08 december 2006

Lad os diskutere lidt barskt: Ekspropriation ønskes af alle Københavnere!

Læs følgende fra en lidt arrogant, men interessant diskussion på http://www.punditokraterne.dk/74113_Hvad_er_ejendomsrettens_vaerdi_i_Kobenhavn.html

Citater: "Pointen med hensynet til "Almenvellet" er, at denne formulering i grundlovens §73 sådan set ikke har nogen reel betydning for hvorvidt man kan ekspropriere eller ej. 

Da almenvellet er så vanskeligt at definere undlader domstolene simpelthen, at vurdere hvorvidt det eller hint indgreb sker af hensyn til almenvellet. 

I praksis betyder almenvellet altså blot det som flertallet kan blive enige om. Det kan man selvfølgelig mene er problematisk udfra mange forskellige synspunkter. 

Domstolenes behandling af sager omkring §73 er derfor i hovedregelen sager der har til formål at fastslå 1) Hvorvidt der overhovedet er tale om en ekspropriation og 2) Erstatningens størrelse.

Sad but true...
Mark skrev:

Må jo lige for en god ordens skyld nævne, at jeg bare er en statskundskabsstuderende, der har haft lidt offentlig ret, så hvis der er nogen af de mere jurakyndige bloggere der har kommentarer eller korrektioner hører jeg dem naturligvis gerne..:-)"

Der er skam ikke helt galt Mark ;) Men alligevel lidt ved siden af...Prof. Dr. jur. Henrik Zahle skriver således i sin forfatningsretslærebog: 

"Under prøvelse ved domstolen kan det politiske skøn over, hvad hensynet til almenvellet kræver kun undtagelsesvist tænkes kritiseret; en særstilling indtager dog de love, der i folketinget IKKE er behandlet som ekspropriationslove"

Med andre ord: Dette led i bestemmelser beror på en politisk afvejning...dett er også grundlovens hensigt, idet domstolene på ingen måde har mandat eller evne til at vurdere, hvad der bedst tjener "almenvellet" i et demokrati.

Noget andet er, at denne sag ikke afgøres af grundlovens § 73, men af helt almindelige saglighedskrav til forvaltningen. Det som Sten Rønsholdt er citeret oven for for at kalde magtfordrejning. " Citater slut.

Konklusion: ekspropriation kræver blot at man i Borgerrepræsentationen er politisk enige!

Som borger i København siger jeg direkte: Nu gider vi ikke høre mere ballade omkring det skide hus på Jagtvej. Det er gået rimeligt godt uden nævneværdig vrøvl derude ifølge politiet med de unge som brugere af huset, så lad dem dog fortsætte med det. Os generer de ikke...Vi er ikke interesserede i en optrapning af uroen på Nørrebro; vi er ikke interesserede i udgifter på adskillige millioner til en udsættelsesforretning ved politiet; vi er ikke interesserede i ballade og hærværk i en uoverskuelig fremtid og med uoverskuelige udgifter til følge. Og vi er komplet ligeglade med den skøre skinhellige og latterlige religiøse sekt, der leger røvere og soldater med alle mulige grupper. Ignorer dem og kør dem ud på sidelinien! Jeg repræsenterer en million Københavnere, der fornuftigt nok tænker med tegnebogen: lad os få den ekspropriation nu, Ritt Bjerregaard! Og vi sparer alle millionerne, udbetaler en minimal erstatning til de skøre kristne, sælger huset til Fonden, der er vild med at købe det til de unge og tjener ti millioner til kommunen på det salg, dem kan vi godt bruge. Det eneste der kræves er, at I fornuftige politikere tager lidt hensyn til vores tegnebog for en gangs skyld. Altså: tag jer sammen politikere, der repræsenterer os alle og vedtag den ekspropriation på næste møde; det kræver kun enighed, og det kan I vel finde ud af, når I ved, at det er det, vi alle ønsker. Så er problemet løst!

Venlig hilsen: alle os mere eller mindre tavse københavnere! - og rigtig god jul og godt nytår uden hærværk, optøjer og afbrændte biler!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar