kampene sammen – hvis vi kan holde sammen.
Og således tilbage til hvor vi begyndte. Det eneste, vi kræver af venstrefløjen, er at humanisterne lades alene med deres afstandstagen, når hårdt sættes mod hårdt. De knive der gør mest ondt er dem man får i ryggen af sine egne.
Så skal det hele nok gå.
Det ny Clarté
12 april 2007
Sakset fra den norske udgave af Le Monde:
En politistat verdig
[02.04.07] Demonstrantene i København kjempet en hel uke mot politiet etter at Ungdomshuset ble solgt – selve symbolet på den europeiske «undergrunnskulturen». Det hele minnet om et krigsscenario med skrik, flammer, sammenstøt, røyk og blødende ofre. Evakueringen av Ungdomshuset var for politiet en anledning til å teste landets elitestyrker – og en fransk polititaktikk. De opererte utenfor demokratiets rammer. Med den påfølgende rivningen av Ungdomshuset forsvant en essensiell del av dansk arbeiderbevegelses historie – det over 100 år gamle huset har fungert som et viktig sentrum for politisk aktivisme blant fattige arbeidere , og personligheter som Lenin og Rosa Luxembourg har vært der. Ungdomshuset representerte i dag alternative ideer, kulturelle, sosiale og politiske aktiviteter bygget på toleranse, ansvar og solidaritet. Derimot er den nye eieren en fundamentalistisk religiøs gruppe, tilhengere av et «korstog» mot muslimene i Danmark.
René Vázquez Díaz
Vår korrespondent. Cubansk forfatter bosatt i Sverige.
Tidlig om morgenen den 1. mars blokkerte kraftige styrker fra ordenspolitiet området rundt Ungdomshuset i en arbeiderbydel i København. Med en forbløffende militær presisjon – som om gruppen som befant seg inne i den fireetasjes bygningen besto av terrorister, og ikke et førtitalls ubevæpnede ungdommer med en gjennomsnittsalder på knapt 20 år. Dette senteret for europeisk undergrunnskultur, som ble overdratt til ungdommene av bystyret i 1982, ble senere solgt av den nye borgermesteren til en kristen sekt.
Medlemmer av antiterroristpolitiets elitestyrker lander, tungt bevæpnet, på taket i helikopter
Evakueringen begynner. Politiet bruker flunkende nytt utstyr. Ved hjelp av kraftige kanoner stenkes dører og vinduer med et besynderlig skum som straks stivner og gjør det umulig for okkupantene å åpne dem innenfra. Samtidig lander medlemmer av antiterroristpolitiets elitestyrker, tungt bevæpnet, på taket i helikopter. Alt tyder på at operasjonen er nøye planlagt, noe som i ettertid vil bli bekreftet av myndighetene.
Straks etter den brutale evakueringen av Ungdomshuset, begynner protestdemonstrasjonene – som til å begynne med går fredelig for seg. Politiet omringer så demonstrantene, mister besinnelsen, og snart bryter volden løs. Deretter begynner de vilkårlige og traumatiserende massearrestasjonene. Over alt på fortauene ser man ungdommer, for ikke å si barn. Politiet legger dem i bakken og setter håndjern på dem. Det hele minner om et krigsscenario, med støyen fra helikoptrene som hele tiden sirkler over åstedet for operasjonene.
SNART BEGYNNER AKSJONISTENE å svare på tiltale. Akkompagnert av kamprop som «Gatene er våre!», blir biler veltet og påtent. Ved hjelp av sykler, søppeldunker og andre beholdere barrikaderer ungdommene seg. I første omgang kaster de brostein og flasker. Så lager de molotovcocktailer som de kaster mot de tette politirekkene. Scenen, med skrik, flammer, sammenstøt, røyk og blødende ofre, minner mest om en urban gerilja av typen man kjenner fra Midt-Østen.
Hver gang politiet sender de brutale ladningene sine utover større demonstrantgrupper og får dem til å spre seg, oppstår nye demonstrasjoner i de tilstøtende gatene. Her settes det fyr på søppeldunker og biler. Disse spontane og spredte aksjonene, som overrasker politiet gang på gang, koordineres ved hjelp av tekstmeldinger. Også når det kommer til psykologiske virkemidler, er ungdommene oppfinnsomme: Midt under de mest voldelige sammenstøtene høres sanger av Manu Chao og andre alterglobalister på full styrke fra en lastebil med påmonterte høyttalere. I mellomtiden har åtte rader av politistyrker og panserbiler stengt veien inn til Ungdomshuset. Uten at det foreligger konkrete, lovmessige motiver, leter politiet etter utlendinger som på en eller annen måte er involvert i urolighetene. Disse arrestasjonsbølgene kommer til å vare i seks døgn, like lenge som kampene. Razziaene finner blant annet sted i Folkets Hus i Stengade, hos et uavhengig kollektiv i Baldersgade, i Solidaritetshuset og hos en mengde privatpersoner i forskjellige deler av København. På denne måten blir mer enn 140 utlendinger anholdt, ikke fordi de er siktet for lovbrudd eller forbrytelser av noe slag, men på grunnlag av en «antatt risiko», og for å forhindre at de får delta i videre aksjoner.
UTOVER DEN OVERDREVNE maktbruken, har også graden av illegalitet knyttet til politiets handlinger overrasket: En mengde mindreårige, som nå er registrert, er blitt anholdt av politiet, men det nøyaktige antallet er ikke offentliggjort. Grensekontrollen, den påfallende store mengden av ordenspoliti og pansrede biler som var mobilisert, tåregassen, de brutale angrepene på demonstrantene ved hjelp av spesialutstyr, samt de massive og arbitrære arrestasjonene – tegner et bilde av et militarisert politi. I likhet med sine italienske kolleger under G8-toppmøtet, viste de en bekymringsverdig vilje til å operere utenfor demokratiets rammer. I anledning av København-kampene ble forsterkninger fra andre europeiske land innkalt. For eksempel kom et tjuetalls politimarjer fra Malm..., på andre siden av Øresund. Fem ledere for det svenske ordenspolitiet kom også til åstedet for å se på metodene deres danske kolleger benyttet mot opprøret. Vitner har avdekket at politimenn i sivil, utstyrt med sine karakteristiske handsfreesett, kom og gikk midt i opptøyene, og kommuniserte på andre språk (tysk, fransk, engelsk).
Som svar på et spørsmål fra en avis, benektet talspersonen for politiet i København kategorisk at aktive styrker fra andre land hadde vært til stede. Derimot medga han at «hvis noen var kommet», var det «som observatører». Andre som har studert situasjonen har kunnet konstatere at de danske ordensstyrkene benyttet en fransk polititaktikk som ble tatt i bruk i 2006 under de store demonstrasjonene mot førsteansettelseskontraktene (Contrats de Première Embauche, CPE) i Paris: Spesialagenter forkledd som aktivister blandet seg med demonstrantene, for plutselig å kaste seg over de som så ut til å være ledere, så de kunne anholdes og stanses med makt.
De unge demonstrantene koordinerte aksjonene sine gjennom et sofistikert nettverk av Internet-steder. På disse sidene kunne man også følge med på hvordan sammenstøtene utviklet seg fra time til time, og få detaljert informasjon om politiets bevegelser. En av ordensmaktenes nye prioriteter ble følgelig å hacke seg inn i dette systemet.
5. MARS ble Ungdomshuset til slutt revet av maskerte arbeidere, beskyttet bak en barrikade av politistyrker. Navnet på firmaet som eide bulldoserne og gravemaskinene som ble brukt var dekket over. Med ødeleggelsen av Ungdomshuset forsvinner en essensiell del av den danske arbeiderbevegelsens historie. Mediene har ikke vært flinke nok til å belyse hvilket hat dette stedet vakte i noen sirkler. For viljen til å få slutt på en konflikt som hadde stilt ungdommene og institusjonene opp mot hverandre i 24 år var ikke det eneste motivet for intervensjonen …
Fra Folkets Hus ble bygget i 1897, har det rommet et viktig sentrum for politisk aktivisme blant de fattige arbeiderne på Nørrebro. Personligheter som Lenin og Rosa Luxembourg besøkte i sin tid stedet. Den 26. august 1910 fant en konferanse for den internasjonale kvinnebevegelsen sted der. Det var ved denne begivenheten at Clara Zetkin la fram ideen om en internasjonal kvinnedag. Sett i dette historiske perspektivet, kan man lettere forstå det nesten desperate hastverket de danske myndighetene hadde med å få bygget revet.
I 1982, etter nesten to års konflikter, ga det danske bystyret endelig ungdommene tillatelse å bruke huset. Men i 1999 besluttet det nye bystyret at det skulle stenges. Politikerne mente at aktivitetene «ikke var tilfredsstillende» og at bygningen var i en dårlig forfatning som følge av en brann i 1996. På sin side, forsvarte de unge «motstanderne av systemet» sin egen ytringsrett i dette huset, med sin kamptradisjon, og fordi de her disponerte fire etasjer og en kjeller, som inneholdt en bokhandel, en konsertsal og flere øvingssaler, et lydstudio, et trykkeri, flere møterom og et felles kjøkken.
Med mer enn 500 besøkende per uke, representerte Ungdomshuset et radikalt uttrykk for alternative ideer. Dette senteret for kulturelle, sosiale og politiske aktiviteter var bygget på toleranse, ansvar og solidaritet, uten rasistisk eller seksuell diskriminering. De tok fullstendig avstand fra forbrukersamfunnet. En viktig detalj: Disse uavhengige ungdommene har ikke noe spesielt ønske om å forandre samfunnet, og utgjør dermed ikke noen trussel mot statssikkerheten. De krever ganske enkelt at man lar dem utvikle en egen kultur, etter eget hode.
I 2000 SOLGTE det sosialdemokratiske bystyret bygningen til sekten Faderhuset. Denne fundamentalistiske religiøse gruppen, hvis overhode Ruth Eversen bare lyder de beskjedene hun får «direkte fra Gud», er tilhengere av et «korstog» mot muslimene i Danmark. Transaksjonen utgjorde en symbolsk begivenhet i Danmark, og med dette ble konflikten uløselig. Ungdommene har forkastet alle tilbud om å flytte, og på denne måten nektet innblanding fra formyndere og assistenter som ville ha forsøkt å forme fritiden og tankene deres. Konflikten har altså gått over i et spørsmål om retten til privat eiendom, og på denne måten fikk evakueringen som sekten krevde juridisk dekning.
De voldelige protestene ble etterfulgt av en rekke fredelige demonstrasjoner. 8. mars samlet et kvinnetog med mer enn 3000 personer seg. Politiet utførte identitetskontroller på generell basis. Mer enn 750 mennesker ble anholdt – blant dem rundt 140 utlendinger. Storkøbenhavn har litt over en million innbyggere. Hvis disse arrestasjonene hadde funnet sted i Paris, ville de proporsjonalt ha tilsvart 8000 anholdte. Siden politiet ikke har midler til å varetekstfengsle og forhøre så mange arresterte, har mange av dem blitt sendt til Fyn og Jylland. I København har man delvis tømt et fengsel for innsatte for å få plass til de arresterte ungdommene.
Fra 10. til 19. mars ble Nørrebro og Christianshavn erklært områder der alle borgere kunne kroppsvisiteres eller registreres, selv om det ikke knyttet seg noen spesiell mistanke til dem. Dette tiltaket, som er uten sidestykke i fredstid, burde være tilstrekkelig vitnesbyrd på myndighetenes manglene evne til å takle situasjonen. Likevel har operasjonen ifølge politiet «vært vellykket». Takket være de mange arrestasjonene og til tross for volden og sammenstøtene, har man registrert svært få personskader. Hvis denne måten å rettferdiggjøre tiltak som er en politistat verdig vinner fram i Europa, vil situasjonen anta pseudo-fascistiske dimensjoner.
HVORDAN KAN denne tøylesløse undertrykkelsen forsvares? Ifølge professor Lars Denick ved Roskilde Universitet har Danmark forberedt seg på å takle terrortrusselen på dansk jord. Siden det ikke skjer noe på det området, har evakueringen av Ungdomshuset fungert som en anledning til å teste landets elitestyrker. Mikael Rothstein ved Københavns Universitet mener at en bekymringsverdig utvikling har funnet sted. Fra å være et av de frieste og mest tolerante landene i Europa, har Danmark gått over til å bli «bakstreversk» og «trangsynt». Den sittende regjeringen er en liberal-konservativ koalisjon, ledet av Anders Fogh Rasmussen siden 2001, som har støtte fra den fremmedfiendtlige og ultranasjonalistiske ytterliggående høyresiden. Regjeringen har ved denne anledningen levert ikke bare en politisk, men framfor alt kulturell kamp mot enhver form for opposisjon.
Litt etter litt har en «lutring» og «utjevning» av de politiske valgmulighetene blitt presset igjennom. Selv når det gjelder litteraturen, forsøker myndighetene å innføre en dogmatisk norm. I dagens Danmark blir, i mye større grad enn i resten av Europa, avvisningen av alt det som virker annerledes eller som faller utenfor en viss sosial doktrine, knyttet til en «etnisk dansk» diskurs som er fiendtlig innstilt til innvandrerne. Innenfor et stadig mer tyngende, intolerant klima, mente staten det var mulig å bekjempe Ungdomshusets motvekt av solidariske og forbrukskritiske verdier – ved å slå dem ned.
Den raske evakueringen og rivingen av Ungdomshuset kan forstås som et oppgjør med en gruppe som var vanskelig å holde i tømme. Men holdningen til de danske myndighetene må anses for å være et «eksperiment» for politiets maktbruk, som kjennetegner et system som aner et stadig større behov for slike tiltak. Det er teknikker av semi-militær karakter som har blitt benyttet i Danmark. Tilfellet skaper dermed en presedens, noe andre europeiske land vil kunne vise til. Disse landene har fått anledning til å studere teknikkene in situ (på stedet), og det vil hjelpe dem til å besvare følgende spørsmål: Hvor mye undertrykkelse tåler et demokrati?
Oversatt av K.S.
[02.04.07] Demonstrantene i København kjempet en hel uke mot politiet etter at Ungdomshuset ble solgt – selve symbolet på den europeiske «undergrunnskulturen». Det hele minnet om et krigsscenario med skrik, flammer, sammenstøt, røyk og blødende ofre. Evakueringen av Ungdomshuset var for politiet en anledning til å teste landets elitestyrker – og en fransk polititaktikk. De opererte utenfor demokratiets rammer. Med den påfølgende rivningen av Ungdomshuset forsvant en essensiell del av dansk arbeiderbevegelses historie – det over 100 år gamle huset har fungert som et viktig sentrum for politisk aktivisme blant fattige arbeidere , og personligheter som Lenin og Rosa Luxembourg har vært der. Ungdomshuset representerte i dag alternative ideer, kulturelle, sosiale og politiske aktiviteter bygget på toleranse, ansvar og solidaritet. Derimot er den nye eieren en fundamentalistisk religiøs gruppe, tilhengere av et «korstog» mot muslimene i Danmark.
René Vázquez Díaz
Vår korrespondent. Cubansk forfatter bosatt i Sverige.
Tidlig om morgenen den 1. mars blokkerte kraftige styrker fra ordenspolitiet området rundt Ungdomshuset i en arbeiderbydel i København. Med en forbløffende militær presisjon – som om gruppen som befant seg inne i den fireetasjes bygningen besto av terrorister, og ikke et førtitalls ubevæpnede ungdommer med en gjennomsnittsalder på knapt 20 år. Dette senteret for europeisk undergrunnskultur, som ble overdratt til ungdommene av bystyret i 1982, ble senere solgt av den nye borgermesteren til en kristen sekt.
Medlemmer av antiterroristpolitiets elitestyrker lander, tungt bevæpnet, på taket i helikopter
Evakueringen begynner. Politiet bruker flunkende nytt utstyr. Ved hjelp av kraftige kanoner stenkes dører og vinduer med et besynderlig skum som straks stivner og gjør det umulig for okkupantene å åpne dem innenfra. Samtidig lander medlemmer av antiterroristpolitiets elitestyrker, tungt bevæpnet, på taket i helikopter. Alt tyder på at operasjonen er nøye planlagt, noe som i ettertid vil bli bekreftet av myndighetene.
Straks etter den brutale evakueringen av Ungdomshuset, begynner protestdemonstrasjonene – som til å begynne med går fredelig for seg. Politiet omringer så demonstrantene, mister besinnelsen, og snart bryter volden løs. Deretter begynner de vilkårlige og traumatiserende massearrestasjonene. Over alt på fortauene ser man ungdommer, for ikke å si barn. Politiet legger dem i bakken og setter håndjern på dem. Det hele minner om et krigsscenario, med støyen fra helikoptrene som hele tiden sirkler over åstedet for operasjonene.
SNART BEGYNNER AKSJONISTENE å svare på tiltale. Akkompagnert av kamprop som «Gatene er våre!», blir biler veltet og påtent. Ved hjelp av sykler, søppeldunker og andre beholdere barrikaderer ungdommene seg. I første omgang kaster de brostein og flasker. Så lager de molotovcocktailer som de kaster mot de tette politirekkene. Scenen, med skrik, flammer, sammenstøt, røyk og blødende ofre, minner mest om en urban gerilja av typen man kjenner fra Midt-Østen.
Hver gang politiet sender de brutale ladningene sine utover større demonstrantgrupper og får dem til å spre seg, oppstår nye demonstrasjoner i de tilstøtende gatene. Her settes det fyr på søppeldunker og biler. Disse spontane og spredte aksjonene, som overrasker politiet gang på gang, koordineres ved hjelp av tekstmeldinger. Også når det kommer til psykologiske virkemidler, er ungdommene oppfinnsomme: Midt under de mest voldelige sammenstøtene høres sanger av Manu Chao og andre alterglobalister på full styrke fra en lastebil med påmonterte høyttalere. I mellomtiden har åtte rader av politistyrker og panserbiler stengt veien inn til Ungdomshuset. Uten at det foreligger konkrete, lovmessige motiver, leter politiet etter utlendinger som på en eller annen måte er involvert i urolighetene. Disse arrestasjonsbølgene kommer til å vare i seks døgn, like lenge som kampene. Razziaene finner blant annet sted i Folkets Hus i Stengade, hos et uavhengig kollektiv i Baldersgade, i Solidaritetshuset og hos en mengde privatpersoner i forskjellige deler av København. På denne måten blir mer enn 140 utlendinger anholdt, ikke fordi de er siktet for lovbrudd eller forbrytelser av noe slag, men på grunnlag av en «antatt risiko», og for å forhindre at de får delta i videre aksjoner.
UTOVER DEN OVERDREVNE maktbruken, har også graden av illegalitet knyttet til politiets handlinger overrasket: En mengde mindreårige, som nå er registrert, er blitt anholdt av politiet, men det nøyaktige antallet er ikke offentliggjort. Grensekontrollen, den påfallende store mengden av ordenspoliti og pansrede biler som var mobilisert, tåregassen, de brutale angrepene på demonstrantene ved hjelp av spesialutstyr, samt de massive og arbitrære arrestasjonene – tegner et bilde av et militarisert politi. I likhet med sine italienske kolleger under G8-toppmøtet, viste de en bekymringsverdig vilje til å operere utenfor demokratiets rammer. I anledning av København-kampene ble forsterkninger fra andre europeiske land innkalt. For eksempel kom et tjuetalls politimarjer fra Malm..., på andre siden av Øresund. Fem ledere for det svenske ordenspolitiet kom også til åstedet for å se på metodene deres danske kolleger benyttet mot opprøret. Vitner har avdekket at politimenn i sivil, utstyrt med sine karakteristiske handsfreesett, kom og gikk midt i opptøyene, og kommuniserte på andre språk (tysk, fransk, engelsk).
Som svar på et spørsmål fra en avis, benektet talspersonen for politiet i København kategorisk at aktive styrker fra andre land hadde vært til stede. Derimot medga han at «hvis noen var kommet», var det «som observatører». Andre som har studert situasjonen har kunnet konstatere at de danske ordensstyrkene benyttet en fransk polititaktikk som ble tatt i bruk i 2006 under de store demonstrasjonene mot førsteansettelseskontraktene (Contrats de Première Embauche, CPE) i Paris: Spesialagenter forkledd som aktivister blandet seg med demonstrantene, for plutselig å kaste seg over de som så ut til å være ledere, så de kunne anholdes og stanses med makt.
De unge demonstrantene koordinerte aksjonene sine gjennom et sofistikert nettverk av Internet-steder. På disse sidene kunne man også følge med på hvordan sammenstøtene utviklet seg fra time til time, og få detaljert informasjon om politiets bevegelser. En av ordensmaktenes nye prioriteter ble følgelig å hacke seg inn i dette systemet.
5. MARS ble Ungdomshuset til slutt revet av maskerte arbeidere, beskyttet bak en barrikade av politistyrker. Navnet på firmaet som eide bulldoserne og gravemaskinene som ble brukt var dekket over. Med ødeleggelsen av Ungdomshuset forsvinner en essensiell del av den danske arbeiderbevegelsens historie. Mediene har ikke vært flinke nok til å belyse hvilket hat dette stedet vakte i noen sirkler. For viljen til å få slutt på en konflikt som hadde stilt ungdommene og institusjonene opp mot hverandre i 24 år var ikke det eneste motivet for intervensjonen …
Fra Folkets Hus ble bygget i 1897, har det rommet et viktig sentrum for politisk aktivisme blant de fattige arbeiderne på Nørrebro. Personligheter som Lenin og Rosa Luxembourg besøkte i sin tid stedet. Den 26. august 1910 fant en konferanse for den internasjonale kvinnebevegelsen sted der. Det var ved denne begivenheten at Clara Zetkin la fram ideen om en internasjonal kvinnedag. Sett i dette historiske perspektivet, kan man lettere forstå det nesten desperate hastverket de danske myndighetene hadde med å få bygget revet.
I 1982, etter nesten to års konflikter, ga det danske bystyret endelig ungdommene tillatelse å bruke huset. Men i 1999 besluttet det nye bystyret at det skulle stenges. Politikerne mente at aktivitetene «ikke var tilfredsstillende» og at bygningen var i en dårlig forfatning som følge av en brann i 1996. På sin side, forsvarte de unge «motstanderne av systemet» sin egen ytringsrett i dette huset, med sin kamptradisjon, og fordi de her disponerte fire etasjer og en kjeller, som inneholdt en bokhandel, en konsertsal og flere øvingssaler, et lydstudio, et trykkeri, flere møterom og et felles kjøkken.
Med mer enn 500 besøkende per uke, representerte Ungdomshuset et radikalt uttrykk for alternative ideer. Dette senteret for kulturelle, sosiale og politiske aktiviteter var bygget på toleranse, ansvar og solidaritet, uten rasistisk eller seksuell diskriminering. De tok fullstendig avstand fra forbrukersamfunnet. En viktig detalj: Disse uavhengige ungdommene har ikke noe spesielt ønske om å forandre samfunnet, og utgjør dermed ikke noen trussel mot statssikkerheten. De krever ganske enkelt at man lar dem utvikle en egen kultur, etter eget hode.
I 2000 SOLGTE det sosialdemokratiske bystyret bygningen til sekten Faderhuset. Denne fundamentalistiske religiøse gruppen, hvis overhode Ruth Eversen bare lyder de beskjedene hun får «direkte fra Gud», er tilhengere av et «korstog» mot muslimene i Danmark. Transaksjonen utgjorde en symbolsk begivenhet i Danmark, og med dette ble konflikten uløselig. Ungdommene har forkastet alle tilbud om å flytte, og på denne måten nektet innblanding fra formyndere og assistenter som ville ha forsøkt å forme fritiden og tankene deres. Konflikten har altså gått over i et spørsmål om retten til privat eiendom, og på denne måten fikk evakueringen som sekten krevde juridisk dekning.
De voldelige protestene ble etterfulgt av en rekke fredelige demonstrasjoner. 8. mars samlet et kvinnetog med mer enn 3000 personer seg. Politiet utførte identitetskontroller på generell basis. Mer enn 750 mennesker ble anholdt – blant dem rundt 140 utlendinger. Storkøbenhavn har litt over en million innbyggere. Hvis disse arrestasjonene hadde funnet sted i Paris, ville de proporsjonalt ha tilsvart 8000 anholdte. Siden politiet ikke har midler til å varetekstfengsle og forhøre så mange arresterte, har mange av dem blitt sendt til Fyn og Jylland. I København har man delvis tømt et fengsel for innsatte for å få plass til de arresterte ungdommene.
Fra 10. til 19. mars ble Nørrebro og Christianshavn erklært områder der alle borgere kunne kroppsvisiteres eller registreres, selv om det ikke knyttet seg noen spesiell mistanke til dem. Dette tiltaket, som er uten sidestykke i fredstid, burde være tilstrekkelig vitnesbyrd på myndighetenes manglene evne til å takle situasjonen. Likevel har operasjonen ifølge politiet «vært vellykket». Takket være de mange arrestasjonene og til tross for volden og sammenstøtene, har man registrert svært få personskader. Hvis denne måten å rettferdiggjøre tiltak som er en politistat verdig vinner fram i Europa, vil situasjonen anta pseudo-fascistiske dimensjoner.
HVORDAN KAN denne tøylesløse undertrykkelsen forsvares? Ifølge professor Lars Denick ved Roskilde Universitet har Danmark forberedt seg på å takle terrortrusselen på dansk jord. Siden det ikke skjer noe på det området, har evakueringen av Ungdomshuset fungert som en anledning til å teste landets elitestyrker. Mikael Rothstein ved Københavns Universitet mener at en bekymringsverdig utvikling har funnet sted. Fra å være et av de frieste og mest tolerante landene i Europa, har Danmark gått over til å bli «bakstreversk» og «trangsynt». Den sittende regjeringen er en liberal-konservativ koalisjon, ledet av Anders Fogh Rasmussen siden 2001, som har støtte fra den fremmedfiendtlige og ultranasjonalistiske ytterliggående høyresiden. Regjeringen har ved denne anledningen levert ikke bare en politisk, men framfor alt kulturell kamp mot enhver form for opposisjon.
Litt etter litt har en «lutring» og «utjevning» av de politiske valgmulighetene blitt presset igjennom. Selv når det gjelder litteraturen, forsøker myndighetene å innføre en dogmatisk norm. I dagens Danmark blir, i mye større grad enn i resten av Europa, avvisningen av alt det som virker annerledes eller som faller utenfor en viss sosial doktrine, knyttet til en «etnisk dansk» diskurs som er fiendtlig innstilt til innvandrerne. Innenfor et stadig mer tyngende, intolerant klima, mente staten det var mulig å bekjempe Ungdomshusets motvekt av solidariske og forbrukskritiske verdier – ved å slå dem ned.
Den raske evakueringen og rivingen av Ungdomshuset kan forstås som et oppgjør med en gruppe som var vanskelig å holde i tømme. Men holdningen til de danske myndighetene må anses for å være et «eksperiment» for politiets maktbruk, som kjennetegner et system som aner et stadig større behov for slike tiltak. Det er teknikker av semi-militær karakter som har blitt benyttet i Danmark. Tilfellet skaper dermed en presedens, noe andre europeiske land vil kunne vise til. Disse landene har fått anledning til å studere teknikkene in situ (på stedet), og det vil hjelpe dem til å besvare følgende spørsmål: Hvor mye undertrykkelse tåler et demokrati?
Oversatt av K.S.
01 april 2007
Kæmpedemo d. 31. marts fra Christiania
I går gik folk igen på gaden for Christiania, ungeren og flere fristeder. Politiet skønner at der var 7000 demonstranter med, men der var mange flere. 15.000 blev der sagt i højtalervognen. Det var en fantastisk demo, ja nærmest en folkefest.
Solen stod højt på himmelen og folk dansede i gaderne til musik fra de mange vogne.
Børnene fik lov at sidde højt i sørøverskib-vognen. Bands spillede live fra musikvognen. På Christiansborg var der en lang manifestation med taler og musik inden demoen fortsatte gennem byen til Enghave Plads på Vesterbro. En stor gruppe fortsatte op til fangerne i Vestre Fængsel hvor der blev larmet rigtig fedt både på kvindesiden og mandesiden. Demoen blev rundet af i Den Grå Hal om aftenen med fede bands og svedig fest.
Solen stod højt på himmelen og folk dansede i gaderne til musik fra de mange vogne.
Børnene fik lov at sidde højt i sørøverskib-vognen. Bands spillede live fra musikvognen. På Christiansborg var der en lang manifestation med taler og musik inden demoen fortsatte gennem byen til Enghave Plads på Vesterbro. En stor gruppe fortsatte op til fangerne i Vestre Fængsel hvor der blev larmet rigtig fedt både på kvindesiden og mandesiden. Demoen blev rundet af i Den Grå Hal om aftenen med fede bands og svedig fest.
27 marts 2007
flemmings støtte-løbeseddel
JEG STØTTER UNGDOMSHUSET
OG RÅDHUSPLADSEN 1
DET NYE DANMARK ER SNART PÅ VEJ
911 ER EN JOKE
OG ILLUMINATI
ER VED AT BRYDE SAMMEN
MED SAMARBEJDE LAVER
VI NU EN ÅNDELIG REVOLUTION
HILSEN FLEMMING
Ind med teske:
(Rådhuspladsen 1 er de unges telt på pladsen)
(911 er 11. september 2001)
OG RÅDHUSPLADSEN 1
DET NYE DANMARK ER SNART PÅ VEJ
911 ER EN JOKE
OG ILLUMINATI
ER VED AT BRYDE SAMMEN
MED SAMARBEJDE LAVER
VI NU EN ÅNDELIG REVOLUTION
HILSEN FLEMMING
Ind med teske:
(Rådhuspladsen 1 er de unges telt på pladsen)
(911 er 11. september 2001)
26 marts 2007
FØDESTREJKE FOR FLERE FRISTEDER!
Pressemeddelelse
Fødestrejke for flere fristeder
Regeringen vil have os til at føde flere børn tidligere - det kan de godt glemme alt om!
Borgerlig kulturkamp, ensretning og rydning af fristeder gør Danmark uegnet for børn.
Vi, en række kønspolitiske aktivist-grupper, erklærer hermed føde-strejke.
Vi, uanset hvilken rolle i produktionen vi spiller, producerer ingen børn, før Ungdomshuset er genopstået - det ville være fuldstændig uansvarligt.
Hvor skal de gå hen, når de bliver unge? Hvor skal de mærke, at livet handler om mere end uhæmmet forbrug, egoistisk karrierestræben og konformitet? Hvor skal de lære, at livet ikke skal formes af hensyn til landets konkurrenceevne? Hvor skal deres nysgerrighed, tolerance og ansvarlighed udvikles og udfordres? Hvor skal de lære basisdemokrati og solidaritet i praksis? Hvor skal de se, at egen vinding og profit ikke er den eneste motivationsfaktor? Hvor skal de opleve progressiv kultur?
Hvor skal de forsøge at nedbryde det omgivende samfunds hierarkier oguligheder?
Hvor kan de ellers gå i byen, som har en udtalt antihomofobisk, antisexistisk og antiracistisk dørpolitik? Hvor skal de spille punk?
For ikke at snakke om selv. Vi tør ikke lave familier, når der ikke er en synlig modkultur, som udfordrer ideen om kernefamilien og karrieren som livets højeste mål. Vi er bange for ensretningens totalitet, som truer med at omslutte os og krybe ind i vores egne forventninger til os selv.
Vi opfordrer alle ligesindede til at gå med i strejken. Kommer strejke-opfordringen for sent, kan børneproducerende vise deres sympati ved at bære et skilt med ordet 'Skruebrækker' på ryggen.
De vil have børn af hensyn til konkurrenceevnen - vi vil have fristeder af hensyn til fremtiden!
- Feminister for flere fristeder, KRAN, Enhedslistens Queerudvalg, Gyns loge, Initiativet for Flere Ungdomshuse og Queer Jihad .
www.kranerne.dk
Fødestrejke for flere fristeder
Regeringen vil have os til at føde flere børn tidligere - det kan de godt glemme alt om!
Borgerlig kulturkamp, ensretning og rydning af fristeder gør Danmark uegnet for børn.
Vi, en række kønspolitiske aktivist-grupper, erklærer hermed føde-strejke.
Vi, uanset hvilken rolle i produktionen vi spiller, producerer ingen børn, før Ungdomshuset er genopstået - det ville være fuldstændig uansvarligt.
Hvor skal de gå hen, når de bliver unge? Hvor skal de mærke, at livet handler om mere end uhæmmet forbrug, egoistisk karrierestræben og konformitet? Hvor skal de lære, at livet ikke skal formes af hensyn til landets konkurrenceevne? Hvor skal deres nysgerrighed, tolerance og ansvarlighed udvikles og udfordres? Hvor skal de lære basisdemokrati og solidaritet i praksis? Hvor skal de se, at egen vinding og profit ikke er den eneste motivationsfaktor? Hvor skal de opleve progressiv kultur?
Hvor skal de forsøge at nedbryde det omgivende samfunds hierarkier oguligheder?
Hvor kan de ellers gå i byen, som har en udtalt antihomofobisk, antisexistisk og antiracistisk dørpolitik? Hvor skal de spille punk?
For ikke at snakke om selv. Vi tør ikke lave familier, når der ikke er en synlig modkultur, som udfordrer ideen om kernefamilien og karrieren som livets højeste mål. Vi er bange for ensretningens totalitet, som truer med at omslutte os og krybe ind i vores egne forventninger til os selv.
Vi opfordrer alle ligesindede til at gå med i strejken. Kommer strejke-opfordringen for sent, kan børneproducerende vise deres sympati ved at bære et skilt med ordet 'Skruebrækker' på ryggen.
De vil have børn af hensyn til konkurrenceevnen - vi vil have fristeder af hensyn til fremtiden!
- Feminister for flere fristeder, KRAN, Enhedslistens Queerudvalg, Gyns loge, Initiativet for Flere Ungdomshuse og Queer Jihad .
www.kranerne.dk
65 pct. af københavnerne!
Det er vores ansvar
Af Mikkel Warming (EL) ,Københavns socialborgmester
65 pct. af københavnerne mener, at det er kommunens ansvar at skaffe de unge et nyt ungdomshus. Det viser en undersøgelse, som Rambøll har foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det er den virkelige nyhed. To tredjedele af københavnerne er uenige med totredjedele af Københavns Borgerrepræsentation. Københavnerne er ikke enige med overborgmesteren og de borgerlige, når de ikke vil tage ansvar for, at der er et selvstyrende ungdomshus i København.
At avisen gejler et par procent borgerliges flytten fra neutralitet til at være glade for overborgmesteren op til en historie, må nok kaldes for (selv)spin. Af den dårlige slags.
Men undersøgelsen viser, at københavnerne er i stand til at se tingene klart. København har brug for et brugerstyret ungdomshus, uanset at rydningen af Jagtvej 69 førte til uroligheder. Man kan kun glæde sig til, at københavnernes klarsyn også rammer det politiske flertal på Rådhuset.
Fredeligt sted
Mens Ungdomshuset på Jagtvej eksisterede, var det måske det mest fredelige spillested i København.
De problemer med vold og stoffer, som politiet oplever andre steder, eksisterede stort set ikke på Jagtvej 69. Så længe de unge selv fik lov at styre deres sted, blev energien brugt på at øve musik, arrangere koncerter, folkekøkkener, cirkus, T-shirttrykkeri osv.
Og Ungdomshuset var populært.
Også i langt bredere kredse end den bz-bevægelse, der i sin tid fik huset overdraget. Det kan man orientere sig om ved at tælle de tusinder af demonstranter i gaderne. Og man kan tænke over, at politiet så sig nødsaget til at tage på turné på de københavnske folkeskoler for at advare mod at deltage i uroligheder.
De unge elskede den do-it-yourself-holdning, som de oplevede i huset. De elskede selv at få lov at stå for deres projekter, uden indblanding fra de voksne, og de elskede at komme til fester i huset, uden at blive konfronteret med vold, stoffer, racisme, sexisme og homofobi.
Som by nød vi godt af den kreativitet, der udsprang fra huset. Vi fik musik og oplevelser, som vi ellers ikke ville få af den markedsstyrede oplevelsesøkonomi, og det etablerede kulturliv fik selvstændige og dygtige musikere, arrangører, lydfolk osv.
Frygter for de svage
Som socialborgmester har jeg også været glad for, hvordan de unge tog sig af hinanden. Hvordan de stærkere unge tog de svagere til sig, og hvordan meget forskellige unge kunne fungere sammen i fællesskabet bag murene på Jagtvej. Og jeg frygter, at nedrivningen vil sætte sit præg på de unge fremover.
De stærke skal nok klare sig, og de har allerede kastet sig ind i den politiske kamp for et nyt hus. Men jeg frygter, at de svagere unge, der har lagt al deres fritid og identitet i Ungdomshuset, går en svær tid i møde, når det går op for dem, at Jagtvej 69 er væk og ikke kommer igen.
Må ikke blive stædige
København har på alle måder brug for et nyt ungdomshus. Hidtil har Socialdemokratiet og de radikale insisteret på, at private skal betale for det.
Det er i sig selv besynderligt, at Socialdemokratiet ønsker at privatisere ungdoms- og kulturpolitikken. Men det er også en dårlig idé, fordi de unge ikke vil privatiseres.
De påpeger, at kulturpolitikken ikke kun skal være for dem, der har råd til det.
Når man selv har børn, ved man også, at det ikke hjælper, at de voksne bliver mere stædige end børnene. Som ansvarlige for denne her by, så er det også vores ansvar at løse konflikten.
Og det er vores ansvar at sørge for gode kulturelle tilbud til de unge. Derfor bør vi heller ikke blive for stædige og insistere på, at kommunen skal have 7, 12 eller 15 mio. kr. for et nyt ungdomshus.
Regnestykket er enkelt: Det politiske flertal tog de unges hus fra dem. Derfor må det politiske flertal også stille et nyt til rådighed.
Det ved københavnerne. Nu mangler vi bare at Socialdemokratiet og de radikale også kan se det.
Af Mikkel Warming (EL) ,Københavns socialborgmester
65 pct. af københavnerne mener, at det er kommunens ansvar at skaffe de unge et nyt ungdomshus. Det viser en undersøgelse, som Rambøll har foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det er den virkelige nyhed. To tredjedele af københavnerne er uenige med totredjedele af Københavns Borgerrepræsentation. Københavnerne er ikke enige med overborgmesteren og de borgerlige, når de ikke vil tage ansvar for, at der er et selvstyrende ungdomshus i København.
At avisen gejler et par procent borgerliges flytten fra neutralitet til at være glade for overborgmesteren op til en historie, må nok kaldes for (selv)spin. Af den dårlige slags.
Men undersøgelsen viser, at københavnerne er i stand til at se tingene klart. København har brug for et brugerstyret ungdomshus, uanset at rydningen af Jagtvej 69 førte til uroligheder. Man kan kun glæde sig til, at københavnernes klarsyn også rammer det politiske flertal på Rådhuset.
Fredeligt sted
Mens Ungdomshuset på Jagtvej eksisterede, var det måske det mest fredelige spillested i København.
De problemer med vold og stoffer, som politiet oplever andre steder, eksisterede stort set ikke på Jagtvej 69. Så længe de unge selv fik lov at styre deres sted, blev energien brugt på at øve musik, arrangere koncerter, folkekøkkener, cirkus, T-shirttrykkeri osv.
Og Ungdomshuset var populært.
Også i langt bredere kredse end den bz-bevægelse, der i sin tid fik huset overdraget. Det kan man orientere sig om ved at tælle de tusinder af demonstranter i gaderne. Og man kan tænke over, at politiet så sig nødsaget til at tage på turné på de københavnske folkeskoler for at advare mod at deltage i uroligheder.
De unge elskede den do-it-yourself-holdning, som de oplevede i huset. De elskede selv at få lov at stå for deres projekter, uden indblanding fra de voksne, og de elskede at komme til fester i huset, uden at blive konfronteret med vold, stoffer, racisme, sexisme og homofobi.
Som by nød vi godt af den kreativitet, der udsprang fra huset. Vi fik musik og oplevelser, som vi ellers ikke ville få af den markedsstyrede oplevelsesøkonomi, og det etablerede kulturliv fik selvstændige og dygtige musikere, arrangører, lydfolk osv.
Frygter for de svage
Som socialborgmester har jeg også været glad for, hvordan de unge tog sig af hinanden. Hvordan de stærkere unge tog de svagere til sig, og hvordan meget forskellige unge kunne fungere sammen i fællesskabet bag murene på Jagtvej. Og jeg frygter, at nedrivningen vil sætte sit præg på de unge fremover.
De stærke skal nok klare sig, og de har allerede kastet sig ind i den politiske kamp for et nyt hus. Men jeg frygter, at de svagere unge, der har lagt al deres fritid og identitet i Ungdomshuset, går en svær tid i møde, når det går op for dem, at Jagtvej 69 er væk og ikke kommer igen.
Må ikke blive stædige
København har på alle måder brug for et nyt ungdomshus. Hidtil har Socialdemokratiet og de radikale insisteret på, at private skal betale for det.
Det er i sig selv besynderligt, at Socialdemokratiet ønsker at privatisere ungdoms- og kulturpolitikken. Men det er også en dårlig idé, fordi de unge ikke vil privatiseres.
De påpeger, at kulturpolitikken ikke kun skal være for dem, der har råd til det.
Når man selv har børn, ved man også, at det ikke hjælper, at de voksne bliver mere stædige end børnene. Som ansvarlige for denne her by, så er det også vores ansvar at løse konflikten.
Og det er vores ansvar at sørge for gode kulturelle tilbud til de unge. Derfor bør vi heller ikke blive for stædige og insistere på, at kommunen skal have 7, 12 eller 15 mio. kr. for et nyt ungdomshus.
Regnestykket er enkelt: Det politiske flertal tog de unges hus fra dem. Derfor må det politiske flertal også stille et nyt til rådighed.
Det ved københavnerne. Nu mangler vi bare at Socialdemokratiet og de radikale også kan se det.
Grådighed
Jagtvej 69
Af Bjørn Holmskjold, Skyttehusvej 20, Skivholme, Galten
Offentliggjort 13. marts 2007 03:00
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4293932
KAMPEN om Jagtvej 69 er ikke kun en kamp om et hus. Det er en kamp om meget mere end blot et hus.
Således udtalte en talsmand for Jagtvej 69 sig i tv til en verden, som tilsyneladende ikke begriber ret meget af noget som helst. En uforstand, som i virkeligheden kan være den egentlige grund til, at de unge nu tager kampen op mod et samfund, der har mere end nok i sig selv.
Disse børn og unge, og med dem alle andre børn og unge, lever nemlig reelt i en døende verden.
Grådighed
For hvad er det for et liv, dine børn har at se frem til? Hvor ansvarlig er det lige, at du som forarget bedsteborger selv tror, du er? Hvor reel er den kærlighed, som du meget hyklerisk påstår at have til dine børn?
Du, som med din evindelige grådighed efter materielle værdier, reelt forbruger både dine børn og børnebørns fremtid?
Jagtvej 69 er derfor ikke blot omhandlende et hus og samlingssted for samfundets børn og unge, men er symboliserende et kampråb og et opgør med det samfund, der under dets pæne overflader rummer en så ekstrem ansvarsløshed og en så ekstrem mangel på helhedstænkning, at der samfundsmæssigt er tale om et galopperende psykisk forfald.
Mens klimaproblemerne udvikler sig stadig mere livstruende, da har de uansvarlige forældre og de af dem valgte politikere mere end nok at se til med at skrabe til sig. For forældrene kan nemlig for deres del vide sig ret sikre på, at konsekvenserne af deres grådighed ikke kommer til udbetaling i deres tid.
Kamp mod forfaldet
For ud over grådighedens naturødelæggende konsekvenser, da betinger den materielle grådighed så omfattende forældresvigt, at samfundet i konsekvens heraf bliver psykisk sygt. Grådigheden er blevet normalen, hvorfor de, der ikke tænker egocentrisk, nu er blevet de afvigende.
Derfor er kampen om Jagtvej 69 ikke blot en kamp om et hus. Men en kamp mod et samfund i opløsning og psykisk forfald.
Af Bjørn Holmskjold, Skyttehusvej 20, Skivholme, Galten
Offentliggjort 13. marts 2007 03:00
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4293932
KAMPEN om Jagtvej 69 er ikke kun en kamp om et hus. Det er en kamp om meget mere end blot et hus.
Således udtalte en talsmand for Jagtvej 69 sig i tv til en verden, som tilsyneladende ikke begriber ret meget af noget som helst. En uforstand, som i virkeligheden kan være den egentlige grund til, at de unge nu tager kampen op mod et samfund, der har mere end nok i sig selv.
Disse børn og unge, og med dem alle andre børn og unge, lever nemlig reelt i en døende verden.
Grådighed
For hvad er det for et liv, dine børn har at se frem til? Hvor ansvarlig er det lige, at du som forarget bedsteborger selv tror, du er? Hvor reel er den kærlighed, som du meget hyklerisk påstår at have til dine børn?
Du, som med din evindelige grådighed efter materielle værdier, reelt forbruger både dine børn og børnebørns fremtid?
Jagtvej 69 er derfor ikke blot omhandlende et hus og samlingssted for samfundets børn og unge, men er symboliserende et kampråb og et opgør med det samfund, der under dets pæne overflader rummer en så ekstrem ansvarsløshed og en så ekstrem mangel på helhedstænkning, at der samfundsmæssigt er tale om et galopperende psykisk forfald.
Mens klimaproblemerne udvikler sig stadig mere livstruende, da har de uansvarlige forældre og de af dem valgte politikere mere end nok at se til med at skrabe til sig. For forældrene kan nemlig for deres del vide sig ret sikre på, at konsekvenserne af deres grådighed ikke kommer til udbetaling i deres tid.
Kamp mod forfaldet
For ud over grådighedens naturødelæggende konsekvenser, da betinger den materielle grådighed så omfattende forældresvigt, at samfundet i konsekvens heraf bliver psykisk sygt. Grådigheden er blevet normalen, hvorfor de, der ikke tænker egocentrisk, nu er blevet de afvigende.
Derfor er kampen om Jagtvej 69 ikke blot en kamp om et hus. Men en kamp mod et samfund i opløsning og psykisk forfald.
19 marts 2007
Politiets respektløshed
Jeg er netop hjemvendt fra et besøg på grunden hvor Ungdomshuset tidligere lå.
Jeg var taget derhen med min søster for at se, om det var der, folk var samledes efter Stenvnsgade. Der var kun os og en enkelt pige, der sad på en tom ølkasse og mindedes svundne tider. Min søster og jeg stod og betragtede de mange blomster, der er blevet lagt på grunden, da en hollændervogn med ca ti betjente kom kørende forbi stille og roligt og parkerede lige ude foran.
Undrende spurgte jeg min søster, hvad de mon skulle, da der jo ikke rigtig skete så meget. Omkring fem betjente steg ud af bilen, gik tværs over grunden og stilte sig og pissede! Lige der midt i det hele. Jeg vendte mig om mod min søster, der så lige så mærkelig ud i hovedet som jeg. Hvad er pointen? Er det at gnide lidt ekstra salt i såret?
Jeg blev meget stødt - det kan virke som en bagatel, men jeg synes den symbolske værdi i deres handling var direkte frastødende.
Da de kom gående tilbage forbi os, spurgte jeg dem stille og rolig, om de bare var kommet for at tisse på grunden, hvortil der blev svaret "ja". Så sagde jeg, at jeg synes det var direkte respektløst, og at de burde ha i tankerne, hvad stedet havde betydet- og stadig betyder for folk. Så blev der grint. Hvilket blot gjorde mig mere vred.
Jeg spurgte så, om der ikke fandtes toiletter på politigården, og om de i øvrigt var klar over, at det ikke var tilladt at tisse på privat ejendom (- og det er jo netop i den private ejendomsrets tjeneste, de har fungeret i den sidste tid!!) Dertil blev der blot svaret nonchalant - "vi har et godt forhold til Ruth".
Ja tak - oplevelsen i aften gjorde blot, at jeg kom til at føle mig endnu mere pisset på!
Mvh. Kristina Pedersen.
Jeg var taget derhen med min søster for at se, om det var der, folk var samledes efter Stenvnsgade. Der var kun os og en enkelt pige, der sad på en tom ølkasse og mindedes svundne tider. Min søster og jeg stod og betragtede de mange blomster, der er blevet lagt på grunden, da en hollændervogn med ca ti betjente kom kørende forbi stille og roligt og parkerede lige ude foran.
Undrende spurgte jeg min søster, hvad de mon skulle, da der jo ikke rigtig skete så meget. Omkring fem betjente steg ud af bilen, gik tværs over grunden og stilte sig og pissede! Lige der midt i det hele. Jeg vendte mig om mod min søster, der så lige så mærkelig ud i hovedet som jeg. Hvad er pointen? Er det at gnide lidt ekstra salt i såret?
Jeg blev meget stødt - det kan virke som en bagatel, men jeg synes den symbolske værdi i deres handling var direkte frastødende.
Da de kom gående tilbage forbi os, spurgte jeg dem stille og rolig, om de bare var kommet for at tisse på grunden, hvortil der blev svaret "ja". Så sagde jeg, at jeg synes det var direkte respektløst, og at de burde ha i tankerne, hvad stedet havde betydet- og stadig betyder for folk. Så blev der grint. Hvilket blot gjorde mig mere vred.
Jeg spurgte så, om der ikke fandtes toiletter på politigården, og om de i øvrigt var klar over, at det ikke var tilladt at tisse på privat ejendom (- og det er jo netop i den private ejendomsrets tjeneste, de har fungeret i den sidste tid!!) Dertil blev der blot svaret nonchalant - "vi har et godt forhold til Ruth".
Ja tak - oplevelsen i aften gjorde blot, at jeg kom til at føle mig endnu mere pisset på!
Mvh. Kristina Pedersen.
15 marts 2007
Indlæg fra en mor
Jeg er den STOLTE mor til en meget ung bruger af det tidligere ungdomshus.
Lad mig starte med at slå fast, at jeg på det kraftigste tager afstand fra den vold, Nørrebro har været præget af i de seneste døgn, i form af brostenskast, brand og ødelæggelser af materielle ting. Det ved jeg, at min søn - og hele den omgangskreds, han har fra "Ungeren" også gør.
Det er også vigtigt i den forbindelse at slå fast, at de tidligere brugere af ungdomshuset ikke er det samme som de autonome.
De aller-allerfleste af de unge, der er kommet i huset, er unge mennesker, der er idealistiske, meget humanistiske og ikke voldelige indstillede. Alle brugere af huset skal ikke skæres over en kam som autonome og voldelige, det vil jeg gerne advare imod.
Som forældre er det meget mærkeligt at opleve, at min dreng, som er 13 år gammel, bliver betegnet og opfattet som autonom, blot fordi han kunne lide at komme i ungdomshuset, hvor han ud over at spille musik har deltaget i madlavning i folkekøkkenet…
Jeg kender en del af de unge brugere derinde fra, og de er helt almindelige unge mennesker, som ikke opsøger vold og ikke udøver vold. Det er almindelige teenagere, med almindelige teenagerproblemer. De kan bare godt lide de tilbud og aktiviteter, ungdomshuset kunne tilbyde.
Det er i hele denne debat om huset uendelig trist at se, at almindelige voksne mennesker, politikere og medierne ikke har været i stand til at skelne mellem de 2 meget forskellige typer unge. Vi ved alle sammen, er der i vores by København findes ballademagere. Vi ser dem ved sportsbegivenheder og ved lovlige demonstrationer. Men ungdomshusets brugere er ikke en flok ballademagere. Det er en flok unge med noget på hjertet.
Sønnen og jeg sørger over, at Københavns kommune, med overborgmester Ritt Bjerregaard i spidsen, i den grad har nægtet at påtage sig det ansvar, de har for, at de sidste par døgn har været præget af uroligheder og vold.
Ved at sælge og rydde ungdomshuset, har kommunen desværre lukket den ventil, som huset har fungeret som. Nu ses resultaterne i form af desperation, vold, anarki og hærværk i Københavns gader. En kraft og en energi, der kunne have været brugt og kanaliseret ud positivt, hvis de unge have haft deres vanlige ramme.
Både sønnen og jeg har deltaget i de demonstrationer, der har været - og det vil vi fortsat gøre. Sammen.
Jeg er nemlig stolt af de unge fra ”Ungeren” og af min egen dreng.
Jeg er stolt af det mod, den råstyrke og den vilje, de udviser. Vi har at gøre med unge mennesker, der tør ”gå på tværs” - og fordi de er deres egne. Mennesker, der ikke er mainstream. De tør stille spørgsmål ved det ”man gør". De er åbne, vågne og kritiske, de er i kontakt med deres følelser og i den grad i live. For mig er det en meget stor og indlysende værdi, som vort samfund kun kan glæde sig over.
Min egen søn gør mig rank og glad, fordi han er i stand til at mærke efter inden i sig selv og giver udtryk for sine holdninger. Han tager ikke argumentet om, at ”det gør alle”, for gode vare. Han er modig, kreativ og nytænkende. Og nej, han ser ikke ud som en "kostskoledreng". Han har sært hår, mærkelig smykker, sort tøj … og det skønneste smil i denne verden. Men han er ikke autonom af den grund! Er det mon hans tøj, hans frisure, han bliver dømt ud fra? Er vi virkelig ikke kommet videre?
De unge repræsenterer andet værdisæt, end den konformisme, de borgerlige politikere står for.
De unge viser, at de største værdier i livet ikke kommer af ensretning og underkastelse, men af den personlige frihed og det rummelige sind. Han er ligeglad med mærkevarer, friværdier og dyre materielle ting. Det er samvær, kontakt og nærvær, der betyder noget for ham. Han vil bare gerne have et sted, hvor han kan være sammen med de mennesker, der ligner ham selv.
Et sted, hvor han kan spille musik, lave mad i et folkekøkken, et selvstyrende sted, hvor han kan diskutere, grine og bliver opdraget og lære om demokrati, et sted, hvor han bliver taget alvorlig - uden pædagoger og andre velmenende voksne, der skal fortælle ham, hvad, hvor og hvornår han skal gøre noget.
De unge fik i tidernes morgen overdraget brugsretten af huset på Jagtvej 69 af daværende overborgmester Egon Weidekamp. I mange mange år har huset fungeret uden vold og ballade. Tusinder af unge er sluset ind og ud af huset, alle en erfaring rigere - og alle bedre rustet til at bidrage til samfundet med en kreativ og fornyende vinkel og kraft.
En gave (brugsretten til huset) blev givet…, og gaven blev ”taget tilbage”… Er der noget at sige til, at der er vrede og frustration blandt de unge? Hvem kan forsvare, at man giver en gave og så tager den tilbage igen, når det passer en? Vis mig det hjem, det sted, hvor det er god kutyme.
Nu er der ikke noget ungdomshus længere. Alle de unge er i stedet for i aktivitet på gaden, ja, vi forældre med, ofte halsende i hælende på vores frustrede unger…
Den energi, der kunne have været brugt fornuftigt og kreativt under overskuelige og kontralbare rammer, er pludselig sluppet ud i det fri - og vokser i takt med den afmagt de og vi forældre føler.
Det er meget længe siden, jeg har været så oprørt og ked af det, som jeg har været i de sidste par dage. Dybt i mit hjerte søger jeg over, at hovedstaden har mistet det smukke, kreative, vilde, fantastiske og unikke sted, som Ungdomshuset var.
Jeg sørger over, at vi har en justitsminister (som i stedet burde benævnes ”moralminister”) - en minister, som bryster sig af at gå i så små sko og have så forstokkede holdninger, at jeg ikke ved, om vi skal le eller græde. At hun lægger skyld på forældre for, at der er vold i gaderne, i stedet for at påtage sig det politiske ansvar, hun selv har.
Jeg sørger over, at vi lever i dette såkaldte rige land, som har det så svært ved noget, der er anderledes… Vi bryster os af materiel rigdom. Vi praler med alle de forbrugsgoder, vi danskere har råd til at investere i. sommerhuse, samtalekøkkener, nye biler og hvad ved jeg.
Vi er rige, rige, rige… ja på penge… Men ufattelig fattige på visioner og frisind. Vi har overflod, massivt forbrug, og der er nok til alle, siger vi… Hvorfor har vi så ikke råd til at være så rummelige, at vi kan give de unge et hus igen? Hvor er overskuddet og rigdommen nu henne?
Tænk på, hvad de sidste par døgn har kostet i politiressourcer, reparationer og oprydning. Alene det faktum, at kommunen er villig til at bruge så mange kræfter og penge på at forsvare den personlige ejendomsret viser, at spørgsmålet om ungdomshuset ikke handler om penge eller om, at finde det rette sted, de unge kan være.
Det handler om manglende politisk vilje til at rumme og acceptere de unge, som de er. Politikerne har lukket øjnene for virkeligheden og nægter at påtage sig det poliske ansvar, de er blevet valgt til at forpligte sig på. En flok ”tøsefornærmede” voksne mennesker, som har glemt, at der er andet i livet end de aktiviteter, der rummes i sportsklubber og musikforeninger.
Hvis det kun handlede om økonomien omkring et nyt ungdomshus, havde det været lette, meget billigere og meget enklere at give de unge et andet hus. Uden forpligtelser og uden restrektioner!
Hvorfor skal de have et hus, bare fordi de har lavet ballade, kan man så spørge? Hvorfor skal de ikke ”om bag i køen” af alle de andre mennesker, som leder efter et kommunalt fristed? Af den simple grund, at de HAVDE et sted, Jagtvej 69 … kommunen tog det fra dem… så ER kommunen også forpligtet til at give de unge et tilsvarende hus tilbage. Det svarer til at blive byfornyet og blive sat på gaden.
De skal ikke have et hus, fordi de laver ballade. De skal have et hus, fordi de har krav på det.
Spørgsmålet om, om fonden Jagtvej 69 skal betale for huset, kan besvares med det korte og rungende NEJ, de unge allerede har givet. Det skal fonden IKKE.
Hvorfor? Fordi kommunen skal anerkende, at de har taget et nødvendigt værested væk, og de skal anerkende, at der skal være plads til unge i vores hovedstad, unge, som vælger en anden livsform og en anden ungdomskultur end den, der er beskrevet i Venstres ungdoms partiprogram!
Jeg er den STOLTE mor til en meget ung bruger af ungdomshuset. Hvor er det fantastisk at have et barn, som i den grad er i live, som er så modig, stærk, bevidst og klog. Han er en af vor tids frihedskæmper.
Noget har jeg i hvert fald gjort rigtigt som forældre. Her har du noget at lære fru Justitsminister.
Vi ses til demoerne. Denne kamp vinder vi.
Kærligst Lona Albertus.
Lad mig starte med at slå fast, at jeg på det kraftigste tager afstand fra den vold, Nørrebro har været præget af i de seneste døgn, i form af brostenskast, brand og ødelæggelser af materielle ting. Det ved jeg, at min søn - og hele den omgangskreds, han har fra "Ungeren" også gør.
Det er også vigtigt i den forbindelse at slå fast, at de tidligere brugere af ungdomshuset ikke er det samme som de autonome.
De aller-allerfleste af de unge, der er kommet i huset, er unge mennesker, der er idealistiske, meget humanistiske og ikke voldelige indstillede. Alle brugere af huset skal ikke skæres over en kam som autonome og voldelige, det vil jeg gerne advare imod.
Som forældre er det meget mærkeligt at opleve, at min dreng, som er 13 år gammel, bliver betegnet og opfattet som autonom, blot fordi han kunne lide at komme i ungdomshuset, hvor han ud over at spille musik har deltaget i madlavning i folkekøkkenet…
Jeg kender en del af de unge brugere derinde fra, og de er helt almindelige unge mennesker, som ikke opsøger vold og ikke udøver vold. Det er almindelige teenagere, med almindelige teenagerproblemer. De kan bare godt lide de tilbud og aktiviteter, ungdomshuset kunne tilbyde.
Det er i hele denne debat om huset uendelig trist at se, at almindelige voksne mennesker, politikere og medierne ikke har været i stand til at skelne mellem de 2 meget forskellige typer unge. Vi ved alle sammen, er der i vores by København findes ballademagere. Vi ser dem ved sportsbegivenheder og ved lovlige demonstrationer. Men ungdomshusets brugere er ikke en flok ballademagere. Det er en flok unge med noget på hjertet.
Sønnen og jeg sørger over, at Københavns kommune, med overborgmester Ritt Bjerregaard i spidsen, i den grad har nægtet at påtage sig det ansvar, de har for, at de sidste par døgn har været præget af uroligheder og vold.
Ved at sælge og rydde ungdomshuset, har kommunen desværre lukket den ventil, som huset har fungeret som. Nu ses resultaterne i form af desperation, vold, anarki og hærværk i Københavns gader. En kraft og en energi, der kunne have været brugt og kanaliseret ud positivt, hvis de unge have haft deres vanlige ramme.
Både sønnen og jeg har deltaget i de demonstrationer, der har været - og det vil vi fortsat gøre. Sammen.
Jeg er nemlig stolt af de unge fra ”Ungeren” og af min egen dreng.
Jeg er stolt af det mod, den råstyrke og den vilje, de udviser. Vi har at gøre med unge mennesker, der tør ”gå på tværs” - og fordi de er deres egne. Mennesker, der ikke er mainstream. De tør stille spørgsmål ved det ”man gør". De er åbne, vågne og kritiske, de er i kontakt med deres følelser og i den grad i live. For mig er det en meget stor og indlysende værdi, som vort samfund kun kan glæde sig over.
Min egen søn gør mig rank og glad, fordi han er i stand til at mærke efter inden i sig selv og giver udtryk for sine holdninger. Han tager ikke argumentet om, at ”det gør alle”, for gode vare. Han er modig, kreativ og nytænkende. Og nej, han ser ikke ud som en "kostskoledreng". Han har sært hår, mærkelig smykker, sort tøj … og det skønneste smil i denne verden. Men han er ikke autonom af den grund! Er det mon hans tøj, hans frisure, han bliver dømt ud fra? Er vi virkelig ikke kommet videre?
De unge repræsenterer andet værdisæt, end den konformisme, de borgerlige politikere står for.
De unge viser, at de største værdier i livet ikke kommer af ensretning og underkastelse, men af den personlige frihed og det rummelige sind. Han er ligeglad med mærkevarer, friværdier og dyre materielle ting. Det er samvær, kontakt og nærvær, der betyder noget for ham. Han vil bare gerne have et sted, hvor han kan være sammen med de mennesker, der ligner ham selv.
Et sted, hvor han kan spille musik, lave mad i et folkekøkken, et selvstyrende sted, hvor han kan diskutere, grine og bliver opdraget og lære om demokrati, et sted, hvor han bliver taget alvorlig - uden pædagoger og andre velmenende voksne, der skal fortælle ham, hvad, hvor og hvornår han skal gøre noget.
De unge fik i tidernes morgen overdraget brugsretten af huset på Jagtvej 69 af daværende overborgmester Egon Weidekamp. I mange mange år har huset fungeret uden vold og ballade. Tusinder af unge er sluset ind og ud af huset, alle en erfaring rigere - og alle bedre rustet til at bidrage til samfundet med en kreativ og fornyende vinkel og kraft.
En gave (brugsretten til huset) blev givet…, og gaven blev ”taget tilbage”… Er der noget at sige til, at der er vrede og frustration blandt de unge? Hvem kan forsvare, at man giver en gave og så tager den tilbage igen, når det passer en? Vis mig det hjem, det sted, hvor det er god kutyme.
Nu er der ikke noget ungdomshus længere. Alle de unge er i stedet for i aktivitet på gaden, ja, vi forældre med, ofte halsende i hælende på vores frustrede unger…
Den energi, der kunne have været brugt fornuftigt og kreativt under overskuelige og kontralbare rammer, er pludselig sluppet ud i det fri - og vokser i takt med den afmagt de og vi forældre føler.
Det er meget længe siden, jeg har været så oprørt og ked af det, som jeg har været i de sidste par dage. Dybt i mit hjerte søger jeg over, at hovedstaden har mistet det smukke, kreative, vilde, fantastiske og unikke sted, som Ungdomshuset var.
Jeg sørger over, at vi har en justitsminister (som i stedet burde benævnes ”moralminister”) - en minister, som bryster sig af at gå i så små sko og have så forstokkede holdninger, at jeg ikke ved, om vi skal le eller græde. At hun lægger skyld på forældre for, at der er vold i gaderne, i stedet for at påtage sig det politiske ansvar, hun selv har.
Jeg sørger over, at vi lever i dette såkaldte rige land, som har det så svært ved noget, der er anderledes… Vi bryster os af materiel rigdom. Vi praler med alle de forbrugsgoder, vi danskere har råd til at investere i. sommerhuse, samtalekøkkener, nye biler og hvad ved jeg.
Vi er rige, rige, rige… ja på penge… Men ufattelig fattige på visioner og frisind. Vi har overflod, massivt forbrug, og der er nok til alle, siger vi… Hvorfor har vi så ikke råd til at være så rummelige, at vi kan give de unge et hus igen? Hvor er overskuddet og rigdommen nu henne?
Tænk på, hvad de sidste par døgn har kostet i politiressourcer, reparationer og oprydning. Alene det faktum, at kommunen er villig til at bruge så mange kræfter og penge på at forsvare den personlige ejendomsret viser, at spørgsmålet om ungdomshuset ikke handler om penge eller om, at finde det rette sted, de unge kan være.
Det handler om manglende politisk vilje til at rumme og acceptere de unge, som de er. Politikerne har lukket øjnene for virkeligheden og nægter at påtage sig det poliske ansvar, de er blevet valgt til at forpligte sig på. En flok ”tøsefornærmede” voksne mennesker, som har glemt, at der er andet i livet end de aktiviteter, der rummes i sportsklubber og musikforeninger.
Hvis det kun handlede om økonomien omkring et nyt ungdomshus, havde det været lette, meget billigere og meget enklere at give de unge et andet hus. Uden forpligtelser og uden restrektioner!
Hvorfor skal de have et hus, bare fordi de har lavet ballade, kan man så spørge? Hvorfor skal de ikke ”om bag i køen” af alle de andre mennesker, som leder efter et kommunalt fristed? Af den simple grund, at de HAVDE et sted, Jagtvej 69 … kommunen tog det fra dem… så ER kommunen også forpligtet til at give de unge et tilsvarende hus tilbage. Det svarer til at blive byfornyet og blive sat på gaden.
De skal ikke have et hus, fordi de laver ballade. De skal have et hus, fordi de har krav på det.
Spørgsmålet om, om fonden Jagtvej 69 skal betale for huset, kan besvares med det korte og rungende NEJ, de unge allerede har givet. Det skal fonden IKKE.
Hvorfor? Fordi kommunen skal anerkende, at de har taget et nødvendigt værested væk, og de skal anerkende, at der skal være plads til unge i vores hovedstad, unge, som vælger en anden livsform og en anden ungdomskultur end den, der er beskrevet i Venstres ungdoms partiprogram!
Jeg er den STOLTE mor til en meget ung bruger af ungdomshuset. Hvor er det fantastisk at have et barn, som i den grad er i live, som er så modig, stærk, bevidst og klog. Han er en af vor tids frihedskæmper.
Noget har jeg i hvert fald gjort rigtigt som forældre. Her har du noget at lære fru Justitsminister.
Vi ses til demoerne. Denne kamp vinder vi.
Kærligst Lona Albertus.
14 marts 2007
Det foregår i Danmark....
Denne artikkel har været publiceret på Modkraft.dk
Forældre mod politibrutalitet: Til samlingen af historier om politivold - og vel nok endnu grovereend de fleste andre:
Det er søndag eftermiddag (4. marts 2007). Jeg sidder og snakker med "Alex" der havde fødselsdag den 1. marts – han fyldte 17 år netop den dag ungdomshuset i København blev ryddet – et sted han selv er kommet, men hvor han aldrig har oplevet ballade eller slåskamp.
Netop denne dag bliver Alex ’s værste fødselsdag nogensinde. Det bliver dagen hvor han mærker politiets nye forhørsmetoder. Tæsk, kvælning og ydmygelse.
Da Alex begynder at fortælle om begivenhederne kan man tydeligt mærke at han fortsat er rystet over sit møde med ordensmagten. Det er svært at huske præcist hvad der er sket, men han forsøger efter bedste evne at gengive aftenens begivenheder.
Torsdag aften omkring 21.30 går Alex med 3 andre fra en lejlighed på Nørrebro ind mod Københavns centrum. Alex er det man normalt omtaler som en hiphopper – store hængerøvsbukser, hættetrøje og kasket er hans vanlige påklædning i stort set al slags vejr. På vej til Nørreport vokser gruppen til 10-20 stykker. Nogle har smidt cykler ud på gaden og Alex forstår godt reaktionen ovenpå rydningen af ungdomshuset. Han har selv været der en del gange, men har aldrig været en del af den faste kerne. Siden i sommers har han været på efterskole og har ikke deltaget i den seneste tids manifestationer omkring ungdomshuset.
Gruppen bevæger sig ad Frederiksborggade (Købmagergade) ned mod Kultorvet. Klokken er nu blevet ca. 21.50. Enkelte butiksruder på gaden er blevet knust. Han står i nærheden af Kultorvet da de fleste begynder at løbe fra Roseborggade bag ham. Der går nogle sekunder før han opdager at en bil kommer ræsende mod dem. Bilen er civil – fuldstændigt umærket.
Han flygter ned på Kultorvet med bilen i hælene, hopper over en bænk og fortsætter mod Hausergade. De fleste befinder sig nu andre steder på pladsen. Bilen forfølger Alex og han drejer ned ad Sankt Gertruds Stræde. Her kommer bilen så tæt på at han er nødt til at hoppe i dækning i en lille trappeopgang for ikke at blive ramt. Det hele går meget hurtigt og han aner ikke hvem der er efter ham. Bilen standser med det samme, og der er ingen mulighed for at slippe væk i den smalle gade, så han stiller sig med armene over hovedet. 3 mand springer ud af bilen – i hvert fald en med en knippel hævet over hovedet, så nærmest per refleks dukker Alex sig og dækker hovedet med armene. "Jeg skal ikke slås i hovedet med kniplen" er det eneste han tænker.
Med hovedet nede kan han ikke se hvad der sker, men han får adskillige knippelslag – i hvert fald omkring 5 på baghoved og ryg.
Kort efter trækker de ham brutalt ind på bilens bagsæde uden på noget tidspunkt at have identificeret sig.
I bilen er chaufføren (A), en i passagersædet (B), en på bagsædet til venstre (C) og Alex bagi til højre. Da de halvvejs kaster Alex ind får han besked på at holde hænderne på ryggen og hovedet nede.
Han hører dem melde over radioen at de "har taget 1 og der er 10-20 andre som er meget aggressive". Han får indtryk af at de gerne vil hurtigt væk, men samtidig gerne vil finde de andre. B lader en kommentar falde om at nu "kører de en tur i mosen".
Nu følger det Alex kalder "første del" – med hans egne ord var det "den mest brutale og sværest at huske".
B begynder at udspørge ham: "Hvem er ham i den røde?"; "Hvem er de andre?"; "Hvor er de på vej hen?". Han er meget aggressiv, og hvert spørgsmål følges af et slag i ansigtet.
Han er stadig tydeligt påvirket når han fortæller, og han kan ikke huske om slagene var med knytnæve eller knippel. Det føles og huskes som rigtigt mange hårde slag. Alex fortæller: "tænker jeg konkret tilbage kan jeg huske 3 slag som ikke bare var flade." I hvert fald er der 3 slag som gør meget ondt – især 1 på næsen som har efterladt et sår på næseryggen, og får Alex til at tro næsen er brækket. Under
hele seancen sidder han med hænderne på ryggen som beordret og værger på intet tidspunkt for sig. Han er meget bange og meget ydmyg. Alex svarer benægtende på betjentenes spørgsmål – på dette tidspunkt har de stadig ikke identificeret sig og det er kun pga. radioen at han gætter sig til det er civilklædte betjente.
"Det ved jeg ikke", svarer han på de fleste spørgsmål, eller; "Jeg kender ikke nogen i rød jakke" osv. Hvert svar udløser slag i ansigtet og kommentarer fra "forhørslederen" som: "Du skal ikke lyve din svans". Efterhånden har Alex så ondt i ansigtet og kroppen at han har svært ved at bedømme om slagene aftager i styrke eller bare ikke rigtigt kan mærkes mere fordi det hele gør for ondt.
Efter et stykke tid. Alex bedømmer det til mindst 10 minutter presser B hans hoved ned mod sit lår. Alex kan ikke få luft og trækker hovedet til sig og værger med hænderne mens han siger, "Jeg kan ikke få luft – jeg kan ikke få luft". Det er første gang han gør nogen form for modstand. For den kommentar siger B, at "Ham skal vi have I håndjern."
Kort efter beordrer B bilen ind til siden med ordene "Her er et godt sted – stop nu". Alex er næsten sikker på at de her holder langs et hegn i nærheden af Rosenborg. Han bliver hevet ud af bilen som i en actionfilm og kastet ned på jorden imens der råbes "Politi! Politi!". På den anden side af gaden står 2 ældre damer. Alex råber "Jeg har
ikke gjort noget, jeg har ikke gjort noget – lad være med at slå mere," og optrinnet får de 2 damer til at komme over gaden til bilen, hvor de pænt beder om at se politiskilte. Chaufføren puffer dem væk og råber at de skal skride. Da de insisterer, gentager han bare at de skal skride, Alex hives ind i bilen og de kører videre.
Kort efter siger chaufføren: "Hvis han bliver ved at lyve så kan jeg godt køre en tur i skoven og tæske ham." Det gør de dog ikke alvor af, men kører til en plads i indre København hvor anholdelsespapirerne bliver udfyldt – dog uden at Alex bliver
informeret om hvad han er anholdt for. Registreringen af hans fødselsdato udløser dog et bryskt "Tillykke med fødselsdagen".
Efter et stykke tid kører de til Strøget ved Helligåndskirken hvor Alex får besked på at holde kæft og bliver visiteret. Ret hurtigt er en aktivist med videokamera på stedet og filmer løbende hvad der foregår – bl.a. Alex der sidder i bilen, og betjentene opfører sig "næsten normalt." Han prøver diskret at signalere at han har fået tæsk, og at de skal ringe til hans familie men tvivler dog på at det bliver opfattet.
Sammen med 4 andre anholdte bliver Alex flyttet ind i en af politiets kassevogne. Her sidder en ældre uniformeret betjent, og Alexfortæller ham straks at han har fået tæsk af de civilklædte. "Det må du snakke med kriminalpolitiet om," svarer den uniformerede betjent surt og ignorerer ham ellers. De bliver kørt til Højbro Plads og ført over i en cellevogn. Her sidder de 1-1½ time og venter på at den bliver fyldt op.
Klokken ca. 00.40 kommer vognen til Glostrup politistation. Alex siger igen at han har fået tæsk af de civile betjente, og forhører sig som det første om han kommer til at møde dem igen. Han ville ikke være i stand til at sove med frygten for at blive afhørt af dem.
At han har fået tæsk udløser ingen reaktion, men han får da at vide han ikke skal afhøres af dem. Lørdag kl. ca. 14 starter afhøringen. Den varer ca. ½ time og overværes af en dame fra de sociale myndigheder som Alex ikke har større tiltro til. Hun spørger om det er normalt sådan at få sår på næsen – til hvilket betjenten svarer at det er meget normalt når man ligger folk ned ved anholdelsen at det er næsen der rammer asfalten først. Det stiller hende åbenbart tilfreds og hun kommenterer vittigt: "man vist har været lidt for langt fremme med næsen".
Efter et par timer bliver Alex løsladt, og næste dag tilbringer han det meste af tiden på skadestuen.
I dag, søndag den 4. marts ser Alex forslået ud men virker dog rimeligt fattet. Han har overvejet at klage over politiets behandling af ham, men med tanke på hvordan systemet indtil nu har behandlet ham tvivler han på at han opnår noget ved det.
Alex er fortsat sigtet - for hærværk -på basis af de tre civilklædte betjentes udsagn
Forældre mod politibrutalitet: Til samlingen af historier om politivold - og vel nok endnu grovereend de fleste andre:
Det er søndag eftermiddag (4. marts 2007). Jeg sidder og snakker med "Alex" der havde fødselsdag den 1. marts – han fyldte 17 år netop den dag ungdomshuset i København blev ryddet – et sted han selv er kommet, men hvor han aldrig har oplevet ballade eller slåskamp.
Netop denne dag bliver Alex ’s værste fødselsdag nogensinde. Det bliver dagen hvor han mærker politiets nye forhørsmetoder. Tæsk, kvælning og ydmygelse.
Da Alex begynder at fortælle om begivenhederne kan man tydeligt mærke at han fortsat er rystet over sit møde med ordensmagten. Det er svært at huske præcist hvad der er sket, men han forsøger efter bedste evne at gengive aftenens begivenheder.
Torsdag aften omkring 21.30 går Alex med 3 andre fra en lejlighed på Nørrebro ind mod Københavns centrum. Alex er det man normalt omtaler som en hiphopper – store hængerøvsbukser, hættetrøje og kasket er hans vanlige påklædning i stort set al slags vejr. På vej til Nørreport vokser gruppen til 10-20 stykker. Nogle har smidt cykler ud på gaden og Alex forstår godt reaktionen ovenpå rydningen af ungdomshuset. Han har selv været der en del gange, men har aldrig været en del af den faste kerne. Siden i sommers har han været på efterskole og har ikke deltaget i den seneste tids manifestationer omkring ungdomshuset.
Gruppen bevæger sig ad Frederiksborggade (Købmagergade) ned mod Kultorvet. Klokken er nu blevet ca. 21.50. Enkelte butiksruder på gaden er blevet knust. Han står i nærheden af Kultorvet da de fleste begynder at løbe fra Roseborggade bag ham. Der går nogle sekunder før han opdager at en bil kommer ræsende mod dem. Bilen er civil – fuldstændigt umærket.
Han flygter ned på Kultorvet med bilen i hælene, hopper over en bænk og fortsætter mod Hausergade. De fleste befinder sig nu andre steder på pladsen. Bilen forfølger Alex og han drejer ned ad Sankt Gertruds Stræde. Her kommer bilen så tæt på at han er nødt til at hoppe i dækning i en lille trappeopgang for ikke at blive ramt. Det hele går meget hurtigt og han aner ikke hvem der er efter ham. Bilen standser med det samme, og der er ingen mulighed for at slippe væk i den smalle gade, så han stiller sig med armene over hovedet. 3 mand springer ud af bilen – i hvert fald en med en knippel hævet over hovedet, så nærmest per refleks dukker Alex sig og dækker hovedet med armene. "Jeg skal ikke slås i hovedet med kniplen" er det eneste han tænker.
Med hovedet nede kan han ikke se hvad der sker, men han får adskillige knippelslag – i hvert fald omkring 5 på baghoved og ryg.
Kort efter trækker de ham brutalt ind på bilens bagsæde uden på noget tidspunkt at have identificeret sig.
I bilen er chaufføren (A), en i passagersædet (B), en på bagsædet til venstre (C) og Alex bagi til højre. Da de halvvejs kaster Alex ind får han besked på at holde hænderne på ryggen og hovedet nede.
Han hører dem melde over radioen at de "har taget 1 og der er 10-20 andre som er meget aggressive". Han får indtryk af at de gerne vil hurtigt væk, men samtidig gerne vil finde de andre. B lader en kommentar falde om at nu "kører de en tur i mosen".
Nu følger det Alex kalder "første del" – med hans egne ord var det "den mest brutale og sværest at huske".
B begynder at udspørge ham: "Hvem er ham i den røde?"; "Hvem er de andre?"; "Hvor er de på vej hen?". Han er meget aggressiv, og hvert spørgsmål følges af et slag i ansigtet.
Han er stadig tydeligt påvirket når han fortæller, og han kan ikke huske om slagene var med knytnæve eller knippel. Det føles og huskes som rigtigt mange hårde slag. Alex fortæller: "tænker jeg konkret tilbage kan jeg huske 3 slag som ikke bare var flade." I hvert fald er der 3 slag som gør meget ondt – især 1 på næsen som har efterladt et sår på næseryggen, og får Alex til at tro næsen er brækket. Under
hele seancen sidder han med hænderne på ryggen som beordret og værger på intet tidspunkt for sig. Han er meget bange og meget ydmyg. Alex svarer benægtende på betjentenes spørgsmål – på dette tidspunkt har de stadig ikke identificeret sig og det er kun pga. radioen at han gætter sig til det er civilklædte betjente.
"Det ved jeg ikke", svarer han på de fleste spørgsmål, eller; "Jeg kender ikke nogen i rød jakke" osv. Hvert svar udløser slag i ansigtet og kommentarer fra "forhørslederen" som: "Du skal ikke lyve din svans". Efterhånden har Alex så ondt i ansigtet og kroppen at han har svært ved at bedømme om slagene aftager i styrke eller bare ikke rigtigt kan mærkes mere fordi det hele gør for ondt.
Efter et stykke tid. Alex bedømmer det til mindst 10 minutter presser B hans hoved ned mod sit lår. Alex kan ikke få luft og trækker hovedet til sig og værger med hænderne mens han siger, "Jeg kan ikke få luft – jeg kan ikke få luft". Det er første gang han gør nogen form for modstand. For den kommentar siger B, at "Ham skal vi have I håndjern."
Kort efter beordrer B bilen ind til siden med ordene "Her er et godt sted – stop nu". Alex er næsten sikker på at de her holder langs et hegn i nærheden af Rosenborg. Han bliver hevet ud af bilen som i en actionfilm og kastet ned på jorden imens der råbes "Politi! Politi!". På den anden side af gaden står 2 ældre damer. Alex råber "Jeg har
ikke gjort noget, jeg har ikke gjort noget – lad være med at slå mere," og optrinnet får de 2 damer til at komme over gaden til bilen, hvor de pænt beder om at se politiskilte. Chaufføren puffer dem væk og råber at de skal skride. Da de insisterer, gentager han bare at de skal skride, Alex hives ind i bilen og de kører videre.
Kort efter siger chaufføren: "Hvis han bliver ved at lyve så kan jeg godt køre en tur i skoven og tæske ham." Det gør de dog ikke alvor af, men kører til en plads i indre København hvor anholdelsespapirerne bliver udfyldt – dog uden at Alex bliver
informeret om hvad han er anholdt for. Registreringen af hans fødselsdato udløser dog et bryskt "Tillykke med fødselsdagen".
Efter et stykke tid kører de til Strøget ved Helligåndskirken hvor Alex får besked på at holde kæft og bliver visiteret. Ret hurtigt er en aktivist med videokamera på stedet og filmer løbende hvad der foregår – bl.a. Alex der sidder i bilen, og betjentene opfører sig "næsten normalt." Han prøver diskret at signalere at han har fået tæsk, og at de skal ringe til hans familie men tvivler dog på at det bliver opfattet.
Sammen med 4 andre anholdte bliver Alex flyttet ind i en af politiets kassevogne. Her sidder en ældre uniformeret betjent, og Alexfortæller ham straks at han har fået tæsk af de civilklædte. "Det må du snakke med kriminalpolitiet om," svarer den uniformerede betjent surt og ignorerer ham ellers. De bliver kørt til Højbro Plads og ført over i en cellevogn. Her sidder de 1-1½ time og venter på at den bliver fyldt op.
Klokken ca. 00.40 kommer vognen til Glostrup politistation. Alex siger igen at han har fået tæsk af de civile betjente, og forhører sig som det første om han kommer til at møde dem igen. Han ville ikke være i stand til at sove med frygten for at blive afhørt af dem.
At han har fået tæsk udløser ingen reaktion, men han får da at vide han ikke skal afhøres af dem. Lørdag kl. ca. 14 starter afhøringen. Den varer ca. ½ time og overværes af en dame fra de sociale myndigheder som Alex ikke har større tiltro til. Hun spørger om det er normalt sådan at få sår på næsen – til hvilket betjenten svarer at det er meget normalt når man ligger folk ned ved anholdelsen at det er næsen der rammer asfalten først. Det stiller hende åbenbart tilfreds og hun kommenterer vittigt: "man vist har været lidt for langt fremme med næsen".
Efter et par timer bliver Alex løsladt, og næste dag tilbringer han det meste af tiden på skadestuen.
I dag, søndag den 4. marts ser Alex forslået ud men virker dog rimeligt fattet. Han har overvejet at klage over politiets behandling af ham, men med tanke på hvordan systemet indtil nu har behandlet ham tvivler han på at han opnår noget ved det.
Alex er fortsat sigtet - for hærværk -på basis af de tre civilklædte betjentes udsagn
Støtteindsamling til de uskyldige konfliktramte
INDSAMLING TIL FORDEL FOR USKYLDIGE KONFLIKTRAMTE
Vi vil gerne understrege at: Optøjerne ikke har været anført af en mindre kerne af kriminelle elementer. Opstanden er opstået af flere tusinde unge, der i frustration og afmagt har vist deres vrede over tabet af Ungdomshuset.
- Vi ønsker på ingen måde at tage afstand fra vores ulykkelige kammerater, men blot vise en forståelse og medfølelse med de mennesker der uskyldigt er kommet i klemme i konflikten.
Derfor har vi valgt at starte en indsamling til disse ofre. Ønsker man at donere et beløb til dette, kan pengene indsættes på følgende konto i Jyske Bank
regnr.: 5040 kontonr: 113992-3
IBANNR: DK575050400001139923
Pengene vil blive brugt som konfliktstøtte, i den forstand, at hvis man har haft en skade man ikke kan få dækket via sit forsikringsselskab, kan man søge at modtage et beløb fra denne konto. Vores mandagsmøde vil gennemgå alle ansøgninger og uddele midler herefter. Indsamlingen løber fra 15/3 til og med 30/4. indkomne ansøgninger vil blive behandlet på Mandagsmødet Mandag d.7/5 og uddelt herefter. Skriftlige ansøgninger bedes stilet til: "UNGEREN PÅ RÅDHUSPLADSEN" Rådhuspladsen 1, 1599 København V ,
MRK. "KONFLIKTSTØTTE"
Præcisering:
Vi vil gerne gøre opmærksom på at det udelukkende er "ungdomshuset" på Rådhuspladsens Fællesmøde der står for indsamlingen til konfliktramte. Det er ligeledes det mandagsmøde der afholdes på Rådhuspladsen der behandler indkomne ansøgninger og ikke Det oprindelige mandagsmøde. (Ungeren og støtter fra Jagtvej har stadig et eget fungerende mandagsmøde og det er altså IKKE dette møde der har iværksat indsamlingen og derfor er det selvfølgelig heller ikke dem der står for uddelingen af indkomne midler).
Samtidig ønsker vi endnu engang at give udtryk for at vores indsamling handler om medføelse med de uskyldigt ramte og ikke om egentlig ansvarsplacering!!
SEND VIDERE
Vi vil gerne understrege at: Optøjerne ikke har været anført af en mindre kerne af kriminelle elementer. Opstanden er opstået af flere tusinde unge, der i frustration og afmagt har vist deres vrede over tabet af Ungdomshuset.
- Vi ønsker på ingen måde at tage afstand fra vores ulykkelige kammerater, men blot vise en forståelse og medfølelse med de mennesker der uskyldigt er kommet i klemme i konflikten.
Derfor har vi valgt at starte en indsamling til disse ofre. Ønsker man at donere et beløb til dette, kan pengene indsættes på følgende konto i Jyske Bank
regnr.: 5040 kontonr: 113992-3
IBANNR: DK575050400001139923
Pengene vil blive brugt som konfliktstøtte, i den forstand, at hvis man har haft en skade man ikke kan få dækket via sit forsikringsselskab, kan man søge at modtage et beløb fra denne konto. Vores mandagsmøde vil gennemgå alle ansøgninger og uddele midler herefter. Indsamlingen løber fra 15/3 til og med 30/4. indkomne ansøgninger vil blive behandlet på Mandagsmødet Mandag d.7/5 og uddelt herefter. Skriftlige ansøgninger bedes stilet til: "UNGEREN PÅ RÅDHUSPLADSEN" Rådhuspladsen 1, 1599 København V ,
MRK. "KONFLIKTSTØTTE"
Præcisering:
Vi vil gerne gøre opmærksom på at det udelukkende er "ungdomshuset" på Rådhuspladsens Fællesmøde der står for indsamlingen til konfliktramte. Det er ligeledes det mandagsmøde der afholdes på Rådhuspladsen der behandler indkomne ansøgninger og ikke Det oprindelige mandagsmøde. (Ungeren og støtter fra Jagtvej har stadig et eget fungerende mandagsmøde og det er altså IKKE dette møde der har iværksat indsamlingen og derfor er det selvfølgelig heller ikke dem der står for uddelingen af indkomne midler).
Samtidig ønsker vi endnu engang at give udtryk for at vores indsamling handler om medføelse med de uskyldigt ramte og ikke om egentlig ansvarsplacering!!
SEND VIDERE
13 marts 2007
Magtmisbrug i Århus
Af Mikkel
I Århus er det nu blevet slået fast ved Landsretten i går at Danmark nu ikke længere yder retssikkerhed for dets borgere. Idet Johnny Lauritsen's dom fra Byretten blev stadfæstet, selvom Kulturrådmand og hans kærestes enslydende vidneforklaringer blev bevist at være utroværdige. Artiklen er i JP-Århus på forsiden idag, hvor det ikke bliver nævnt hvordan han er blevet truet af de offentlige myndigheder og hvor Johnnys navn end ikke er nævnt.
Johnny som er ramt af leukæmi og har en muskelsvindsramt søn på 5 år han skal passe, bliver smidt i fængsel i 2 måneder for at have henvendt sig til Kulturrådmand og kæreste i bybus, samt på et møde med en centerchef at have "virket" truende!? Johnny har henvendt sig fordi at de sociale myndigheder i Århus
har villet smadre hans økonomi, selv sagt ulovligt! Læs mere på magtkampen.dk
Af Johnny
Der er nærmest ingen grænser for, hvordan magthavere -
uden rimelig grund - kan forbruge ressourcer på at
udøve magt imod nærmest forsvarsløse borgere, det
beviser uhyggeligt mange sager, også jeres med
ungdomshuset. Jeg har iøvrigt nævnt sagen om
ungdomshuset i mine beretninger, under mine
dagbogsnotater på hjemmesiden www.magtkampen.dk, men jeg er ikke færdig.
Borgere kan bekæmpes med oceaner, nærmest uendelige
ressourcer, men magthaverne behøver åbenlyst ikke at
overholde gældende love og regler, de beskytter
hinanden på ofte bevislig korrupt måde, og kan nærmest
umuligt straffes, fordi politiet selv bestemmer, hvem
der skal retsforfølges og ikke.
Jeg håber meget, at den magtliderlige kvinde som
styrer Faderhuset, og hendes støtter, finder ud af, at
de ikke har været for smarte, når de på sigt kan se og
mærke resultatet af deres handlinger.
Hvis du vil hjælpe mig lidt, så må du meget gerne
fortælle venner og bekendte om, at de kan læse mine
beretninger på hjemmesiden "magtkampen.dk", for
samtlige medier boycotter historierne, det skal åbenbart ikke
frem i offentlighed, hvad jeg kan bevidne.
Havde jeg haft kræfter og økonomi til det, så havde
jeg gjort alt for at få frem på forskellig måde, at
mine beretninger kan læses på Internettet.
Jeg må erkende, at det for mig har været totalt
umuligt at komme frem i offentligheden med mine
beretninger, hvilket ikke er overraskende for mig, da
jeg igennem mange år har erfaret hvordan den samlede
presse og medierne virker.
Derfor har jeg også udtænkt en plan for, hvordan
borgerne mest bredt og frit kan komme til orde, ved at
lave en ny Internetsite, hvor alle kan skrive nærmest
ethvert tænkeligt budskab og historie hjemmefra egen
computer, helt gratis. Det vil jeg gerne fortælle mere
om, hvis du er interesseret. Jeg har bare ikke kunnet
finde nogen, som kan og vil programere sitet for mig.
Held og lykke med alt.
Kærlig hilsen
Johnny
I Århus er det nu blevet slået fast ved Landsretten i går at Danmark nu ikke længere yder retssikkerhed for dets borgere. Idet Johnny Lauritsen's dom fra Byretten blev stadfæstet, selvom Kulturrådmand og hans kærestes enslydende vidneforklaringer blev bevist at være utroværdige. Artiklen er i JP-Århus på forsiden idag, hvor det ikke bliver nævnt hvordan han er blevet truet af de offentlige myndigheder og hvor Johnnys navn end ikke er nævnt.
Johnny som er ramt af leukæmi og har en muskelsvindsramt søn på 5 år han skal passe, bliver smidt i fængsel i 2 måneder for at have henvendt sig til Kulturrådmand og kæreste i bybus, samt på et møde med en centerchef at have "virket" truende!? Johnny har henvendt sig fordi at de sociale myndigheder i Århus
har villet smadre hans økonomi, selv sagt ulovligt! Læs mere på magtkampen.dk
Af Johnny
Der er nærmest ingen grænser for, hvordan magthavere -
uden rimelig grund - kan forbruge ressourcer på at
udøve magt imod nærmest forsvarsløse borgere, det
beviser uhyggeligt mange sager, også jeres med
ungdomshuset. Jeg har iøvrigt nævnt sagen om
ungdomshuset i mine beretninger, under mine
dagbogsnotater på hjemmesiden www.magtkampen.dk, men jeg er ikke færdig.
Borgere kan bekæmpes med oceaner, nærmest uendelige
ressourcer, men magthaverne behøver åbenlyst ikke at
overholde gældende love og regler, de beskytter
hinanden på ofte bevislig korrupt måde, og kan nærmest
umuligt straffes, fordi politiet selv bestemmer, hvem
der skal retsforfølges og ikke.
Jeg håber meget, at den magtliderlige kvinde som
styrer Faderhuset, og hendes støtter, finder ud af, at
de ikke har været for smarte, når de på sigt kan se og
mærke resultatet af deres handlinger.
Hvis du vil hjælpe mig lidt, så må du meget gerne
fortælle venner og bekendte om, at de kan læse mine
beretninger på hjemmesiden "magtkampen.dk", for
samtlige medier boycotter historierne, det skal åbenbart ikke
frem i offentlighed, hvad jeg kan bevidne.
Havde jeg haft kræfter og økonomi til det, så havde
jeg gjort alt for at få frem på forskellig måde, at
mine beretninger kan læses på Internettet.
Jeg må erkende, at det for mig har været totalt
umuligt at komme frem i offentligheden med mine
beretninger, hvilket ikke er overraskende for mig, da
jeg igennem mange år har erfaret hvordan den samlede
presse og medierne virker.
Derfor har jeg også udtænkt en plan for, hvordan
borgerne mest bredt og frit kan komme til orde, ved at
lave en ny Internetsite, hvor alle kan skrive nærmest
ethvert tænkeligt budskab og historie hjemmefra egen
computer, helt gratis. Det vil jeg gerne fortælle mere
om, hvis du er interesseret. Jeg har bare ikke kunnet
finde nogen, som kan og vil programere sitet for mig.
Held og lykke med alt.
Kærlig hilsen
Johnny
12 marts 2007
Operation Krammedyr
Med et fællesskrig i Folkets Park fredag d. 9. marts 2007, kl. 17.00 dannedes Division Krammedyr, og derpå drog vi i aktion: Marcherede ad Nørrebrogade op til Jagtvej 69, hvor vi i en symbolsk krigshandling jog politiet på flugt. Sejr. Se vedhæftede billeder. Herfra udstrækkes den mest dybfølte tak til alle deltagere (også for overbærenheden med alle de organisatoriske mangler)
href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh3TGCGDsN4A_Lz3TDmBXYHALPoSGnyQzbaifUyHVIrzV4P2jLYm8wNXLPxwzYjYKmZBsx9PinCzdRwMb4ZouAC4KOw1B6bhGeoCkiq3Q3SLbIUEVLZn8D17WKXV2Lxky2xIJrZ/s1600-h/Politibil.jpg">
href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh3TGCGDsN4A_Lz3TDmBXYHALPoSGnyQzbaifUyHVIrzV4P2jLYm8wNXLPxwzYjYKmZBsx9PinCzdRwMb4ZouAC4KOw1B6bhGeoCkiq3Q3SLbIUEVLZn8D17WKXV2Lxky2xIJrZ/s1600-h/Politibil.jpg">
09 marts 2007
pressemeddelelse og ni spørgsmål til Ritt fra ungeren
Pressemeddelse fra Ungdomshusets pressegruppe vedr. demonstration lørdag d. 10. marts.
Parole: Hvor skal vi nu være?! Vi er tvunget ud på gaden, fordi Ungdomshuset er blevet ryddet og revet ned.
Lørdag er der demonstration, for at vise Ritt Bjerregaard og resten af politikerne at de bliver nødt til at tage deres ansvar seriøst – der MÅ findes en politisk løsning. København skal have et nyt ungdomshus København og det kan ikke gå for langsomt!
Rådhuspladsen kl. 15:00 Til Sankt Hans Torv
”Ritt Bjerregaard bruger nu den seneste tids uroligheder som undskyldning for det, hun heller ikke ville gøre før. Nemlig hoste op med et ungdomshus”, siger Ditte fra Ungdomshusets pressegruppe.
”Hvis Ritt Bjerregård ikke vil være med til at løse det her, så har hun måske valgt det forkerte Job – eller den forkerte by. København skal jo, også efter overborgmesterens eget udsagn, være en mangfoldig by”, fastslår Ditte.
Demonstrationen er et led i en kamp, der foregår på mange niveauer i denne tid. Den handler ikke kun om Jagtvej 69 og om muligheden for et nyt ungdomshus. Det er også blevet en kamp mod ensretning og normalisering i samfundet.
”Det drejer sig om den normalisering vi skal tvinges igennem for at være velfriserede borgere, der kan stave til samtalekøkken og sammenhængskraft. En normalisering, der vil have os alle til at se pæne ud, tænke pæne tanker og holde os inden for vores egen lille firkantede voksen-kravlegård”, udtaler Cibbo, som er med til at arrangere demonstrationen.
”Vi er rigtig mange, der ikke vil finde os i at mangle et sted, hvor vi kan være kreative og udfolde os frit. Det er steder som Ungdomshuset, der forhindrer at København ender som parcelhuskvarter”, supplerer Ditte.
Demonstrationsdeltagerne nægter at lade politikerne løbe fra deres ansvar. København kan ikke undvære brugerstyrede, ikke-kommercielle fristeder, der er baseret sig på åbenhed, frihed og eksperimenteren. København har brug for steder, hvor alle skal kunne føle sig trygge og ikke møde racisme, homofobi, vold eller hårde stoffer.
København behøver flere ungdomshuse NU!
Vi giver ikke op, før politikerne tager deres ansvar!
Med venlig hilsen Ungdomshusets pressegruppe
9 ungdomshus-spørgsmål til overborgmester Ritt Bjerregård
Kære redaktioner, redaktører og journalister.
Vi kan forstå, at Ritt Bjerregård ikke gider bruge ”ét minut” mere på at forholde sig til ungdomshus-problematikken. Så nemt er det ikke for os, så derfor synes vi heller ikke, at det skal være så nemt for hende. Når I får chance for at stille overborgmesteren spørgsmål vil vi derfor opfordre jer til at stille hende ligeså mange kritiske spørgsmål som I stiller os. Vi har de seneste dage skulle forklare og forholde os til alt, hvad der er sket i hver en enkelt lille krog af Nørrebro – det er ok. Vi håber bare. At I tør gå lige så hårdt til en garvet politiker.
Vi har samlet 9 spørgsmål, som vi vurderer at overborgmester Ritt Bjerregård enten ikke kan eller ikke vil svare på. Vi opfordrer alle journalister til at stille hende disse spørgsmål og kræve svar. Og hold hende fast, så hun ikke snor sig uden om.
Vi vil meget gerne høre fra jer, såfremt I får reelle svar fra overborgmesteren, på et eller flere af spørgsmålene.
Med venlig hilsen Ungdomshusets pressegruppe
De ni spørgsmål:
1: Mener overborgmesteren, at salget af Jagtvej 69 var en fejl?
2: Der er blevet demonstreret, samlet underskifter ind og holdt møder med politikere. Hvordan skulle de unge have grebet det her an, hvis overborgmesteren skulle have fået interesse for, at stille et hus til rådighed?
3: Hvorfor gjorde Ritt Bjerregård ikke nogen forsøg på at finde en løsning på ungdomshusproblematikken i det år hun var overborgmester, før fogedretten fastsatte rømningsdatoen 14. december?
4: Hvad nu, hvis fonden ikke havde haft nogen penge – Ville overborgmesteren, så have stillet et hus til rådighed?
5: Hvis en kommune har flere hundrede mennesker, der er villige til at bruge en meget stor del af deres fritid på at stille kulturtilbud til rådighed for resten af byen, er det så ikke en god idé at sikre, at de har et sted at gøre det.
6: Vil overborgmesteren gennemføre den samme politik, så unge der fx vil gå i svømmehal også skal finde nogen, der vil købe en hal til dem, eller gælder det kun dette kulturtilbud?
7: Overborgmesteren har det som en del af planen ”Gang i København”, at det skal være nemmere at arrangere koncerter. Vurderer overborgmesteren, at det er blevet nemmere eller sværere for unge at arrangere koncerter nu, hvor der ikke er et ungdomshus?
8: Hvor foreslår overborgmesteren, at den internationalt anerkendte punkmusik-festival afholdes, der som de sidste mange år igen til sommer skulle have været afholdt i Ungdomshuset? Har kommunen nogle faciliteter, som man vil stille vederlagsfrit til rådighed.
9: Udelukker overborgmesteren at de uroligheder der opstod i kølvandet på rydningen var ren og skær vrede og frustration over rydningen og dermed ikke et forsøg på at presse nogen?
Parole: Hvor skal vi nu være?! Vi er tvunget ud på gaden, fordi Ungdomshuset er blevet ryddet og revet ned.
Lørdag er der demonstration, for at vise Ritt Bjerregaard og resten af politikerne at de bliver nødt til at tage deres ansvar seriøst – der MÅ findes en politisk løsning. København skal have et nyt ungdomshus København og det kan ikke gå for langsomt!
Rådhuspladsen kl. 15:00 Til Sankt Hans Torv
”Ritt Bjerregaard bruger nu den seneste tids uroligheder som undskyldning for det, hun heller ikke ville gøre før. Nemlig hoste op med et ungdomshus”, siger Ditte fra Ungdomshusets pressegruppe.
”Hvis Ritt Bjerregård ikke vil være med til at løse det her, så har hun måske valgt det forkerte Job – eller den forkerte by. København skal jo, også efter overborgmesterens eget udsagn, være en mangfoldig by”, fastslår Ditte.
Demonstrationen er et led i en kamp, der foregår på mange niveauer i denne tid. Den handler ikke kun om Jagtvej 69 og om muligheden for et nyt ungdomshus. Det er også blevet en kamp mod ensretning og normalisering i samfundet.
”Det drejer sig om den normalisering vi skal tvinges igennem for at være velfriserede borgere, der kan stave til samtalekøkken og sammenhængskraft. En normalisering, der vil have os alle til at se pæne ud, tænke pæne tanker og holde os inden for vores egen lille firkantede voksen-kravlegård”, udtaler Cibbo, som er med til at arrangere demonstrationen.
”Vi er rigtig mange, der ikke vil finde os i at mangle et sted, hvor vi kan være kreative og udfolde os frit. Det er steder som Ungdomshuset, der forhindrer at København ender som parcelhuskvarter”, supplerer Ditte.
Demonstrationsdeltagerne nægter at lade politikerne løbe fra deres ansvar. København kan ikke undvære brugerstyrede, ikke-kommercielle fristeder, der er baseret sig på åbenhed, frihed og eksperimenteren. København har brug for steder, hvor alle skal kunne føle sig trygge og ikke møde racisme, homofobi, vold eller hårde stoffer.
København behøver flere ungdomshuse NU!
Vi giver ikke op, før politikerne tager deres ansvar!
Med venlig hilsen Ungdomshusets pressegruppe
9 ungdomshus-spørgsmål til overborgmester Ritt Bjerregård
Kære redaktioner, redaktører og journalister.
Vi kan forstå, at Ritt Bjerregård ikke gider bruge ”ét minut” mere på at forholde sig til ungdomshus-problematikken. Så nemt er det ikke for os, så derfor synes vi heller ikke, at det skal være så nemt for hende. Når I får chance for at stille overborgmesteren spørgsmål vil vi derfor opfordre jer til at stille hende ligeså mange kritiske spørgsmål som I stiller os. Vi har de seneste dage skulle forklare og forholde os til alt, hvad der er sket i hver en enkelt lille krog af Nørrebro – det er ok. Vi håber bare. At I tør gå lige så hårdt til en garvet politiker.
Vi har samlet 9 spørgsmål, som vi vurderer at overborgmester Ritt Bjerregård enten ikke kan eller ikke vil svare på. Vi opfordrer alle journalister til at stille hende disse spørgsmål og kræve svar. Og hold hende fast, så hun ikke snor sig uden om.
Vi vil meget gerne høre fra jer, såfremt I får reelle svar fra overborgmesteren, på et eller flere af spørgsmålene.
Med venlig hilsen Ungdomshusets pressegruppe
De ni spørgsmål:
1: Mener overborgmesteren, at salget af Jagtvej 69 var en fejl?
2: Der er blevet demonstreret, samlet underskifter ind og holdt møder med politikere. Hvordan skulle de unge have grebet det her an, hvis overborgmesteren skulle have fået interesse for, at stille et hus til rådighed?
3: Hvorfor gjorde Ritt Bjerregård ikke nogen forsøg på at finde en løsning på ungdomshusproblematikken i det år hun var overborgmester, før fogedretten fastsatte rømningsdatoen 14. december?
4: Hvad nu, hvis fonden ikke havde haft nogen penge – Ville overborgmesteren, så have stillet et hus til rådighed?
5: Hvis en kommune har flere hundrede mennesker, der er villige til at bruge en meget stor del af deres fritid på at stille kulturtilbud til rådighed for resten af byen, er det så ikke en god idé at sikre, at de har et sted at gøre det.
6: Vil overborgmesteren gennemføre den samme politik, så unge der fx vil gå i svømmehal også skal finde nogen, der vil købe en hal til dem, eller gælder det kun dette kulturtilbud?
7: Overborgmesteren har det som en del af planen ”Gang i København”, at det skal være nemmere at arrangere koncerter. Vurderer overborgmesteren, at det er blevet nemmere eller sværere for unge at arrangere koncerter nu, hvor der ikke er et ungdomshus?
8: Hvor foreslår overborgmesteren, at den internationalt anerkendte punkmusik-festival afholdes, der som de sidste mange år igen til sommer skulle have været afholdt i Ungdomshuset? Har kommunen nogle faciliteter, som man vil stille vederlagsfrit til rådighed.
9: Udelukker overborgmesteren at de uroligheder der opstod i kølvandet på rydningen var ren og skær vrede og frustration over rydningen og dermed ikke et forsøg på at presse nogen?
Abonner på:
Opslag (Atom)
