1. marts 2007: en sorgens dag

1. marts 2007: en sorgens dag
Borgmester Klaus Bondam sagde i et interview i dag, at kommunen havde gjort alt hvad de kunne, men det var de unge som ikke ville.
Det er en regelret løgn.
Politikerne kunne have givet Stevnsgade til de unge som kompensation for det tabte Ungdomshus. I stedet insisterede politikerne på at ungdomskulturen skal privatiseres, altså fonden skulle allernådigst have lov at købe huset for 12. millioner kroner.
Det eneste kommunen har gjort, er at forære en fanatisk højreorienteret sekt 30 millioner kroner.
Men faktum er, at Ungdomshuset igennem alle år har besparet kommunen enorme summer, i form af den frivillige arbejdskraft og den sociale funktion huset har haft. Ungeren har fungeret som fristed for mange unge, som kommunen ikke kunne tage sig af.
Ungeren har også taget i mod socialt udstødte, som normalt skulle være på behandlings/pleje hjem, men som har fundet sig til rette og blevet en del af huset, på deres egne præmisser.
Huset og kulturen har været selvdrevet i mange år, kun financieret fra salg af øl og entre.
Strøm og vand har huset selv betalt.
Bedre løsning kunne kommunen ikke få, når det gjaldt om at placere unge utilpassede et sted.
Meget ballade har der ikke været inden de unge for alvor blev truede. Men det handlede ikke kun om et hus, det handlede om de unges identitet og eksistensgrundlag. Vi ser det alle steder i verden. Når mennesker bliver trængt op i en krog, bider de fra sig.
Denne krig er alene politikernes ansvar. De har til enhver tid pligt til at styre landet, så befolkningsgrupper ikke bliver sat op mod hinanden, eller skabe situationer som denne; at en privat ejer tjener enorme summer på at tryne en subsistensløs, men frugtbar kultur, der rummer flere tusinde unge mennesker. -Unge mennesker, som er en ressource i samfundet, er samfundets fremtid!
Ungeren har rummet så meget, både før det blev Ungdomshus, og de sidste 25 år.
Der er de mest fantastiske historier fra huset. Om mennesker der skaber noget sammen, et alternativ til resten af samfundet. Om unge menneskers liv, tanker, drømme og ideer. Her mødte unge mænd og kvinder hinanden, blev forældre og her mødes deres børn.
Generationerne førte traditioner videre.... Jeg har kun en ting at sige til politikerne:
TOTAL AFSKY!!!

17 april 2007

Tag ikke afstand

Vi sætter pris på alle, som har tilsluttet sig vores kamp for bevarelsen af Ungeren. Det være sig militante såvel som pacifister. Det er et erklæret mål fra Ungdomshusets Fællesmøde, at ingen skal udelukkes fra at deltage i dette oprør, og at vi ikke vil lade os splitte i »de gode og de onde aktivister«.

Et gammelt socialdemokratisk slagord lyder efter sigende: indadtil som fem fingre og udadtil som en knyttet næve. Sådan skal vores kamp være. Nogle gange er den knyttede næve en demonstration der er klar til at forsvare sig mod politiet. Andre gange er den en festlig gadehappening, en lige venstre til systemet. Det afhænger af situationen. Fra tid til anden bør der skrues op for det ene og ned for det andet. Det gør vi så – i gensidig respekt. Hvorfor skulle vi begrænse os, når vi kan så meget?

Men tag ikke fejl. Hvis Ungdomshuset bliver forsøgt ryddet, så skal huset forsvares – og det vil blive forsvaret! Både indefra og udefra. Der vil både være aggressiv og passiv modstand, men der vil helt sikkert være modstand.

I den situation vil en masse støtter helt sikkert falde fra. Mange vil ikke kunne komme overens med, at kampen ikke længere er en kamp på ord og argumenter, men en virkelig fysisk kamp.

Det er ikke det samme som, at kampen for bevarelsen af Ungdomshuset alene vil være en militant kamp. Der skal stadig holdes fester, laves fredelige aktioner og farverige happenings.

Det vil være til stor skade, hvis politikere og politi får held til at reducere os til en forsamling af stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede – også selvom vi er 500.

Men vi kommer ikke uden om det. Denne kamp kan ikke vindes på argumenter og ord.

Vi lever ikke i et rationelt, demokratisk samfund, men i en kapitalistisk retsstat med den private ejendomsret som selve fundamentet. Og nu er ejendomsretten blevet brugt som undskyldning og som middel i et forsøg på at kvæle Ungdomshuset.

Når ideologisk kamp bliver til gadekamp, så ryger humanisterne i svinget. Sådan er det, fordi forskellen på venstrefløj og humanister er, at vi konfronterer de ansvarlige i stedet for bare at konstatere, at der er noget galt og ellers ikke bekymre os om, hvordan det kom så vidt.

Arbejdsløshed, fattigdom, sult, krig, bolignød, forurening og rydningen af Ungdomshuset opstår ikke af sig selv. Problemerne og konflikterne i vores samfund kommer af, at der er en elite, der kan profitere på, at der er disse konflikter. Det er også derfor problemerne ikke bliver løst.

Nogle af de strukturelle problemer kan bekæmpes og mindskes ved argumentation og anden holdningsbearbejdning. Men der er nogle problemer, der bare ikke forsvinder af sig selv. Nogle gange konfronteres vi med trusler, som vi må svare igen på fra samme skuffe.

Når politiet sættes ind for at løse sociale problemer eller banke protester ned, så må vi slå fra os.

Det er ikke alle, der kan eller vil deltage i civil ulydighed, militante aktioner eller konfrontation med politiet. Og det behøver alle heller ikke. Jo flere, jo bedre, men alle behøver ikke.

Det vigtigste er – i kampen for Ungdomshuset som i alle andre kampe – at man gør noget.

Der er ingen revolution i at læse tykke bøger eller debattere tunge emner, hvis ikke det er i sammenhæng med konkret handling. Verden bliver ikke et hak bedre af, at vi alle sammen blot læser tidsskriftet Det Ny Clarté fire gange om året.

Vi skal på gaden, vi skal i det revolutionære arbejdstøj og vi skal følge holdninger op af handling. Nogle gange er det slet ikke sjovt – men det skal gøres.

Vi glæder os til at kampen for bevarelsen af Ungdomshuset endegyldigt er vundet. Så kan vi tage fat på de mange andre kampe der skal udkæmpes – og vindes. Nogle med debat, nogle med hyggelige happenings og nogle med uhyggelige konfrontationer. Forhåbentligt kan vi tage kampene sammen – hvis vi kan holde sammen.

Og således tilbage til hvor vi begyndte. Det eneste, vi kræver af venstrefløjen, er at humanisterne lades alene med deres afstandstagen, når hårdt sættes mod hårdt. De knive der gør mest ondt er dem man får i ryggen af sine egne.

Så skal det hele nok gå.

Det ny Clarté

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Helt enig. Vi må stå sammen. Men det er vigtigt at graden af såkaldt militans "uhyggelige konfrontationer" sættes i det rette propertions mæssige styrke forhold. Hver enkelt politi mand er polstret med brand og slag sikre dragter, her til kommer en pistol, en hjelm, tåregas samt diverse andre beskytende foranstaltninger. I den kontekst bliver udtrykket og handlingerne aldrig andet en symbol og følelses ladet militans! Styrke forholdet er ulige og skal blive ved at være det! Aktionerne fra aktivisterne er dermed ikke sagt ligegyldige, Tværtimod!! De er kendetegnet ved stort mod og retfærdigheds sans. Jeg er stolt over at ungdommen og andre svarede igen som de gjorde i dagene omkring 1 Marts. Mvh Polle