voldtaget på sjælen

Jeg føler mig voldtaget på sjælen.
Min kulturs arnested er lagt i ruiner.
Det var her jeg fik min dannelse, min identitet som selvstændig voksen, det var her jeg mødte mine venner, mit barns far. Det var her jeg lærte hvem jeg var og hvorfor jeg var her, hvorfor jeg havde valgt dette og ikke andet. Det var mit liv i ti år. Det tog i mod mig, da jeg ensom og hjemløs bankede på. Det tog mig ind i varmen og viste mig en verden jeg ikke før havde været en del af.
Her lærte jeg alt om mennesker på godt og ond. Jeg lærte mig selv at kende, jeg lærte at knogle for det jeg troede på, jeg lærte at arbejde sammen med andre og løse svære opgaver.
Jeg føler mig diskrimineret. Jeg føler at nogen har ville have mig væk. Nogen syntes min kultur ikke var værd at tage vare på. At det hus, jeg betragtede som mit andet hjem ikke var mig vel undt. Nogen regnede ikke vores kultur for noget, men betragtede vores sted som værende blot et hus, et objekt som kunne sælges efter forgodtbefindende, lige som alt andet i samfundet.
Kynisk uden empati og respekt.
I en alder af 40 år, ser jeg stadig vores samfund som sygt og vores system som uretfærdigt og utilstrækkelig, lige som jeg syntes den gang for 20 år siden. Og samfundet er endda blevet værre. Jeg er mere subsitensløs end jeg var dengang, skilt og boligløs, men nu også kulturelt fattigere med nedrivningen af Ungdomshuset. Desværre er der tusinder der har det lige som mig. Boligløse, subsistensløse og total ydmyget ovenpå ruinerne af vores fristed. Men vi giver aldrig op med at kæmpe mod systemet.
Jeg håber inderlig vi kan stå sammen på tværs af generationerne, sætte os op mod dette vanvittige samfund og ændre tingene til et bedre og mere retfærdigt samfund.

Ulykkelig og harm.