Tag ikke afstand

Vi sætter pris på alle, som har tilsluttet sig vores kamp for bevarelsen af Ungeren. Det være sig militante såvel som pacifister. Det er et erklæret mål fra Ungdomshusets Fællesmøde, at ingen skal udelukkes fra at deltage i dette oprør, og at vi ikke vil lade os splitte i »de gode og de onde aktivister«.

Et gammelt socialdemokratisk slagord lyder efter sigende: indadtil som fem fingre og udadtil som en knyttet næve. Sådan skal vores kamp være. Nogle gange er den knyttede næve en demonstration der er klar til at forsvare sig mod politiet. Andre gange er den en festlig gadehappening, en lige venstre til systemet. Det afhænger af situationen. Fra tid til anden bør der skrues op for det ene og ned for det andet. Det gør vi så – i gensidig respekt. Hvorfor skulle vi begrænse os, når vi kan så meget?

Men tag ikke fejl. Hvis Ungdomshuset bliver forsøgt ryddet, så skal huset forsvares – og det vil blive forsvaret! Både indefra og udefra. Der vil både være aggressiv og passiv modstand, men der vil helt sikkert være modstand.

I den situation vil en masse støtter helt sikkert falde fra. Mange vil ikke kunne komme overens med, at kampen ikke længere er en kamp på ord og argumenter, men en virkelig fysisk kamp.

Det er ikke det samme som, at kampen for bevarelsen af Ungdomshuset alene vil være en militant kamp. Der skal stadig holdes fester, laves fredelige aktioner og farverige happenings.

Det vil være til stor skade, hvis politikere og politi får held til at reducere os til en forsamling af stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede – også selvom vi er 500.

Men vi kommer ikke uden om det. Denne kamp kan ikke vindes på argumenter og ord.

Vi lever ikke i et rationelt, demokratisk samfund, men i en kapitalistisk retsstat med den private ejendomsret som selve fundamentet. Og nu er ejendomsretten blevet brugt som undskyldning og som middel i et forsøg på at kvæle Ungdomshuset.

Når ideologisk kamp bliver til gadekamp, så ryger humanisterne i svinget. Sådan er det, fordi forskellen på venstrefløj og humanister er, at vi konfronterer de ansvarlige i stedet for bare at konstatere, at der er noget galt og ellers ikke bekymre os om, hvordan det kom så vidt.

Arbejdsløshed, fattigdom, sult, krig, bolignød, forurening og rydningen af Ungdomshuset opstår ikke af sig selv. Problemerne og konflikterne i vores samfund kommer af, at der er en elite, der kan profitere på, at der er disse konflikter. Det er også derfor problemerne ikke bliver løst.

Nogle af de strukturelle problemer kan bekæmpes og mindskes ved argumentation og anden holdningsbearbejdning. Men der er nogle problemer, der bare ikke forsvinder af sig selv. Nogle gange konfronteres vi med trusler, som vi må svare igen på fra samme skuffe.

Når politiet sættes ind for at løse sociale problemer eller banke protester ned, så må vi slå fra os.

Det er ikke alle, der kan eller vil deltage i civil ulydighed, militante aktioner eller konfrontation med politiet. Og det behøver alle heller ikke. Jo flere, jo bedre, men alle behøver ikke.

Det vigtigste er – i kampen for Ungdomshuset som i alle andre kampe – at man gør noget.

Der er ingen revolution i at læse tykke bøger eller debattere tunge emner, hvis ikke det er i sammenhæng med konkret handling. Verden bliver ikke et hak bedre af, at vi alle sammen blot læser tidsskriftet Det Ny Clarté fire gange om året.

Vi skal på gaden, vi skal i det revolutionære arbejdstøj og vi skal følge holdninger op af handling. Nogle gange er det slet ikke sjovt – men det skal gøres.

Vi glæder os til at kampen for bevarelsen af Ungdomshuset endegyldigt er vundet. Så kan vi tage fat på de mange andre kampe der skal udkæmpes – og vindes. Nogle med debat, nogle med hyggelige happenings og nogle med uhyggelige konfrontationer. Forhåbentligt kan vi tage kampene sammen – hvis vi kan holde sammen.

Og således tilbage til hvor vi begyndte. Det eneste, vi kræver af venstrefløjen, er at humanisterne lades alene med deres afstandstagen, når hårdt sættes mod hårdt. De knive der gør mest ondt er dem man får i ryggen af sine egne.

Så skal det hele nok gå.

Det ny Clarté